Mødedato: 11.12.2025, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

B-sag: Nye tagetager på eksisterende ejendomme

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget om ny tagetager, der bygges oven på eksisterende ejendomme, som ses i løsningsafsnittet.

Problemstilling

På mødet den 22. oktober 2025 mellem lokaludvalget og plan- og byggesagsenhederne i Teknik- og Miljøforvaltningen blev det nævnt, at der ikke findes politisk vedtagne retningslinjer for det arkitektoniske udtryk for tagetager, der bygges oven på eksisterende ejendomme. 

Løsning

Forperson Bent Lohmann foreslår, at lokaludvalget skriver til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har oplyst, at der ikke findes politisk vedtagne retningslinjer for det arkitektoniske udtryk for tagetager, der bygges oven på eksisterende ejendomme. 

Indre By Lokaludvalg foreslår derfor, at der sættes gang i at få udarbejdet sådanne retningslinjer. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen kan i samarbejde med Indre By Lokaludvalg udarbejde et oplæg til politisk beslutning om lejligheder i tagetagerne.

Jf. Indre By Bydelsplan mener lokaludvalget, at nye byggerier skal – i sig selv og i samklang med omgivelserne – tilføre lokalområdet og bydelen kvalitet. Det bør være udgangspunktet for nye tagetager.

Lokaludvalget henviser desuden til dette dogme i den nye nationale arkitekturpolitik:

"#6 DYRK LOKALE VÆRDIER OG KULTURARV Vi skal udvikle vores byer, landsbyer og landdistrikter med forståelse for den lokale kulturhistorie og byggeskik og bygge videre på de stedspecifikke værdier."

Når lokaludvalget stiller forslaget om retningslinjer nu, skyldes det bl.a. det arkitektoniske udtryk på den nye tagetage på ejendommen Nørre Voldgade 15.

Med venlig hilsen"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Brevet bliver sendt til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget umiddelbart efter den 1. januar 2026, hvor udvalgets funktionsperiode begynder.

Beslutning

På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget at behandle dagsordenens punkt 17, 18 og 19 samlet.

 

Dagsordenens punkt 17: Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget i høringssvaret beder om flere visualiseringer af projektet.

Dagsordenens punkt 19: Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kren Nielsen om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at retningslinjerne skal forholde sig til, at en ekstra tageetage har konsekvenser for nærområdet, fx. for lysforholdene for boliger i området. 

Dagsordenens punkt 19: Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at brevet skal indeholde en bemærkning om, at taghældningen skal være den samme som hidtil, når en ejendom får en ny tageetage.

 

Dagsordenens punkt 17: Lokaludvalget godkendte bemærkningerne, som ses i bilagsoversigten, med det tiltrådte ændringsforslag.

Dagsordenens punkt 18: Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget, der ses i bilagsoversigten.

Dagsordenens punkt 19: Lokaludvalget godkendte brevet til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, der ses i bilagsoversigten, med de tiltrådte ændringsforslag.

 

Til top