Mødedato: 04.10.2000, kl. 08:00

Bemærkninger til Plan for den præhospitale indsats i H:S (Bilag)

Bemærkninger til Plan for den præhospitale indsats i H:S (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000

 

Sager til beslutning

13. Bemærkninger til Plan for den præhospitale indsats i H:S (Bilag)

FAU 572/2000 J.nr. 175/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget videresender følgende bemærkninger til Sundheds- og Omsorgsudvalget,

at den psykiatriske udrykningstjeneste ønskes videreført, og at kendskabet til udrykningstjenesten i den forbindelse øges,

at det ved en eventuel sammenlægning med ordningen i Københavns Amt sikres, at ordningens tilgængelighed ikke forringes,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget henleder opmærksomheden på et behov for en vurdering af behovet for en akut indsats i forhold til de mest marginaliserede hjemløse stofmisbrugere og alkoholikere.

RESUME

Sundhedsforvaltningen anmoder om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens bemærkninger til en plan for den præhospitale indsats i H:S, der er udarbejdet af Præhospitalt udvalg i H:S. Fristen for fremsendelse af bemærkninger til Sundhedsforvaltningen er den 26. september, men Sundhedsforvaltningen er orienteret om – og indforstået med – at udvalgets bemærkninger oversendes den 4. oktober 2000.

Af særlig interesse for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er anbefalingerne vedrørende den psykiatriske udrykningstjeneste. Det anbefales, at det på baggrund af en evaluering af ordningen, der foretages i øjeblikket, besluttes under hvilke forudsætninger, ordningen skal fortsættes. Endvidere anbefales, at fordelene ved en sammenlægning med ordningen i Københavns Amt undersøges.

Det foreslås, at det meddeles Sundhedsforvaltningen, at udrykningstjenesten ønskes videreført, at kendskabet til tjenesten øges, samt at tjenestens tilgængelighed ikke forringes ved en eventuel sammenlægning med ordningen i Københavns Amt.

SAGSBESKRIVELSE

Sundhedsforvaltningen har med brev af 12. september 2000 fremsendt plan for den samlede præhospitale indsats i H:S, Københavns og Frederiksberg kommuner til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med henblik på, at bemærkninger til planforslaget kan indgå i den politiske behandling i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Planen er udarbejdet af H:S Præhospitalt Udvalg. Den præhospitale indsats omfatter de samlede aktiviteter, hvis sigte er på bedst mulig vis at hjælpe en person, der bliver ramt af akut sygdom eller tilskadekomst, til vedkommende modtages på hospital. Den præhospitale indsats omfatter dermed faserne alarmering og ambulancekørsel til skadested, behandling på skadested, ambulancetransport til behandlingsstedet samt modtagelse og påbegyndelse af behandling på hospital.

H:S er ifølge Ambulancebekendtgørelsen forpligtet til at udarbejde en plan for ambulancetjenesten. Formålet med planen er at kvalificere den samlede præhospitale indsats. Planforslaget indeholder en række vurdering og anbefalinger, der er baseret på rapporten Beskrivelse af den præhospitale indsats i H:S, udarbejdet af H:S Præhospitalt Udvalg. Storkøbenhavn er i beredskabsmæssig henseende at betragte som ét område. Derfor er planen udarbejdet i samarbejde med Københavns Amt.

Ambulancetjenesten i H:S/Københavns og Frederiksberg kommuner udføres af Københavns og Frederiksberg Brandvæsener. Derudover findes en række særlige ordninger som Lægeambulancen og Psykiatrisk Udrykningstjeneste.

Anbefalingerne i planforslaget omhandler områderne kommunikation, alarmering, ambulancebetjening og lægeambulanceindsats, dokumentation af effekt og kvalitet samt præhospitale ordninger i øvrigt. Af særlig interesse for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens område er anbefalingerne vedrørende den psykiatriske udrykningstjeneste.

Den psykiatriske udrykningstjeneste begyndte som et 2-årigt forsøg i juli 1997. Ordningen dækker Københavns og Frederiksberg kommuner på hverdage kl. 17 – 08. Tjenesten er forankret på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling og er bemandet med psykiatriske speciallæger. Formålet med ordningen er at yde psykiatriske bistand til psykisk syge patienter og i visse andre tilfælde, f.eks. ved overhængende selvmordsfare.

I forhold til diagnoser fordeler udrykningerne sig med 46% til psykotiske tilstande, 10% til kriser, 15% til misbrug og 29% til affektive tilstande, herunder 7% selvmordssituationer. Dette svarer til de målgrupper, der var forudsat for udrykningstjenesten. Der er ca. 40-50 henvendelser pr. måned – ca. 18 resulterer i en udrykning.

Rekvirering af udrykningstjenesten sker via lægevagten. Hvis lægevagten skønner det nødvendigt, kontaktes den psykiatriske udrykningstjeneste, som skønner, om der er behov for telefonisk rådgivning af lægevagten eller psykiatrisk udrykning. Politiet har direkte adgang til udrykningstjenesten uden om lægevagten.

Ordningen er ved at blive evalueret. H:S præhospitalt udvalg finder, at der på baggrund af resultaterne heraf bør besluttes, under hvilke forudsætninger ordningen skal fortsætte. På baggrund af den beskedne udnyttelse af den psykiatriske kørselsordning anbefales det, at fordelene ved en sammenlægning af ordningerne i H:S og Københavns Amt undersøges.

Dialogforum på psykiatriområdet har drøftet den psykiatriske udrykningstjeneste på et temamøde i februar 2000. Brugere og pårørende finder, at etablering af ordningen er værdifuld, men det blev påpeget, at ordningens tilgængelighed ikke er tilstrækkelig, bl.a. er der eksempler på, at vagthavende i lægevagten ikke havde kendskab til ordningen.

ØKONOMI

Ingen.

HØRING

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Brev af 12. september 2000 til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fra Sundhedsforvaltningen.
  • Forslag til plan for den præhospitale indsats i H:S, august 2000.

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

Til top