Mødedato: 07.02.2001, kl. 08:00

Screening af ungegrupper i City (Bilag)

Screening af ungegrupper i City (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. februar 2001

 

Sager til beslutning

16. Screening af ungegrupper i City (Bilag)

FAU 63/2001INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens orientering om screening af ungegrupper i City til efterretning.

 

 

RESUME

På baggrund af problemer med unge (herunder Kriminalitet) i City godkendte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 15. november 2000 forvaltningens forslag om at igangsætte en screening i City af ungegrupperinger. Screeningen blev igangsat umiddelbart i forbindelse med godkendelse, og der foreligger nu en screeningsrapport, der omfatter en vurdering af omfanget af problemer med maginaliserede ungdomsgrupperinger i København City. Screeningen er foretaget i perioden 10. november til 26. december 2000. På baggrund heraf er der udarbejdet forslag til mulig handleplan.

SAGSBESKRIVELSE

På baggrund af ungegrupper (herunder kriminalitet) i City godkendte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 15. november 2000 forvaltningens forslag om at igangsætte en screening i City af ungegrupperinger.

Screeningen er foretaget i perioden 10. november til 26. december 2000 af 4 medarbejdere med indgående kendskab til målgruppen. De 4 medarbejdere har bevæget sig i City (Strøget, Rådhuspladsen, Scala, Discotek In m.v.) dagligt på forskellige tider af døgnet (primært i aften- og nattetimerne).

Medarbejderne har været i direkte kontakt med de unge i aldersgruppen op til 18 år og talt med personale på Scala, Palads, Funhouse, på discotekerne i området og diverse socialarbejdere, der arbejder med målgruppen af unge i København.

Hovedkonklusioner

  • De unge bruger i store træk City til det, som City tilbyder (forlystelser, byture, biografer, spillehaller, discoteker m.v). Der er ingen alarmerende melding på gadebander elle pigebander. Der er dog maginaliserede unge, som primært kommer fra København, special Tingbjerg, Vesterbro, Indre og Ydre Nørrebro. Vurderingen er dog, at de tunge problemstillinger og de farlige konflikter befinder sig i lokalområderne.
  • Mange kontaktpersoner vurderer, at City er blevet mere rolig. Dette begrundes med, at de forretningsdrivende er blevet bedre til at tackle konflikterne i form af flere og bedre uddannede vagtmænd, krav om medlemskab eller betaling af entre for at komme ind på de enkelte forlystelsessteder og mere kontrol med adgangsforholdene til friarealerne. I det helt nye shoppingcenter "Fisketorvet" er det fx ikke muligt at komme ind i biografarealerne uden at have købt biografbillet først. Desuden begrundes det med, at mange af de potentielle "ballademagere" nu befinder sig i de lokale hashklubber, som er steget voldsomt i antal de sidste år. En tredje hypotese, som ikke nævnes i rapporten, men som er nærliggende, er de sidste års økonomiske opsving også har haft en positiv effekt for en række af de unge.
  • Der er en særlig problematik omkring de svage og skrøbelige piger, som kommer i det københavnske diskoteksmiljø. I sodavandsdiskotektet på "In" har man iagttaget piger ned til 12 år, som optræder ret udfordrende samtidig med, at de har svært ved at sætte grænser. De udsættes derfor for pres fra de mere "hårdkogte" af de noget ældre drenge.
  • Selvom der ikke er nogen særlig "bandeproblematik" i City, så spiller angsten for det en reel rolle.

 

Perspektivering

Screeningsrapportens relativt positive vurdering af udviklingen i City stemmer overens med politiets vurdering af kriminalitetsudviklingen. Der er ikke tale om massive problemer, men om enkeltstående forhold, som det i de fleste tilfælde er muligt at bringe til ophør ved en koncentreret politimæssig indsats og i et konkret samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltnigen.

Derimod er der set fra en politimæssig synsvinkel ganske meget uro og konfrontationer omkring diskoteksmiljøerne og Scala i weekenderne. Det er i væsentlig grad de over 18 årige, der dominerer, herunder også unge fra omegnskommunerne.

Fra et socialt synspunkt bør der fokuseres på at holde øje med udviklingen og på at sætte fokus på de udsatte piger i og omkring diskoteksmiljøerne.

De tunge problemer findes i lokalområderne, og det er her, der skal arbejdes med dem. Screeningsrapporten peger på det i sin omtale af hashklubberne, som kun findes i lokalområderne og i sin vurdering af, at der er brug for flere aktivitetstilbud til unge i lokalområderne. Aktivitetstilbud, der kan være reelle alternative til "fællesskabet" i de kriminelle grupperinger og i hashklubberne.

Politiet har udtalt, at gadebandeproblematikken og den dertil knyttede kriminalitet, udgør det alvorligste ungdomskriminalitetsproblem p.t. Politiet vurderer, at problemet er særlig merkant i bestemte lokalområder p.t. i særlig grad Brønshøj/Husum (Tingbjerg), Kgs. Enghave (Sjælør Boulevard), Ydre Nørrebro og Vesterbro. Politiet vil derfor iværksætte en særlig massiv indsats i disse lokalområder. Det vil uundgåeligt stille krav til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at følge op på den politimæssige indsats med en forstærket social indsats overfor denne gruppe unge og deres familier.

Politiet har endvidere forsøgt at gøre en særlig indsats overfor de såkaldte hashklubber, hvoraf der efterhånden er mere en 60 i København. Der er tale om et komplekst problem, som udover politimæssige aspekter har både sociale, skolemæssige og fritidsmæssige aspekter, og som derfor også skal mødes med et flerstrenget modspil.

Forslag til handleplan

1. Gennemførelse af ny screening

Det foreslåes at gentage screeningsundersøgelsen til sommer dels for at følge udviklingen, dels for at undersøge om der tegner sig et andet billede i sommerperioden.

2. Opsøgende indsats ift. de skrøbelige piger i sdkoteksmiljøet

Forvaltningen har åbne behandlingstilbud. Pigerne vil kunne henvende sig direkte fra gaden til både Ungdomsklinikken og Sct. Stefans Rådgivningscenter og modtage råd og vejledning og terapeutisk behandling. Det kan man gøre opmærksom på ved hjælp af pjecer o.l.

3. Forøget indsats ift. gadebandeproblematikken

De 9 største lokalcentre (undtagen Indre By og Christianshavn) har etableret lokale ungerådgivninger, som basis for et øget fokus på unge, herunder gruppen af utilpassede unge i lokalområdet. Muligheden for ansættelse af en kontaktperson, i medfør at servicelovens regler, til at arbejde med gruppen af unge, bruges flere steder i byen. Etableringen af "Spydspidsen" betyder, at man lokalt har fået bedre muligheder for at finde og fastholde de unge i en beskæftigelse og i en uddannelse.

Reorganiseringen af SSP arbejdet vil betyde bedre muligheder for at arbejde systematisk med problemstillingen omkring kriminalitet.

Der er netop igangsat en arbejdsgruppe sammen med Ungdoms- og Uddannelsesforvaltningen, som skal komme med forslag til forbedringer af klubbernes arbejde med socialt udsatte unge.

4. Øget indsats ift. hashklubber

Den reorganiserede SSP-organisation er et godt forum til at arbejde med denne problemstilling, som kræver en tværgående indsats.

Arbejdsgruppen om kvalificering af klubbernes arbejde med udsatte unge herunder unge fra etniske minoriteter, vil også komme med forslag til løsning af problematikken.

5. Budget 2002

Forvaltningen vil i forbindelse med de første drøftelser af budget 2002 tage problematikken vedrørende ungdomsindsatsen til nærmere drøftelse.

 

ØKONOMI

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

BILAG

  • Screeningsrapport Kbh. City

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

Til top