Mødedato: 04.12.2017, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om dispensation til en ny start fra aftenskole

Se alle bilag
Musik for Alle København (M4AK) søger om dispensation til en ny start, da aftenskolen ikke har haft de forventede aktiviteter i efteråret 2017.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget henviser Musik for Alle Københavns ansøgning om dispensation til forvaltningens behandling, hvis forslag til Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 2.5.6 vedtages, eller
  2. at Folkeoplysningsudvalget giver afslag på ansøgningen om dispensation, hvis forslag til Retningslinjer for støtte til Folkeoplysning i København pkt. 2.5.6 ikke vedtages.

Problemstilling

Den nye aftenskole Musik for Alle København (M4AK) blev godkendt på Folkeoplysningsudvalgets møde d. 6. juni 2017, men har ikke haft den forventede aktivitet i efteråret 2017. Foreningen søger derfor om dispensation til en ny start, så aftenskolens tilskud i 2018 alene baseres på det indsendte budget i forbindelse med godkendelsen.

Løsning

Musik for Alle København er en aftenskole, der tilbyder instrumentalundervisning for orkester - og samspilsinstrumenter i gruppeform for voksne samt relationsundervisning for forældre og børn.

Musik for Alle København blev godkendt på Folkeoplysningsudvalgets møde i juni 2017, hvilket betød, at foreningen ikke havde tilstrækkelig tid til PR, rekruttering og lokaleplanlægning inden den planlagte holdstart.

Musik for Alle København formåede derfor ikke at etablere de nødvendige hold, som er betingelsen for at kunne opfylde Musik for Alle Københavns undervisningsmodel, og valgte derfor ikke at starte de hold, som de havde fået tilmeldinger til.

Da andet års tilskud for nye aftenskoler efter de gældende Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København blandt andet er baseret på første års aktivitet, vil Musik for Alle København således få udbetalt 0 kr. i tilskud i 2018.

Hvis Folkeoplysningsudvalget vedtager forslaget til Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 2.5.6, er det forvaltningens vurdering, at Musik for Alle København opfylder kriterierne for en ny start.

Hvis Folkeoplysningsudvalget ikke vedtager forslaget til Retningslinjer for støtte til folkeoplysning i København pkt. 2.5.6, er det forvaltningens vurdering, at Musik for Alle København ikke kan bevilges dispensation.

En eventuel ny start til aftenskolen Musik for Alle København bevilges administrativt på baggrund af det budget, som blev indsendt i forbindelse med godkendelse af aftenskolen. Musik for Alle København søgte om støtte til lærer- og lederløn til 840 timers instrumentalundervisning i alt 224.935 kr til lærer- og lederløn. Når en ny start bevilges, udbetales 15.000 kr. som løntilskud inklusiv tilskud til debatskabende aktiviteter. Det resterende beløb på 209.935 kr. udbetales i fire rater efter samme retningslinjer som for kendte aftenskoler. PEA-tilskud udbetales efter regning. Forvaltningen indhenter dokumentation for aktiviteterne inden udbetaling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen meddeler Musik for alle København udvalgets beslutning.

 

Mads Kamp Hansen

                                  /Rikke Thielcke

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 4. december 2017:

Indstillingens første at-punkt blev godkendt.
Til top