Mødedato: 12.11.2026, kl. 18:30
Mødested: Arkitektforeningen, Åbenrå 34

B-sag: Puljeansøgninger til 2026-puljen, november 2026

Indstilling

Indstilling om,

  1. At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Grønt Marked tilsagn om 14.000 kr. af 2026-puljen til afholdelse af engagerende aktiviteter i forbindelse med julemarked på Havnegade 54 d. 29. november 2026.

  2. At Indre By Lokaludvalg giver Danske Pickleballers tilsagn om 3.800 kr. af 2026-puljen til afholdelse af fire gratis introduktionsarrangementer til pickleball i Kulturhuset Indre By i november og december 2026.

  3. At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Den Magiske Skraldespand afslag på en ansøgning om 14.000 kr. til gennemførelse af fire musiske juleaktiviteter for børnehavebørn i Indre By i perioden 26. november til 18. december 2026. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at honorar udgør en stor del af det ansøgte beløb, jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.

  4. At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Den Frie Udstilling tilsagn om 36.000 kr. af 2026-puljen til afholdelse af decembermarkedet ”Den Frie Plads – Decembermarked for kunsten, det lokale og det uventede” på Oslo Plads 1 den 6. december 2026.

  5. At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Ukrainsk Skole Rodovid tilsagn om 16.340 kr. af 2026-puljen til afholdelse af juleoptoget “Juleoptog med stjernerne” i Indre By den 20. december 2026.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget 6 puljeansøgninger om støtte fra lokaludvalgets 2026-pulje.

Der er sammenlagt søgt for 104.140 kr.

Den ene ansøgning er et selvstændigt punkt på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 12. november 2026. De fem øvrige ansøgninger behandles nedenfor.

Løsning

1. Grønt Jule-Marked på Gammelholm

Foreningen Grønt Marked søger om 14.000 kr. til afholdelse af engagerende aktiviteter i forbindelse med julemarked på Havnegade 54 d. 29. november 2026.

Foreningen ansøger om støtte til dækning af udgifter til logistik, børne- og familieaktiviteter, musikarrangement, promovering samt administration. De ansøgte midler skal anvendes til særlige gratis aktiviteter på julemarkedet, herunder kage- og småkagedekoration for børn, farvelægningsaktiviteter med fokus på sæsonens grøntsager, deling af vinteropskrifter, samt musikalske indslag. Formålet er at engagere og inkludere lokalområdets beboere og besøgende i aktiviteter med vægt på dialog, fællesskab og lokal madkultur.

Julemarkedet er en del af Grønt Markeds årlige markedsaktiviteter, hvor der fra maj til december afholdes fire søndagsmarkeder om måneden på forskellige lokationer i København. Grønt Marked har afholdt markeder i Indre By siden 2024, og julemarkedet på Gammelholm markerer afslutningen på markedsåret. Markederne organiseres af foreningens frivillige samt enkelte deltidsansatte og har fokus på lokale, økologiske og bæredygtige fødevarer.

Arrangementet har gratis adgang og forventes at tiltrække en bred målgruppe af beboere, familier og besøgende i Indre By. Aktiviteterne promoveres via sociale medier, nyhedsbreve, plakater og flyers. Foreningen samarbejder med lokale kokke, SOHO House, Den Vandrette og Seasonal Slice om gennemførelsen af aktiviteterne.

Det samlede budget for de ekstra aktiviteter er på 14.000 kr., svarende til det ansøgte beløb. Udgiftsposterne omfatter logistik (3.000 kr.), børne- og familieaktiviteter (3.000 kr.), musikarrangement (5.000 kr.), promovering (2.000 kr.) samt administration (1.000 kr.). Foreningen oplyser, at de øvrige udgifter til markedsdriften dækkes via selvfinansiering.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget støtter med det ansøgte beløb på 14.000 kr.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Grønt Marked tilsagn om 14.000 kr. til afholdelse af engagerende aktiviteter i forbindelse med julemarked på Havnegade 54 d. 29. november 2026.

2.  Mød din nabo på pickleballbanen

Danske Pickleballers søger om 3.800 kr. til afholdelse af fire gratis introduktionsarrangementer til pickleball i Kulturhuset Indre By i november og december 2026.

Der søges støtte til dækning af en del af honoraret til projektets instruktør, transport af udstyr, lokal annoncering, tryksager og forbrugsmaterialer. Foreningen finansierer selv 1.200 kr. af instruktørudgiften samt bidrager med frivillige timer, eksisterende udstyr og haladgang.

Arrangementerne afholdes fredag den 20. og 27. november samt 4. og 11. december 2026. Hver introduktion varer halvanden time og er åben for alle lokale borgere og daglige brugere af Indre By uden krav om erfaring, medlemskab eller eget udstyr. Deltagerne får en kort introduktion til spillets regler, låner udstyr og deltager i begyndervenlige øvelser og spil med skiftende makkere. En instruktør er til stede på banerne, og en frivillig vært byder nye deltagere velkommen.

Formålet med aktiviteten er at give beboere og brugere af Indre By et fælles sted at mødes gennem en overskuelig idrætsaktivitet. Foreningen forventer omkring 48 deltagerbesøg fordelt på cirka 24 forskellige deltagere gennem de fire fredage.

Aktiviteten offentliggøres gennem foreningens hjemmeside og sociale medier, lokale grupper samt tryksager. Der tages ikke entré, og deltagelse samt lån af udstyr er gratis. Foreningen oplyser, at der ikke er søgt anden støtte til de fire datoer, og at arrangementet er forankret i lokalområdet gennem brug af tildelte haltider i Kulturhuset Indre By.

Det samlede udgiftsbudget for aktiviteten er på 5.000 kr., heraf søges 3.800 kr. fra Indre By Lokaludvalg til annoncering, instruktørhonorar, transport af udstyr og materialer. Foreningen bidrager selv med kontantfinansiering og frivillig arbejdskraft.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget støtter med det ansøgte beløb på 3.800 kr.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver Danske Pickleballers tilsagn om 3.800 kr. til afholdelse af fire gratis introduktionsarrangementer til pickleball i Kulturhuset Indre By i november og december 2026.

3. Jul I den forsvundne baggård

Foreningen Den Magiske Skraldespand søger om 14.000 kr. til gennemførelse af fire musiske juleaktiviteter for børnehavebørn i Indre By i perioden 26. november til 18. december 2026.

Aktiviteterne kombinerer musik, teater og bevægelse med læring om affaldssortering og miljø, hvor børnene aktivt inddrages gennem sang, leg og samspil. Målet er både at give børnene en sjov og anderledes juleoplevelse og at skabe forståelse for affald, genbrug og bæredygtighed i børnehøjde.

Aktiviteterne planlægges afviklet i fire børneinstitutioner i Indre By. Målgruppen er ca. 280 børnehavebørn i Indre By samt det pædagogiske personale.

Projektet offentliggøres ved uddeling af plakater og foldere i institutionerne, hvor lokaludvalgets støtte og logo fremgår tydeligt. Derudover synliggøres aktiviteterne via sociale medier og projektets hjemmeside. Hver institution betaler en egenbetaling på 1.000 kr. pr. aktivitet.

Der søges støtte til honorarer til performerne Skrot og Tuti, samt udgifter til tryk af materialer, remedier og transport i forbindelse med aktiviteterne. Projektets samlede budget er på 20.000 kr., hvoraf 14.000 kr. søges fra Indre By Lokaludvalg, mens resten dækkes af egenbetaling fra de deltagende institutioner samt foreningens egne midler.

Ansøger har oplyst til sekretariatet, at de først indgår aftaler med de enkelte institutioner ved et eventuelt tilsagn om støtte fra lokaludvalget.

Sekretariatets bemærkninger

Følgende fremgår af lokaludvalgets retningslinjer for støtte:

"Som udgangspunkt støtter lokaludvalget ikke (...) aktiviteter, hvor løn eller honorar efter lokaludvalgets vurdering udgør en stor del af det ansøgte beløb." 

88,5 % af det ansøgte beløb er til honorar.

Derudover ser sekretariatet intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget giver afslag på ansøgningen med en begrundelse om, at lokaludvalget vurderer, at honorar udgør en stor del af det ansøgte beløb, jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Den Magiske Skraldespand afslag på en ansøgning om 14.000 kr. til gennemførelse af fire musiske juleaktiviteter for børnehavebørn i Indre By i perioden 26. november til 18. december 2026. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vurderer, at honorar udgør en stor del af det ansøgte beløb, jf. lokaludvalgets retningslinjer for støtte.

4. Den Frie Plads – Decembermarked for kunsten, det lokale og det uventede

Foreningen Den Frie Udstilling søger om 36.000 kr. til afholdelse af decembermarkedet ”Den Frie Plads – Decembermarked for kunsten, det lokale og det uventede” på Oslo Plads 1 den 6. december 2026.

Der søges støtte til udgifter vedrørende musik- og performanceprogram, workshops, materialer samt lyd, lys og teknisk udstyr. Det samlede budget for arrangementet er 71.000 kr., hvoraf 36.000 kr. søges fra Indre By Lokaludvalg. Øvrige udgifter dækkes af stadegebyrer fra deltagere samt egenfinansiering fra Den Frie.

Decembermarkedet består af ca. 40 boder med kunst, design, kunsthåndværk og genbrug, udvalgt via open call. Markedet suppleres af gratis musik, performances og workshops, og finder sted udendørs omkring Den Frie.

Formålet er at åbne Den Frie mere mod lokalsamfundet og skabe afprøve udearealet som ramme om gratis kulturaktiviteter, og skabe en platform for kreative aktører, som ikke naturligt finder plads på julemarkeder.

Målgruppen er beboere, børn, unge og kulturinteresserede i Indre By og Østerport, med forventet 500-800 besøgende. Der er gratis adgang for publikum, mens stadeholdere betaler et gebyr på 400 kr.

Aktiviteten offentliggøres gennem digitale medier, netværk, plakater og lokale institutioner. Projektet gennemføres i samarbejde med frivillige, lokale aktører og eventuelt Det Grønne Loppemarked.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget støtter med det ansøgte beløb på 36.000 kr. Puljegruppen anbefaler desuden, at lokaludvalget opfordrer Foreningen Den Frie Udstilling til at samarbejde med arrangørerne bag Det Grønne Loppemarked om Decembermarkedet og lignende fremtidige aktiviteter.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver Foreningen Den Frie Udstilling tilsagn om 36.000 kr. til afholdelse af decembermarkedet ”Den Frie Plads – Decembermarked for kunsten, det lokale og det uventede” på Oslo Plads 1 den 6. december 2026.

5. Juleoptog med stjernerne

Foreningen Ukrainsk Skole Rodovid søger om 16.340 kr. til afholdelse af juleoptoget “Juleoptog med stjernerne” i Indre By den 20. december 2026.

Der søges støtte til materialer til papirstjerner, transport af materialer, kreative værksteder, design, samt forplejning og logistik på dagen. Det samlede budget for arrangementet er 46.340 kr., hvoraf 16.340 kr. søges fra Indre By Lokaludvalg. Øvrig finansiering består af frivilligt arbejde, sponsorater og egen medfinansiering.

Juleoptoget arrangeres af Association af Ukrainere i Danmark i samarbejde med Rodovid og flere ukrainske organisationer. Arrangementet består af et offentligt optog fra Amalienborg Slotsplads til Rådhuspladsen, hvor deltagere bærer hjemmelavede papirstjerner og synger julesange efter ukrainsk tradition. Der er planlagt stop med fælles sang og fotografering på Kongens Nytorv og ved Storkespringvandet, samt afslutning på Rådhuspladsen.

Formålet er at synliggøre ukrainsk juletradition, skabe kulturel dialog og fællesskab i Indre By og styrke netværk mellem lokale borgere og ukrainske beboere. Der forventes 300-500 deltagere i optoget, med åben adgang for alle.

Aktiviteten offentliggøres via sociale medier og informationskampagne fra midten af oktober 2026. Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede. Projektet er forankret i Indre By gennem ruten og samarbejdet med lokale og nationale aktører.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget støtter med det ansøgte beløb på 16.340 kr.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver stilsagn til Foreningen Ukrainsk Skole Rodovid om 16.340 kr. til afholdelse af juleoptoget “Juleoptog med stjernerne” i Indre By den 20. december 2026.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 420.000 kr. af 2026-puljen til puljeansøgninger. Hidtil er der disponeret for 193.981 kr. af rammen.

Hvis lokaludvalget følger indstillingerne, vil der være disponeret yderligere 70.140 kr. af 2026-puljen. 

Der er hidtil disponeret for 5.382 kr. af Miljøpuljen.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgerne om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Til top