Årsplan for det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn 2027-2030
Tidligere beslutninger
- Det skal afklares, om driftsstøtteaftalen er til hinder for, at Miljøpunktet kan søge om fondsmidler til projekter.
- Oplægget til indhold i årsplanen, som Miljøpunktets bestyrelse og formandskaberne for Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg drøftede den 28. september 2026, bliver opdateret.
- Plantning af planter, busker mv. skal have vægt i årsplanen.
- Etablering af grønne gavle skal have samme status som plantning af træer, da grønne gavle har værdi.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender "Årsplan for det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn 2027-2030", som ses i bilagsoversigten.
Problemstilling
I henhold til driftsstøtteaftalen mellem Indre By Lokaludvalg, Christianshavns Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn skal der hvert år foreligge en plan for det lokale miljøarbejde. Se driftsstøtteaftalen i bilagsoversigten.
Årsplanen skal vedtages af de to lokaludvalg og af bestyrelsen for Miljøpunktet.
Løsning
Lokaludvalget godkender "Årsplan for det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn 2027-2030", som ses i bilagsoversigten.
Økonomi
I 2027 afsætter kommunen 878.805 kr. til det lokale miljøarbejde i Indre By Bydel, som omfatter Indre By Lokaludvalgs område og Christianshavns Lokaludvalgs område.
I en anden sag på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 12. november 2026 er det foreslået, at lokaludvalget afsætter 680.000 kr. af sin 2027-pulje til det lokale miljøarbejde i 2027.
Videre proces
Christianshavns Lokaludvalg skal i sit møde den 25. november 2026 tage stilling til "Årsplan for det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn 2027-2030".
Miljøpunktet, Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg arbejder i henhold til "Årsplan for det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn 2027-2030".
Driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde udløber 31. december 2027. Derfor skal Indre By Lokaludvalg senest i mødet den 10. juni 2027 træffe beslutning om forlængelse af driftsstøtteaftalen.