Mødedato: 14.08.2002, kl. 14:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Vordingborggade, Løgstørga-de og Strandboulevarden

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Vordingborggade, Løgstørga-de og Strandboulevarden

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. august 2002

 

Sager til beslutning

5. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Vordingborggade, Løgstørga-de og Strandboulevarden

BTU 370/2002 J.nr. 451:207.0001/02

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 24. april 2002 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen, begrænset af Vordingborggade 35-39, Løgstørgade 36-42 og Strandboulevarden 105-111 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget omfatter 4 beboelsesejendomme med 215 beboere fordelt på 112 boliger samt 4 butikslejemål mv.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget én bemærkning til forslaget.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 24. april 2002 (Sag nr.161/2002) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

Økonomi

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 1.800.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

Høring

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 1. maj– 26. juni 2002 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Jagtvej 227.

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget den i kopi vedlagte bemærkning.

Brev af 24. juni 2002 fra Morten Jacobsen (Løgstørgade 38, st. tv.)

Morten Jacobsen ønsker en forsikring om, at skuret til storaffald bliver så stort, at det kan rumme det affald, man må forvente fra ejendommene. Hvis det ikke er tilfældet, ønsker han sikkerhed for, at overskydende affald fjernes hurtigt.

Løsningen herpå kunne for eksempel være, at gårdmanden altid sørger for, at området foran skuret er frit og i øvrigt tilkalder renovationsselskabet, når han kan se, at skuret er ved at være fuldt.

Som begrundelse henvises til, at han har udsigt til skuret fra sit soveværelsesvindue og til, at afhentningshyppigheden for storaffald i dag ikke er hurtig nok. Der ligger tit byggeaffald o.lign. i gården, hvilket medfører risiko for, at børn kommer til skade.

Morten Jacobsen er bekymret for lejlighedens værdi ved videresalg, selv om han erkender, at den store forbedring, projektet er udtryk for, naturligvis må anses for at gøre lejligheden mere attraktiv.

Bemærkning

Storaffaldsskuret er placeret efter aftale med ejer og beboerrepræsentanterne og udformet, så det vil kunne rumme den mængde storaffald, der erfaringsmæsigt forventes fra ejendommene.

Det er ejeren (foreningen), der har ansvaret for at sikre, at storaffaldet bortskaffes samt for, at der ikke henligger storaffald og byggeaffald fra ombygning af lejligheder uden for skuret. Dette vil blive præciseret over for foreningen.

Forvaltningen finder ikke, at der er grund til bekymring for lejlighedens værdi ved videresalg – tværtimod.

-o0o-

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at den fremførte bemærkning giver anledning til at ændre forslaget.

BILAG VEDLAGT

Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 24. april 2002.

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Brev af 24. juni 2002 fra Morten Jacobsen.

Ole Sperling

 

Til top