Mødedato: 12.11.2026, kl. 18:30
Mødested: Arkitektforeningen, Åbenrå 34

Puljeansøgningen "Bevar os vel - Pisserenden slår til igen", 2027-puljen

Indstilling

Indstilling om,

  1. At Indre By Lokaludvalg giver afslag på en ansøgning fra Nørre Kvarters Beboerforening tom 20.000 kr. til udgivelse af bogen ”Bevar os vel – Pisserenden slår til igen”. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine puljemidler på andre aktiviteter.

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget tre puljeansøgninger om støtte fra lokaludvalgets 2027-pulje.

Der er sammenlagt søgt for 100.320 kr.

To af puljeansøgningerne behandles i et andet punkt på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 12. november 2026.

Puljeansøgningen "Bevar os vel - Pisserenden slår til igen" er et selvstændigt punkt på dagsordenen, da sekretariatet vurderer, at to medlemmer af lokaludvalget er inhabile og derfor skal uden for døren, når lokaludvalget tager stilling til den. 

Løsning

Bevar os vel – Pisserenden slår til igen

Nørre Kvarters Beboerforening søger om 20.000 kr. til udgivelse af bogen ”Bevar os vel – Pisserenden slår til igen”.

Der søges støtte til tryk og indbinding af bogen, der forventes udgivet i 1. kvartal 2027. Projektets samlede budget er på 220.000 kr., hvoraf 20.000 kr. søges fra Indre By Lokaludvalg. Øvrige finansieringskilder omfatter fondsansøgninger, egenfinansiering, lokalhistorisk forening samt forventet bogsalg.

Bogen beskriver de boligkampe, der fandt sted i Nørre Kvarter (“Pisserenden”) i 1980’erne, hvor beboerne kæmpede for at bevare deres boliger og forhindre omdannelse til ejerlejligheder og kontorer. Bogen indeholder desuden kapitler om kvarterets udvikling og fællesskab frem til i dag, samt betydningen af lokalt sammenhold for tryghed og trivsel i Indre By. Projektet omfatter desuden planlagte foredrag, rundvisninger og en mindre udstilling på Københavns Museum i tilknytning til udgivelsen.

Målgruppen er beboere i Indre By og boliginteresserede i hele landet. Der forventes udbredelse gennem receptioner, pressemeddelelser, sociale medier og samarbejde med lokale aktører. Bogen vil koste ca. 300 kr. pr. stk.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Puljegruppens anbefaling

Puljegruppen anbefaler, at lokaludvalget ikke støtter projektet.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg giver afslag på en ansøgning fra Nørre Kvarters Beboerforening om 20.000 kr. til udgivelse af bogen ”Bevar os vel – Pisserenden slår til igen”. Afslaget begrundes med, at lokaludvalget vil bruge sine puljemidler på andre aktiviteter.

Økonomi

I en anden sag på dagsordenen foreslås det, at lokaludvalget afsætter 421487 kr. af sit budget for 2027 til puljen til puljeansøgninger.

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Til top