Mødedato: 30.05.2018, kl. 18:30
Mødested: Beboerhuset, Dronningensgade 34

Forholdene på den sydlige del af Refshalevej

Se alle bilag
Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte forholdene på den sydlige del af Refshalevej.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg drøfter og beslutter, om det skal godkende medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet "problemstilling", om en henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren vedr. forholdene på den sydlige del af Refshalevej.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Jette Arendrup:

"Vedr. den sydlige del af Refshalevej mellem Christiania og Erdkehlgraven.

Af korrespondancen mellem teknik- og miljøborgmesteren, Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalget fremgår det, at kommunens prioriteringsplan vedr. cykelstier udelukkende begrundes med, hvor der skabes de bedst mulige forhold for cyklister.

Det er selvfølgelig et rimeligt udgangspunkt, men man glemmer, at der for denne del af Refshalevej gør sig et andet problem gældende, nemlig lovløsheden.

Det blev oven i købet fremhævet på Christianshavnerdagen for et par år siden, hvor Lars Weiss, socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen, brugte præcis denne term: lovløshed, om den sydlige del af Refshalevej.

Det vil altså sige, at kommunalpolitikerne ikke er uvidende om, at lovløsheden er et stort problem på denne vejstrækning. Det viser sig jo ved, at hver gang kommunen har sat skilte op om parkering forbudt i vandsiden af vejen, så bliver disse skilte straks revet ned. Og hverken kommunen eller politiet har været i stand til at forhindre lovløsheden.

Jeg foreslår derfor, at vi henvender os til den nye teknik- og miljøborgmester og gør hende opmærksom på, at det ikke kun er for at forbedre forholdene for cyklisterne, at vi ønsker, at kommunen opprioriterer at bygge en cykelsti med meget høje kanter i vandsiden af Refshalevej. Den anden grund er, at vi er godt trætte af, at myndighederne hidtil intet har gjort ved den lovløshed, der har hersket her igennem mange år, og som f.eks. gør, at redningskøretøjer ikke kan komme frem."

 

Medlemsforslaget relaterer sig til borgmestersvaret vedr. Refshalevej, som lokaludvalget fik den 10. april 2018. Se svaret i bilaget.

I borgmestersvaret henvises til kommunens cykelprioriteringsplan. Link:  http://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1620

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter og beslutter, om det skal godkende medlemsforslaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, om det skal godkende medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet "problemstilling", om en henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren vedr. forholdene på den sydlige del af Refshalevej.
  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at rette henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren vedr. forholdene på den sydlige del af Refshalevej, jf. medlemsforslaget, der fremgår af afsnittet "problemstilling."

 

Til top