Mødedato: 11.01.2024, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Høringssvar om projektforslaget til implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen.

Tidligere beslutninger

Indre By Lokaludvalg drøftede projektforslaget i dets møde den 14. december 2023. Udkastet til høringssvaret er baseret på de faldne kommentarer i denne drøftelse, samt på tilgængelige informationer i referatet af et borgermøde om projektforslaget, som lokaludvalget var vært for den 30. november 2023 og øvrige tilgængelige informationer om projektet, der har relevans for lokaludvalgets kommentarer af den 14. december 2023.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre by Lokaludvalg godkender udkast til høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Se bilaget.

Problemstilling

Høring af lokaludvalget

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om kommentarer til det kortmateriale, der knytter sig til projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Se bilaget. Der er svarfrist den 15. januar 2024.

Ved at zoome ind på kortet kan man se, hvor der foreslås at placere cykelstativer, parkeringspladser og læssepladser, samt hvor der foreslås ensretninger. 

I kortmaterialet er der lagt disse link ind:

Hovedgrebet i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen er nedlægning af parkeringspladser og oprettelse af cykelparkeringspladser. Planen blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 2. februar 2023 og kan tilgås på hjemmesiden mindrebiltrafik.kk.dk

Projektforslaget

I budget 2023 blev der afsat midler til projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Projektforslaget indbefatter følgende forandringer:

Fremtidige cykelforhold:

  • Der etableres 1.000 nye almindelige cykelparkeringspladser
  • Der etableres 80 parkeringspladser til ladcykler
  • Cykling i begge retninger etableres på 15 strækninger, der for indeværende er ensrettede
  • Cirka 450 cykelparkeringspladser flyttes fra pladser og torve til omkringliggende gader
  • Cirka 250 cykelparkeringspladser flyttes fra gader til omkringliggende gader
  • Rådhusstræde ensrettes for biler fra Nybrogade til Brolæggerstræde
  • Cykelstativer placeres på på den frigjorte plads fra nogle af de nedlagte bilparkeringspladser og boltes fast i kørebanen.

Fremtidige parkeringsforhold:

  • 600 almindelige bilparkeringspladser i Middelalderbyen nedlægges, hvilket betyder, at der efter implementeringen vil være 220 bilparkeringspladser i kvarteret
  • Antallet af erhvervsparkeringspladser opgraderes med 10 procent til150
  • Antallet af handicapparkeringspladser opgraderes med 10 procent til 90, hvoraf 15 er reserveret til beboerlicenser
  • Antallet af elladepladser vil efter implementeringen være seks. Elbilpladser på Dyrkøb og Pilestræde fjernes permanent
  • Antallet af taxiholdepladser vil efter implementeringen være 29. Taxipladser på Højbro Plads og i Lille Kongensgade flyttes til nærliggende gader
  • Standsning i forbindelse med af- og pålæsning af varer er tilladt og muliggøres flere steder end for indeværende p.g.a. den frigjorte plads fra de nedlagte parkeringspladser.

Middelalderbyen inddeles i ni områder, hvori bilparkering nedlægges og cykelparkering opsættes. Der bliver implementeret i max to områder ad gangen.

Nørre Kvarter er ikke med i implementeringens første del. I stedet forventes anlægsstart del 2 i Nørre Kvarter i foråret 2026 på baggrund af en evaluering af implementeringens del 1 i sommeren 2025.

Forud for implementeringen foretages cykeloprydning i Middelalderbyen fra 1. april 2024.

Lokales mulighed for at kommentere på projektforslaget

Teknik- og Miljøforvaltningen sendte projektforslaget til kommentering via e-Boks til ca. 9.000 beboere og 13.000 erhvervsdrivende i Middelalderbyen den 13. december 2023. Der er frist for kommentarer den 7. januar 2024,

På hjemmesiden https://www.kk.dk/borger/bolig-og-byggeri/anlaegsprojekter-i-koebenhavn/biler-og-cykler-i-middelalderbyen om projektforslaget kan man ligeledes finde information og afgive kommentarer inden den 7. januar 2024.

Borgermøde, november 2023

Lokaludvalget var vært for et borgermøde om projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen den 30. november 2023. Omkring 30 lokale københavnere deltog i mødet.

I mødet fortalte repræsentanter for Teknik- og Miljøforvaltningen om projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen. Referat af mødet kan ses i bilaget. 

Intern høring, september 2023

Lokaludvalget har ultimo september 2023 afgivet svar på en intern høring af projektforslaget. I høringssvaret stillede lokaludvalget en række spørgsmål, som Teknik- og Miljøforvaltningen har besvaret. Lokaludvalgets sekretariat sendte Teknik- og Miljøforvaltningens svar til lokaludvalget med mail den 6. november 2023. Se bilaget.

Løsning

Indre By Lokaludvalg drøftede projektforslaget i dets møde den 14. december 2023. Udkastet til høringssvaret, der ses i bilaget, er baseret på de faldne kommentarer i denne drøftelse, samt på tilgængelige informationer i referatet af et borgermøde om projektforslaget, som lokaludvalget var vært for den 30. november 2023, og øvrige tilgængelige informationer om projektet, der har relevans for lokaludvalgets kommentarer af den 14. december 2023.

Det foreslås, at lokaludvalget godkender udkastet til høringssvar om projektforslaget for implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen, der ses i bilaget.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 25.000 kr. af 2023-puljen til borgermødet den 30. november 2023.

Videre proces

Sagen forventes politisk behandlet i februar-april 2024. 

Den foreløbige tidsplan for implementeringen af projektforslaget angiver anlægsstart i maj-juni 2024. Implementeringen ventes at tage seks måneder. Tidsplanen er foreløbig, da blandt andet myndighedsgodkendelse kan betyde forrykninger.

Projektet forventes evalueret i sommeren 2025.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der skal etableres parkeringspladser med ladestander i kanten af Middelalderbyen, som er forbeholdt beboere i Middelalderbyen til parkering af elbiler.
 
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lise Brink Andersen om, at linje 11-12 formuleres således: "Fremkommelighed skal være overordnet i implementeringen af projektforslaget. Derfor skal projektforslaget tage højde for placeringer af eksisterende udeserveringer."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lise Brink Andersen om, at ordet "bør" i høringssvaret erstattes af ordet "skal".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der skal være flere parkeringspladser til delebiler, hvilket der kan blive plads til ved at reducere antallet af taxaholdepladser. Forslaget begrundes med, at brugere af delebiler medvirker til den grønne omstilling. De skal have adgang til en parkeringsplads.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at der også foretages cykeloprydning i perioden, hvor projektet implementeres.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at de bemærkninger, som lokaludvalget har under punkt 6 på dagsordenen om Hovedvagtsgade, gengives i høringssvaret om projektforslaget til implementeringen af del 1 af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at høringssvaret skal indeholde et forslag om, at parkeringspladser i Indre By udenfor Middelalderbyen prioriteres til beboerparkering. Forslaget begrundes med, at en nedlæggelse af 600 parkeringspladser i Middelalderbyen alt andet lige vil øge belægningsprocenten på parkeringspladserne i resten af Indre By, hvilket er til ugunst for bydelens beboere.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sven Perdrup om, at lokaludvalget beder om at få tilsendt en illustration af de ladcykelstativer, som påtænkes stillet op.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sally Mountfield om, at høringssvaret indledes med de bemærkninger om processen, som står sidst i udkastet til høringssvar.

 

 
Lokaludvalget godkendte udkastet til høringssvar, der ses i bilaget, med de tiltrådte ændringsforslag.
Til top