Mødedato: 26.11.2025, kl. 18:30
Mødested: Hal C, Arsenalvej 6

Lukket punkt: Anerkendelsesprisen 2025

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Christianshavns Lokaludvalg blandt de foreslåede kandidater, der fremgår af bilagsoversigten, vælger modtageren af Anerkendelsesprisen 2025.

Problemstilling

I mødet den 30. november 2016 besluttede lokaludvalget at indstifte Anerkendelsesprisen. I mødet den 23. januar 2019 besluttede lokaludvalget, at Anerkendelsesprisen kan uddeles til en organisation, forening, institution, netværk eller lignende og til enkeltpersoner, men ikke til firmaer. 

Anerkendelsesprisen, som består af et mindre pengebeløb og en plakette, uddeles på baggrund af indstillinger fra offentligheden. Hensigten med prisen er at gøre opmærksom på christianshavnere, der viser vejen frem for Christianshavn. Prisen kan fx gives for årets initiativ, en forskønnelsesindsats, for et partnerskab, for en forenings aktivitet eller lignende, der har gjort en positiv forskel for Christianshavns beboere. Med prisen vil lokaludvalget påskønne de, der bidrager til udvikling af initiativer i lokalområdet.

Lokaludvalget kan beslutte at give Anerkendelsesprisen til flere. Lokaludvalget kan også beslutte ikke at uddele Anerkendelsesprisen, hvis det vurderer, at der ikke er anerkendelsesværdige kandidater blandt de foreslåede.

I mødet den 24. september 2025 besluttede lokaludvalget at offentliggøre muligheden for at indstille kandidater til Anerkendelsesprisen 2025. Muligheden herfor er blevet omtalt i lokale medier samt på lokaludvalgets hjemmeside, Facebook-side og plakatstander samt i lokaludvalgets nyhedsbrev. Fristen for at indstille kandidater var den 16. november 2025. 

Lokaludvalget har modtaget 12 forslag med syv forskellige kandidater til Anerkendelsesprisen 2025. De indstillede kandidater ses i bilaget. 

Tidligere modtagere af Anerkendelsesprisen kan ses på lokaludvalgets hjemmeside: Anerkendelsesprisen | Christianshavns Lokaludvalg

Ændret procedure

I mødet den 24. september 2025 besluttede lokaludvalget at ændre proceduren for udvælgelse af modtageren af Anerkendelsesprisen.

I de foregående år har det været sådan, at lokaludvalget skulle vælge mellem kandidater til Anerkendelsesprisen, som Forretningsudvalget udvalgte blandt de kandidater, som borgerne havde indstillet.

Proceduren er nu ændret til, at lokaludvalget skal vælge modtageren af Anerkendelsesprisen blandt alle de kandidater, som borgerne indstiller. Forretningsudvalget har ikke forbehandlet forslagene til kandidater og kommer ikke med en indstilling til lokaludvalget.

Et lokaludvalgsmedlem (eller en suppleant), der indstiller en kandidat til Anerkendelsesprisen, eller selv er indstillet til prisen, vil som hidtil være inhabil, når lokaludvalget skal beslutte, hvem der skal modtage Anerkendelsesprisen.

Løsning

Sagen behandles for lukkede døre. Kandidaterne er ligestillede. Hvis ikke der umiddelbart er enighed i lokaludvalget om hvem, der skal modtage prisen, vil valget af prismodtager ske ved skriftlig afstemning. Prismodtageren er den, som får flest stemmer.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 15.000 kr. til Anerkendelsesprisen 2025. I budgettet indgår indkøb af en plakette til prismodtager.

Videre proces

Umiddelbart efter lokaludvalgsmødet den 26. november 2025 spørger sekretariatet prismodtageren, om vedkommende vil modtage Anerkendelsesprisen. I givet fald overfører sekretariatet prispengene til prismodtageren hurtigst muligt. Plaketten overrækkes til prismodtageren under lokaludvalgets nytårskur den 15. januar 2026.

Beslutning

Jane Lytthans deltog ikke i behandlingen af sagen pga. inhabilitet.


  1. Lokaludvalget besluttede, at give en Anerkendelsespris på 5.000 kr. og en plakette til Repair Café for at skubbe bydelen i en bæredygtig retning. Repair Café er på rekordtid lykkedes med at gøre en forskel for mange christianshavnere ved at tilbyde gratis reparation af ting, som de ellers ville smide ud. Det et et vigtigt initiativ, som fortjener anerkendelse.

  2. Efter en afstemning besluttede lokaludvalget, at det ikke giver en Anerkendelsespris til andre end Repair Café. 

  3. Lokaludvalget vedtog, at forretningsudvalget skal gå retningslinjerne for lokaludvalgets priser (Anerkendelsesprisen og Havnens Pris) igennem. Forretningsudvalget skal bl.a. se på, 
  • om det skal være muligt at indstille sig selv til en pris
  • om priserne størrelse skal være fast
  • om man må modtage priserne, hvis man er lokaludvalgsmedlem
  • om man må modtage priserne, hvis man er suppleant i lokaludvalget.
Til top