Mødedato: 20.09.2000, kl. 12:45

Byggemuligheder i forbindelse med "Skæve boliger til skæve eksistenser" (Bilag)

Byggemuligheder i forbindelse med "Skæve boliger til skæve eksistenser" (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for fællesmøde onsdag den 20. september 2000

 

Sager til beslutning

3. Byggemuligheder i forbindelse med "Skæve boliger til skæve eksistenser" (Bilag)

FAU 559/2000 J.nr. 64/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget drøfter mulighederne for at tilvejebringe egnede byggemuligheder i forbindelse med "Skæve boliger til skæve eksistenser".

RESUME

By- og Boligministeriet har i finansårene 1999-2001 givet tilsagn om tilskud til forsøg med etablering af nye boligtyper til særlig udsatte grupper.

I en udbygget by som København er det dog vanskeligt at finde arealer og bygninger til aktiviteter i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens regi, herunder ikke mindst til boliger til marginaliserede grupper. Der synes i den nuværende situation ikke at være mulighed for at anvise egnede arealer, der umiddelbart – og i overensstemmelse med plangrundlaget – vil kunne anvendes til formålet.

SAGSBESKRIVELSE

By- og Boligministeriet gav i finansårene 1999-2001 tilsagn om tilskud til forsøg med etablering af nye boligtyper til særlig udsatte grupper. Formålet med forsøgsordningen er at sikre der på boligmarkedet også tilbydes boliger til de grupper i samfundet, der enten ikke kan eller ikke vil bo i de boliger, som flertallet synes er attraktive.

Ministeriets initiativ stemmer overens med de hensigter og intentioner, der allerede ligger i den vedtagne omstillingsplan indenfor hjemløseområdet m.h.t. respekt for det enkelte individ, et bredere boligtilbud og udslusning fra institutionerne – herunder lukning af 123 traditionelle herbergspladser.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har allerede godkendt en række projektforslag fra forvaltningen. Forvaltningen har i samarbejdet med forskellige boligselskaber og/eller organisationer arbejdet videre med konkretisering af disse forslag. På nuværende tidspunkt er der opnået tilsagn om tilskud fra By og Boligministeriet til fire projekter, for et samlet beløb på 12.3 mio.kr.

Status

  • Projekt: Husbåd

Husbåden er et projekt målrettet 4 karakterafvigende, aggressive hjemløse. Projektet er etableret i et samarbejde mellem Kirkens Korshær og Københavns Havn med et tilskud fra By- og Boligministeren på 600.000 kr. Dertil kommer tilskud fra andre sponsore. Skibet blev navngivet "Fru Prip" medio august, og beboerne er ved at flytte ind.

  • Projekt: Krattet

10 Havehuse for "Hjemløse M/K med Hund". Botilbudet etableres i samarbejde med boligselskabet KSB, Gl. Køge Landevejs Kollegium samt Valby Bydel.

By- og Boligministeriet har givet tilskud på 4.1 mio. KSB er drifts- og bygherre. Kommunen stiller grund til rådighed. Valby Bydel sidder i anvisningsudvalget samt yder lovbunden social støtte.

Der er afholdt orienteringsmøde med beboerne på kollegiet og nabo-orientering afholdes d.26. sep. Byggeriet er påbegyndt primo september og boligerne forventes færdig til indflytning inden jul. Visitationsprocessen er påbegyndt.

De nedenstående to projekter har fået tilsagn om støtte fra By og Boligministeriet. Begge projekter foreslås placeret syd for Karens Minde i Kgs. Enghave Bydel. Der er opnået en 10 årig tilladelse til opførelse fra Københavns Havn som er lodsejere. Plandirektoratet og Økonomiforvaltningen har accepteret anvendelse af arealet. Projekterne har været fremlagt på et møde med Kvarterløft Kgs. Enghave 7/6 2000. Efterfølgende har forvaltningen undersøgt og tilpasset projekterne efter fremkomne ønsker om etablering af stisystem på området og medinddragelse i visitationen til boligerne. Bydelen er efterfølgende mundtligt blevet orienteret gennem Samarbejdsorganet. Den endelige skriftlige henvendelse forventes sendt snarest. Arealanvendelsen er ikke p.t. afklaret med bydelsadministrationen.

Følgende projekter tænkes placeret på grunden ved Karens Minde:

  • Projekt Ved Åen

Havebebyggelse for 10 beboere m. særlig behov. Projektet etableres i samarbejde med Boligselskabet KSB og Bocentret Sundholm. By- og Boligministeriet har bevilligede 3.5 mio. til projektet. Bydelen vil blive anmodet om at deltage i styre- og visitationsgruppen.

  • Projekt Illu

Selvbygger skurby for 12 hjemløse grønlændere, etableres i samarbejde med Boligselskabet KAB, Grønlændernes Hus, Kofoeds Skole og Projekt Udenfor. By og Boligministeriet har givet tilsagn om støtte på ansøgte 3.5 mio.

Forvaltningen har i mere end et år søgt om byggemuligheder for placering af "Skæve boliger til skæve eksistenser". En række forslag er blevet afvist p.g.a. planforhold. Her kan f.eks. nævnes:

  • Færgehavnen Nord. Ubebygget opfyldt areal.
  • Beauvais-grunden. Ubebygget areal ved Lyngbyvej
  • Praghs Boulevard. Ubebygget areal ved Amagerbros Kvarter.
  • Vermlandsgade. Ubebygget areal ved Amagerbros Kvarter.

Det er nu blevet aftalt, at plandirektoratet kontakter ministeriet med henblik på at opnå tilladelse til at give dispensation fra regler om planforhold.

Som følge af ovennævnte problemstilling er følgende projekter p.t. uden placeringsmulighed:

  • Projekt : CASA

10 lavenergihuse til hjemløse, etableres i samarbejde med boligselskabet CASA og Kirkens Korshær. Der er givet tilskud fra By- og Boligministeriet på 3,5 mio under forudsætning af kommunens accept.

 

  • Projekt: Prambåde for "skæve eksistenser"

3 huspramme med plads til i alt 12 hjemløse. Projektet etableres i samarbejde med boligselskabet KAB og Københavns Havn. Der er udskrevet arkitektkonkurrence med henblik på ansøgning til By- og Boligministeriet pr. 1 april 2001.

Forvaltningen er ligeledes fortsat i gang med at finde egnede boliger til etablering af følgende projekter:

  • Projekt: Nattoralik

Bofællesskab for 8 grønlændere. Etableres i samarbejde med Grønlændernes Hus og Kofoeds Skole som en forlængelse af projekt Illu.

  • Projekt: "Alderdomshjem" for kvinder m. mangeårigt stof- og

Prostitutionsliv

Botilbud målrettet 6 kvinder over 30 år. Etableres i samarbejde med KFUKs Sociale Arbejde, Reden og Forchammervej.

  • Projekt: Parallel boliger

Botilbud målrettet 8 særligt vanskeligt stillede psykisk syge med behov for individuel og opsøgende kontakt. Projekt under psykisk sygeområdet.

  • Projekt: Bofællesskab for grønlandske kvinder

Bofællesskab målrettet 5-8 grønlandske kvinder på Vesterbro. Projektet etableres i samarbejde med Grønlændernes Hus. Grønlændenes Hus har engageret en projektmedarbejder til analyse af problemstillingen, samt gadeplansarbejde.

Endnu ikke udfærdiget projekt under handicapområdet:

  • Projekt: Sjælør Boulevard

Et botilbud for 4 unge udviklingshæmmede med en svær mental retadering, samt en psykiatrisk problemstilling.

 

ØKONOMI

Det forventes, at kommunen vederlagsfrit stiller grund til rådighed for de projekter, som måtte kræver det. Evt. udgifter til byggemodning m.m. vil blive lagt på projekterne. Derudover vil de eneste økonomiske konsekvenser være personaledækning, som sker indenfor de fastlagte budgetrammer.

HØRING

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

  • Brev af 17. maj 2000 til Administrerende direktør Grethe Munk.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top