Mødedato: 12.11.2026, kl. 18:30
Mødested: Arkitektforeningen, Åbenrå 34

Puljeansøgningen "Close Encounters #3 - live elektronisk musik på Pylonen", 2026-puljen

Indstilling

Indstilling om,

  • at Indre By Lokaludvalg giver DC Social Club tilsagn om 15.000 kr. til afvikling af musikarrangementet Close Encounters #3 i Pylonen, Christians Brygge 31, den 21. november 2026. Støtten øremærkes til teknik og afvikling jf. ansøgers budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 20.000 kr., fordi det ikke vil give støtte til de øvrige udgiftsposter, som fremgår af ansøgerens budget.

    Eller

  • at Indre By Lokaludvalg giver DC Social Club afslag på en ansøgning om 20.000 kr. til afvikling af musikarrangementet Close Encounters #3 i Pylonen, Christians Brygge 31, den 21. november 2026. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet vil støje til gene for de omkringboende, hvorfor lokaludvalget vil bruge sine puljemidler til andre aktiviteter.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget 6 puljeansøgninger om støtte fra lokaludvalgets 2026-pulje.

Der er sammenlagt søgt for 104.140 kr.

Fem af ansøgningerne behandles i et andet punkt på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 12. november 2026.

Da der foreligger to forskellige indstillinger fra Puljegruppen vedr. ansøgningen "Close Encounters #3 – live elektronisk musik på Pylonen" er ansøgningen et selvstændigt punkt på dagsordenen. 

Løsning

Close Encounters #3 – live elektronisk musik på Pylonen

DC Social Club søger om 20.000 kr. til afvikling af musikarrangementet Close Encounters #3, der finder sted på Pylonen, Christians Brygge 31, den 21. november 2026.

Der søges støtte til at dække udgifter til sikkerhed, lyd- og lysteknik, teknikere, afvikling, forplejning til kunstnere og frivillige samt uforudsete udgifter. Det samlede budget for de poster, der søges støtte til, er 20.364 kr. DC Social Club forventer selv at finansiere ca. 60 % af de samlede udgifter gennem entréindtægter og barsalg, hvilket blandt andet dækker kunstnerhonorarer og barens vareforbrug.

Close Encounters #3 er det tredje arrangement i rækken og består af en aften med live elektronisk musik, hvor 5-6 kunstnere optræder med original og eksperimenterende elektronisk musik. Programmet omfatter både danske og internationale kunstnere, med særligt fokus på at bringe publikum tæt på skabelsen af musikken.

Arrangementet forventes at tiltrække mellem 100 og 150 deltagere og henvender sig til både elektronisk musikinteresserede og et bredere publikum, herunder personer, der ikke normalt deltager i denne type arrangementer. Entréprisen er 100 kr. i forsalg og 120 kr. i døren.

Formålet med arrangementet er at skabe inspirerende musikalske oplevelser og styrke fællesskabet omkring elektronisk musik i København samt bidrage til udviklingen af Pylonen som kulturelt mødested i Indre By. Arrangementet gennemføres i samarbejde med Pylonen, som stiller lokaler og lydanlæg gratis til rådighed.

Arrangementet offentliggøres via sociale medier, samarbejdspartneres kanaler, kulturkalendere samt plakater og flyers.

Sekretariatets bemærkninger

Følgende fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte:

"Som udgangspunkt støtter lokaludvalget ikke (...) aktiviteter med en entré, der efter lokaludvalgets vurdering

  • ikke matcher beløbet, der ansøges om
  • ikke matcher projektet eller arrangementets indhold
  • gør, at projektet eller arrangementet ikke er offentligt tilgængeligt."

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Ét medlem af Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget støtter med 15.000 kr., som øremærkes til teknik og afvikling jf. ansøgers budget. 

To medlemmer af Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen med en begrundelse om, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet vil støje til gene for de omkringboende, hvorfor lokaludvalget vil bruge sine puljemidler til andre aktiviteter.

Kommentar fra sekretariatet

Efter at Puljegruppen har behandlet ansøgningen, spurgte sekretariatet ansøgeren om, hvorvidt  arrangementet udelukkende foregår indendørs for lukkede døre. Det har ansøgeren bekræftet. Der vil ikke foregå nogen aktiviteter udendørs.

Indstilling

Enten at Indre By Lokaludvalg giver DC Social Club tilsagn om 15.000 kr. til afvikling af musikarrangementet Close Encounters #3 i Pylonen, Christians Brygge 31, den 21. november 2026. Støtten øremærkes til teknik og afvikling jf. ansøgers budget. Lokaludvalget støtter ikke med det ansøgte beløb på 20.000 kr., fordi det ikke vil give støtte til de øvrige udgiftsposter, som fremgår af ansøgerens budget.

Eller at Indre By Lokaludvalg giver DC Social Club afslag på en ansøgning om 20.000 kr. til afvikling af musikarrangementet Close Encounters #3 i Pylonen, Christians Brygge 31, den 21. november 2026. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at arrangementet vil støje til gene for de omkringboende, hvorfor lokaludvalget vil bruge sine puljemidler til andre aktiviteter.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 420.000 kr. af 2026-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 193.981 kr. af rammen.

Der er hidtil disponeret for 5.382 kr. af Miljøpuljen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Til top