Orientering fra arbejdsgrupperne mv.
Indstilling
Indstilling om,
- at Christianshavns Lokaludvalg tager orienteringerne fra arbejdsgrupperne mv. til efterretning - se bilagene.
Problemstilling
Flere arbejdsgrupper mv. har haft møde siden det seneste lokaludvalgsmøde. Mødereferater og orienteringer ses i bilagene.
Løsning
Faste arbejdsgrupper
• Byplan, Trafik og Havn
• Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge
• Sociale Forhold, Sundhed og Omsorg
• Miljøgruppen
• INFO/Event-gruppen
Ad hoc-grupper
• Ungdomstilbuddet Brobergsgade 10
• Følgegruppen vedr. Ørkenfortet
• Følgegruppen vedr. Torvegade
• Papirøen/Operaparken-gruppen
• Nyholm-gruppen
• Stormflodssikringsgruppen
• Lynetteholm-gruppen
• Bydelsplan-gruppen
• Arbejdsgruppen Refshaleøen
• Torvegruppen
Repræsentation i andre fora
• Hal C's brugergruppe
• Fonden Miljøpunkt Indre By & Christianshavn
• Følgegruppen vedr. Lynetteholm
• Følgegruppen vedr. Refshaleøen
• By & Havns forum for lokaludvalg
• Samarbejde om havnens udvikling
• Dialogforum
Økonomi
Intet.
Videre proces
Arbejdsgrupperne mv. mødes med jævne mellemrum.
Beslutning
Byplan, Trafik og Havn
Asbjørn Kaasgaard gjorde opmærksom på, at afdelingen under TMF, som hedder MKB, deltager i arbejdsgruppens kommende møde den 9. december kl. 17. MKB står for Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold, og de vil orientere om, hvad de skal lave på Christianshavn i 2026.
Alle lokaludvalgsmedlemmer og suppleanter er velkomne til mødet med MKB.
INFO-/Eventgruppen
Valgdag og flyeruddeling
Jette Philipsen fortalte, at der var blevet delt 4.000 flyers ud om valget til lokaludvalg i forbindelse med kommunalvalget. Hun takkede alle, der deltog i uddelingen. Der var 37 personer, som deltog i quizzen på flyeren, og der er blevet udtrukket fire vindere, som vil modtage en æske chokolade.
Valgarrangement i beboerhuset
Forretningsudvalget stod for et offentligt, socialt arrangement i beboerhuset den 18. november, hvor kommunalvalget blev fulgt på storskærm. Arrangementet blev ikke et tilløbsstykke, men det var hyggeligt. Omkring 10–15 mennesker deltog. Initiativet fik ros.
Juletræstænding på torvet
Jette fortalte, at lokaludvalgets juletræstænding på Christianshavns Torv forløb både godt og mindre godt. Der var tekniske udfordringer med at få tændt juletræet, og et par påvirkede og højrøstede kvinder forstyrrede arrangementet. Det lykkedes dog at få lys på træet, og der blev sunget og danset traditionen tro.
Arrangementet har fået blandede kommentarer på Facebook. Jette vil tage situationen omkring uroen på torvet op i Dialogforum og høre, hvilke muligheder der er for, at politiet kan være til stede ved offentlige arrangementer.
Kultur, Skole, Fritid, Børn og Unge
Henrik Vilsbøll og Marianne Olsen fortalte om et møde vedrørende en ny helhedsplan for arealet på Holmens Idrætsanlæg, hvor de deltog sammen med øvrige interessenter. Her præsenterede Effekt Landskabsarkitekter planerne for området.
Vandet omkring øen og i Erdkehlgraven er ikke rent, hvilket er en udfordring, man gerne vil gøre noget ved, så det kan bruges uden sundhedsrisiko. Der er desuden begrænset vandcirkulation, da vandgennemstrømningen ved Trangravsbroen er lukket.
Vandkvaliteten vækker også opsigt i lokaludvalget. Der er to uautoriserede badestrande ved Christiania, og folk bader desuden fra GoBoats m.v. om sommeren. Det er derfor positivt, at der nu er fokus på problematikken. Måske kan Miljøskolen bidrage?
Under mødet gjorde Marianne og Henrik opmærksom på, at det kommende Seniorhus også bør tænkes ind i planerne for området. Forvaltningen var ikke bekendt med projektet.
I mødet blev der også udtrykt utilfredshed med Hal C. Blandt andet åbningstiderne og den lange lukkeperiode i sommerhalvåret blev fremhævet som problematiske.
Der er aftalt et nyt møde med gruppen i januar, hvor forvaltningen forventer at have talt med By & Havn om bl.a. vandkvalitet.
Refshalegruppen
Henrik Vilsbøll fortalte, at han, Gert Vincent, Preben Møller Whitt og Asbjørn Kaasgaard er inviteret til et møde den 2. december hos Refshaleøens Ejendomsselskab. Her vil de blive præsenteret for et parallelopdrag for udviklingen af Refshaleøen, som forskellige tegnestuer og andre fagmiljøer står bag.
De fire vil på vegne af lokaludvalget give mundtlig feedback på de forskellige forslag og idéer til udviklingen af Refshaleøen. Feedbacken vil indgå i en samlet vurdering til en dommerkomité, der vil udpege én eller flere vindere af parallelopdraget.
Referaterne blev taget til efterretning.