Mødedato: 12.04.2018, kl. 19:00
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Kultur- og Fritidsudvalgets investeringsforslag til kommunens budget for 2019

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende Kultur- og Fritidsudvalgets investeringsforslag til kommunens Budget 2019.

Indstilling

Sekretariatet foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om Kultur- og Fritidsudvalgets investeringsforslag til kommunens Budget 2019, der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Københavns Kommune arbejder hvert år med en effektiviseringsstrategi, der skal imødekomme sparekrav pålagt af staten, som sikrer midler til flere udgifter som følge af flere borgere samt nye politiske prioriteringer som fx etablering af nye skoler og idrætshaller. Borgerrepræsentationen har afsat en investeringspulje, der kan søges af de enkelte forvaltninger i kommunen med henblik på at foretage investeringer, der bidrager til omstillingen.

Som led i effektiviseringsstrategien skal Kultur- og Fritidsudvalget hvert år beslutte effektiviseringer for ca. 20 mio. kr. inden for eget område.

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i sit møde den 15. marts 2018 at sende en række investerings- og effektiviseringsforslag i høring hos lokaludvalgene med svarfrist den 20. april 2018. Det drejer sig om:

1. Højere badesikkerhed og bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer
2. Øget skærmbetjening, øget automatisering og Smart betaling fase 2
3. FerieCamps og bedre kapacitetsudnyttelse i svømmehaller om sommeren
4. Øget kapacitetsudnyttelse af svømmehaller ved ny prisstruktur
5. Øget kapacitetsudnyttelse af idrætshaller
6. Ligestilling af voksenforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere
7. Fastfrysning af tilskud
8. Mellemkommunal refusion på voksenundervisningsområdet
9. Bedre samdrift og madfællesskaber på byens kulturinstitutioner
10. Læselyst og engagerede borgere
11. Omdanne Fisketorvets havnebad til badezone

Kultur- og Fritidsforvaltningen er på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget interesseret i bemærkninger til forslagene og ønsker særligt svar på, om der er specifikke opmærksomhedspunkter i forhold til, hvordan forslagene kan påvirke borgerne i Indre By, som Kultur- og Fritidsudvalget bør kende.

Løsning

Forslag til høringssvar

"Kultur- og Fritidsforvaltningen sendte den 16. marts 2018 en række investerings- og effektiviseringsforslag i høring hos lokaludvalgene med svarfrist den 20. april 2018. Det drejer sig om:

1. Højere badesikkerhed og bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer
2. Øget skærmbetjening, øget automatisering og Smart betaling fase 2
3. FerieCamps og bedre kapacitetsudnyttelse i svømmehaller om sommeren
4. Øget kapacitetsudnyttelse af svømmehaller ved ny prisstruktur
5. Øget kapacitetsudnyttelse af idrætshaller
6. Ligestilling af voksenforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere
7. Fastfrysning af tilskud
8. Mellemkommunal refusion på voksenundervisningsområdet
9. Bedre samdrift og madfællesskaber på byens kulturinstitutioner
10. Læselyst og engagerede borgere
11. Omdanne Fisketorvets havnebad til badezone

Lokaludvalgets holdning

Ad. 1. Højere badesikkerhed og bedre udnyttelse af livreddernes ressourcer og
Ad 11. Omdanne Fisketorvets havnebad til badezone

Lokaludvalget beder om, at der afsættes de fornødne ressourcer til høj badesikkerhed i det kommende vandkulturhus på Papirøen, både inde og ude.

 

Ad 2. Øget skærmbetjening, øget automatisering og Smart betaling fase 2

For så vidt angår forslaget om øget selvbetjening på museerne henviser vi til følgende afsnit i Indre By Bydelsplan 2017:

"Af hensyn til turisterne ser lokaludvalget gerne, at nogle af museerne i Indre By holder åbent om mandagen."

Ad 3. FerieCamps og bedre kapacitetsudnyttelse i svømmehaller om sommeren

Ingen bemærkninger.


Ad 4. Øget kapacitetsudnyttelse af svømmehaller ved ny prisstruktur

Ingen bemærkninger.


Ad 5. Øget kapacitetsudnyttelse af idrætshaller

Vi henviser til følgende afsnit i Indre By Bydelsplan 2017:

"At der i Indre By kun er fire offentligt tilgængelige badmintonbaner til de cirka 41.000 indbyggere i bydelen er sigende for, at bydelen er underforsynet med idrætsfaciliteter.

Lokaludvalget vil i 2017 indkalde interessenter indenfor den organiserede og den uorganiserede idræt samt skoler, gymnasier mm. til en drøftelse af behovet for idrætsfaciliteter."

Lokaludvalget vil tage fat på denne opgave snarest muligt.


Ad 6. Ligestilling af voksenforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere

Ingen bemærkninger.


Ad 7. Fastfrysning af tilskud

Ingen bemærkninger.

Ad 8. Mellemkommunal refusion på voksenundervisningsområdet

Ingen bemærkninger.

Ad 9. Bedre samdrift og madfællesskaber på byens kulturinstitutioner

Vi henviser til følgende afsnit i Indre By Bydelsplan 2017:

"KULTURHUSET INDRE BY SKAL REVITALISERES SOM BEBOERHUS

Der skal gøres en kraftig indsats for at synliggøre Kulturhuset Indre By på Charlotte Ammundsens Plads, ikke mindst over for borgerne i Indre By. Synliggørelsen skal ske som led i en revitalisering af kulturhuset, hvor den lokale forankring bredes ud med Indre By som udgangspunktet og med "beboerhus", som den centrale funktion.

Kulturhuset skal sætte aktiviteter i gang, som rammer de behov, der er blandt borgerne i Indre By. Man kan ikke forvente, at borgerne selv sætter aktiviteter i gang, hvis blot kulturhuset tilbyder rammer for aktiviteterne.

Hvis man ikke kommer i mål med en revitalisering af kulturhuset på en måde, der tilgodeser Indre Bys borgere, kan en lukning af det komme på tale for derved at skabe økonomi for etablering af 2-3 mindre kvarterhuse rundt om i Indre By, fx i Nyboder-kvarteret. Her tænker vi på lokale fællesskaber, der skal rumme brugerstyrede fællesaktiviteter, fx i en tom butik eller et tomt kontor.

En anden mulighed er, at Palads-bygningen ved Vesterport erstatter Kulturhuset Indre By og med sin centrale placering anvendes til et kulturhus med alle borgere i Københavns Kommune som målgruppe."

 
Ad 10. Læselyst og engagerede borgere

For så vidt angår forslaget vedr. engagerede borgere henviser vi til følgende afsnit i Indre By Bydelsplan 2017:

"FRIVILLIGHED

Indre By Lokaludvalg har gennem årene fået forholdsvis mange ansøgninger om støtte til aktiviteter, som hel- og halvprofessionelle har stået for. Lokaludvalget har i mindre grad fået ansøgninger om støtte fra frivillige kræfter.

Lokaludvalget vil i bydelsplanperioden målrettet opmuntre lokale frivillige kræfter til at benytte sig af, at lokaludvalget råder over en pulje, som man kan få støtte fra. Lokaludvalget vil herved skabe grundlag for lokalt frivilligt engagement i de forskellige kvarterer i Indre By – særligt med fokus på lokalhistorien."

Borgerdialog

Lokaludvalget har ikke haft borgerdialog om denne sag.

Med venlig hilsen

Indre By Lokaludvalg"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 Kultur- og Fritidsudvalget skal på sit møde den 25. april 2018 beslutte hvilke investerings- og effektiviseringsforslag, der skal indgå i forhandlingerne om kommunens Budget 2019.

Bilag

Bilag 0. Indre By Bydelsplan (ikke på papir):

https://www.indrebylokaludvalg.kk.dk/nyheder/ny-bydelsplan-indre-by-klar

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at der burde være en ordentlig borgerdialog om sagen, men at forvaltningens tidsplan beklageligvis ikke giver lokaludvalget mulighed for det.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at der er for få idrætsfaciliteter i Indre By i forhold til andre bydele.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jan Frederik Hansen om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at de eksisterende lukkede idrætsfaciliteter på fx skoler bør være offentligt tilgængelige.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Dorthe Lindberg om, at lokaludvalget i høringssvaret tilkendegiver, at forvaltningen bør stille lokaler i Indre By til rådighed for e-sport.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Kultur- og Fritidsforvaltningen om Kultur- og Fritidsudvalgets investeringsforslag til kommunens Budget 2019, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag, idet formanden blev bemyndiget til at foretage redaktionelle ændringer.

Til top