Mødedato: 12.11.2026, kl. 18:30
Mødested: Arkitektforeningen, Åbenrå 34

B-sag: En mindeplade for Sanger Søren

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger lokaludvalgets formand Åge Staghøj til at opfordre  Borgerrepræsentationen og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget (KTU) til, at kommunen undersøger mulighederne for at etablere en mindeflise på Strøget for Sanger Søren, jf. medlemsforslaget i afsnittet "Problemstilling". 

Problemstilling

Medlemsforslag fra Steen Juhl Olesen:

"Det foreslås:

1. At Indre By Lokaludvalg bakker op om etableringen af en permanent mindeflise på Strøget til ære for den nyligt afdøde gademusikant Sanger Søren.

2. At lokaludvalget retter henvendelse til Københavns Borgerrepræsentation og relevante politiske udvalg med en opfordring til, at kommunen undersøger mulighederne for at etablere mindeflisen, herunder placering, udformning og finansiering.

3. At den nærmere udformning og placering sker i dialog med Sanger Sørens pårørende og relevante lokale aktører.

Motivation

Med Sanger Sørens død har København mistet en af sine mest karakteristiske skikkelser i gadebilledet. Gennem mange år var hans sang en fast del af livet på Strøget og med til at give byen liv og personlighed.

En mindeflise, gerne omkring Amagertorv, vil være en enkel og værdig måde at hædre ham på. Samtidig vil den minde os om, at Københavns historie også skabes af de mennesker, som hver dag giver byen sjæl og karakter.

Flisen kunne eksempelvis bære teksten:

“Her sang Sanger Søren gennem mange år. En stemme fra Strøget, som København husker.”

Den konkrete tekst og udformning bør fastlægges i samarbejde med hans pårørende og under hensyntagen til de fysiske rammer på Strøget.

Løsning

Det foreslås, at ovennævnte forslag godkendes, og at Åge Staghøj bliver bemyndiget til at skrive til Borgerrepræsentationen og KTU om forslaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Åge Staghøj skriver til Borgerrepræsentationen og KTU om forslaget.

Til top