Mødedato: 11.10.2000, kl. 14:00

Måltidets Hus (bilag)

Måltidets Hus (bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 11. oktober 2000

 

Sager til beslutning

2. Måltidets Hus (bilag)

FAU 591/2000 J.nr. 185/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender revideret plan for etableringen som beskæftigelsesprojekt (beskrevet i bilag: Center for Aktivering & Beskæftigelse (CAB), Måltidets Hus).

RESUME

Københavns Kommune v/Økonomiforvaltningen er efter en række drøftelser med Fødevareministeriet nu klar til at underskrive endelig aftale om levering og udleje af råhuse til brug for Fødevareministeriets etablering af Måltidets Hus i Kødbyen

Denne aftale er en udmøntning af det "Letter of intent", der er godkendt i Borgerrepræsentationen den 6. maj 1999.

Det er i Borgerrepræsentationens beslutning forudsat, at etablering af råhusene skulle ske som en del af de beskæftigelsesarbejder som CAB varetager i Den Brune Kødby.

Siden de oprindelige planer, er der sket ændringer i beskæftigelsen og den økonomiske situation som har betydning for projektet:

  1. Beskæftigelsessituationen
  2. Antallet af ledige er reduceret væsentlig med den konsekvens, at deltagerne i beskæftigelsesprojekterne generelt set ikke har de samme forudsætninger som tidligere, hvilket kan vanskeliggøre færdiggørelsen indenfor de lovede tidsrammer. Det vurderes derfor nødvendigt, at indgå en totalentreprise med en ekstern entreprenør om udførelsen af arbejdet indenfor de fastlagte tidsrammer. En sådan aftale vil muliggøre, at de dele af projektet, der eventuelt ikke kan færdiggøres til tiden som beskæftigelsesarbejder i stedet færdiggøres med almindelig arbejdskraft. Dette ændre ikke entreprenørens forpligtigelse til at stille det aftalte antal aktiveringspladser til rådighed.

  3. Den økonomiske situation

Beskæftigelsesarbejder i Den Brune Kødby indgår som en del af de samlede aktiviteter på beskæftigelsesområdet. Der er tale om forholdsvis dyre aktiveringspladser, men pladserne er meget velegnede som udslusningspladser for en del af de ledige.

Hvis den samlede økonomiske situation på beskæftigelsesområdet ændres, som følge af ydre omstændigheder, vil det blive nødvendigt, at tage stilling til om der skal kompenseres herfor eller omprioriteres indenfor området.

Indgåelse af aftale om Måltidets Hus begrænser i væsentligt omfang muligheden for omprioritering fra dyrere til billigere aktiveringspladser indenfor området. De afsatte beløb til Måltidets Hus udgør godt 10 mill. kr. årligt i en fire års periode – ud af et samlet budget til anlægsprojekter på ca. 15 mill. kr. årligt

Til orientering kan i øvrigt oplyses, at der endnu ikke foreligger oplysninger om den endelige placering og fordeling af midler fra EU's Regionale Socialfond – mål 3.

Midlernes fordeling på formålspuljer er således ikke fastlagt ligesom ansøgningsfrister og godkendelsesprocedurer også udestår.

Forvaltningen og herunder CAB er imidlertid indstillet på – så snart procedurerne er på plads – at søge midler til nye udviklingsprojekter indenfor formålsrammerne.

For så vidt angår samarbejdet med Voksen-TAMU kan oplyses, at Voksen-TAMU drives som statsligt forsøgsprojekt med udløb i april 2002. Der forhandles imidlertid i øjeblikket om en forlængelse af forsøgsperioden.

ØKONOMI

Det forventes fortsat, at etableringen kan ske indenfor den i perioden 1999-2002 afsatte beløbsramme på 46,5 mill. kr. til Måltidets Hus, jfr. notat fra CAB, idet eventuelle udgifter til at udføre dele af arbejdet som almindeligt arbejde, forventes at blive det samme som ved udførelse som beskæftigelsesarbejde.

Bortfald af statslig og/eller EU medfinansiering kan få konsekvens for den samlede økonomi på beskæftigelsesområdet, og dermed for omfanget af den samlede aktiveringsindsats. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forbehold for dette i forbindelse med den oprindelige indstilling om etableringen er fortsat gældende.

HØRING

ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Notat fra CAB af 27. september 2000 om Måltidets Hus.
  • BR-indstilling om "Letter of Intent", 6. maj 1999.

 

Grethe Munk

/

Sven Bjerre / Anders Winge

 

 

Til top