Mødedato: 14.12.2017, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Placering af skulpturen "En rigtig dansk familie"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringsvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om placeringen af skulpturen "En rigtig dansk familie".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om placeringen af skulpturen "En rigtig dansk familie", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik - og Miljøforvaltningen bad den 3. november 2017 Indre By Lokaludvalg om et høringssvar vedr. placeringen af værket ”En Rigtig Dansk Familie” i Østre Anlæg.

Følgende fremgår af ansøgningen til forvaltningen om placeringen af skulpturen:
"Bronze-skulpturen er lavet af den internationalt anerkendte kunstner Gillian Wearing (UK). Den består af to voksne og en baby (...), som er fremstillet i størrelsesforhold 1:1, det vil sige, at det højeste  punkt er 180cm.  Skulpturen står på en 10 centimeter høje granit-sokkel, som er 120 x 100 x 30 cm. 

Skulpturen og projektet er fuldt financieret, og budgettet er på 2.4 mio. Kr. (inklusiv skulptur, kunstnerhonorar, katalog, DR programmer, sokkel og fire debataftener), hvoraf Københavns Kommunes legat til stadens forskønnelse og almene bedste har doneret 450.000 DKK til skulpturen. Skulpturen doneres permanent til Københavns Kommune.

492 familier meldte sig fra hele Danmark til konkurrencen om at blive udpeget som En rigtig dansk familie, og et fag-panel (bestående af museumsdirektør Mikkel Bogh, forsker Mai Heide Ottosen, debattør og musiker Henrik Marstal, filosof Eva Agnethe Selsing samt informationschef Kasper Elbjørn fra Carlsberg), udvalgte en familie til skulpturen. Processen blev fulgt af DR, som sender tre programmer om temaet i efteråret.
(...)
Det er et stort ønske, at En rigtig dansk familie placeres centralt og tæt på en stor statslig institution, og derfor har jeg undersøgt mulighederne omkring Det Kgl. Biblioteks have, Søren Kierkegaards Plads og Den Sorte Diamant mod havnen. Jeg har også  haft dialog med Folketingets Kunstudvalg og Folketingets Formand om Arkivgården. Men desværre har det ikke været muligt, at finde en løsning.

Jeg vil derfor gerne foreslå, at skulpturen placeres i Østre anlæg, hvor der i forvejen er skulpturer og mange besøgende – deriblandt skoleklasser og familier.  Det er en placering tæt på Statens Museum for Kunst og Park Museerne, hvor der findes mange familieportrætter. Samtidig med afsløringen af skulpturen  laver SMK en udstilling af Gillian Wearing, der åbner 13. oktober 2017, som vises frem til 7. januar 2018.

Det er en smuk, ideel placering, hvor mange familier vil se skulpturen! Der er iøvrigt rigtig mange skulpturer udført af mandlige kunstnere central I København, men meget få kvinder – det kunne En rigtig dansk familie af Gillian Wearing lave lidt om på!

Da DR sender deres TV-programmer om skulpturen i oktober, er det vigtigt at den opleves i det offentlige rum samtidig."

Se hele ansøgningen i bilaget.

Teknik- og Miljøforvaltningen bad Billedkunstudvalget om et høringssvar. Udvalget svarede:
"Københavns Billedkunstudvalg finder, at den foreslåede placering i Østre Anlæg er et udmærket forslag. Den udpegede placering ses som et af flere mulige placeringer i Østre Anlæg. Udvalget fandt dog, at også andre steder – i mere boligprægede områder – vil være en relevant placering af skulpturen. Udvalget understregede, at uanset værkets placering er skiltning og formidling af værkets konceptuelle lag meget væsentlig”.

Løsning

Holdningstilkendegivelser

Sekretariatet har opfordret lokaludvalgets medlemmer og -suppleanter til at komme med bemærkninger om sagen. Sekretariatet har modtaget nedenstående bemærkninger:

Jens Erik Frandsen:
Jeg er ikke uenig i forslaget om en placering i Østre anlæg. Finder der i anlægget er flere muligheder og i hvert fald er det vigtigt, at den ikke står i vejen for kælkemulighederne. Jeg kunne også foreslå, at den blev opstillet et sted med endnu mere persontrafik, nemlig på Nørreport station hvor der sagtens ville kunne findes plads til en skulptur som denne, der i sit moderne udtryk passer godt til den nye station.

Ingrid Oustrup Jensen:
jeg synes, det er en ok placering, skønt jeg ikke bryder mig om konceptet - eller i hvert fald ikke om titlen : "En rigtig dansk familie". I vore dage, hvor familier er meget blandede, ville det være mere på sin plads, at kalde den "En typisk dansk familie", da jeg ikke finder nogle familier mere rigtige end andre.

Henrik Anton Svendsen:
Titlen på skulpturen gør den til et indlæg i den aktuelle debat om, hvad det vil sige at være dansk og om nogen, der bor i Danmark er rigtigere danske end andre. Vi mener ikke, at en placering i Østre Anlæg er en god placering for en sådan debat, men støtter Københavns Billedkunstudvalgs forslag om en placering i et boligpræget område med plads til andre “debatindlæg” så titlen kan udfordres der, hvor skulpturen står. Karakteren af et debatindlæg gør, at vi under alle omstændigheder mener, at placeringen bør gøres tidsbegrænset til f.eks. 10 år.

Anton Skovle:
Det forekommer mig at være en meget dominerende placering der påtænkes for den hyperrealistiske familieskulptur. Netop dens virkelighedsnære udformning gør det diskutabelt at anbringe den midt i Østre Anlægs stisystem. Østre Anlæg har i en del år været døgnåben park og benyttes således til gennemgang også i mørke. Jeg finder figuren på en utryghedsskabende måde vil "stå i vejen" ved stien, midt på det kuperede græs areal mellem de to kunstmuseer.

Skulpturgruppens frontale karakter indbyder desuden til en anbringelse med bagsiden op mod grønt buskads, f.eks. ved stien langs Stockholmsgade. Her vil den også fremstå mindre dominerende, og dimensionsmæssigt mere passende. Plænearealet er iøvrigt det eneste større åbne område i Ø.A. omend trængt af den voldsomme tilbygning ud i parken fra Statens Museum. Det var ønskeligt om dette populære areal fortsat kunne få lov at virke, uudnyttet, ved sin parkmæssige/naturlige skønhed.

Forslag til høringssvar

Formanden foreslår følgende høringssvar:

"Teknik - og Miljøforvaltningen bad den 3. november 2017 Indre By Lokaludvalg om et høringssvar vedr. placeringen af værket ”En Rigtig Dansk Familie” i Østre Anlæg. Lokaludvalget drøftede sagen i sit møde den 14. december 2017 og besluttede dette høringssvar:

Skulpturen "En rigtig dansk familie" skal ikke opstilles i Østre Anlæg, fordi en rolig historisk park som Østre Anlæg ikke egner sig til en skulptur med et moderne udtryk og med den debatskabende titel, som denne skulptur har.

Lokaludvalget foreslår derfor, at skulpturen opstilles et sted, der egner sig til en moderne skulptur og til debatindlæg. Vi ser gerne, at den placeres centralt på Nørreport, fx ved indgangen til gågaden Frederiksborggade / Kultorvet / Købmagergade, hvor den kan fungere som mødested, idet placeringen skal aftales med arkitekten bag Ny Nørreport-projektet. Tilladelsen til en placering på Nørreport bør være tidsbegrænset til fx 10 år, idet skulpturen som debatindlæg har en begrænset levetid.

Hvis man mod lokaludvalgets anbefaling vil opstille skulpturen i Østre Anlæg, skal følgende tages i betragtning:

  • Den skal ikke stå et sted, hvor den kan skabe utryghed efter mørkets frembrud. Østre Anlæg er en døgnåben park og benyttes således til gennemgang også i mørke. Skulpturen er utryghedsskabende, hvis den "står i vejen" ved stien, midt på det kuperede græs areal mellem de to kunstmuseer.Den skal ikke stå et sted, hvor den dominerer Østre Anlæg.
  • Den skal ikke stå i vejen for kælkemulighederne.
  • Den skal ikke stå på plænearealet, der er det eneste større åbne område i Østre Anlæg omend trængt af den voldsomme tilbygning ud i parken fra Statens Museum. Dette populære areal skal fortsat kunne få lov at virke, uudnyttet, ved sin parkmæssige/naturlige skønhed.
  • Den skal stå højst stå 10 år i Østre Anlæg.

Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om denne sag.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

 

Beslutning

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om placeringen af skulpturen "En rigtig dansk familie", der fremgår af løsningsafsnittet.

Til top