Mødedato: 07.09.2005, kl. 14:00

Hundetræningsbane på Kalvebod Fælled, dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge

Hundetræningsbane på Kalvebod Fælled, dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. september 2005

 

 

Sager til beslutning

 

8.      Hundetræningsbane på Kalvebod Fælled, dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af strandenge

 

BTU 487/2005  J.nr. 2211:135.0003/05

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der til etablering af en hundetræningsbane gives dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til en reduktion af et strandengsområde beliggende mellem Øresundsmotorvejen, jernbanen og skydebanerne på Kalvebod Fælled. 

 

 

RESUME

Kalvebod Fælled syd for Vejlands Allé administreres af Skov- og Naturstyrelsen, Jægersborg Statsskovdistrikt. Området er fredet og hovedparten af den del af området, der ligger i Københavns Kommune er endvidere i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3 registreret som strandenge/strandsumpe.

Jægersborg Statsskovdistrikt har uden dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 og fredningsdeklarationen for Kalvebod Fælled påbegyndt anlægget af en hundetræningsbane med jordpåfyldning i et område, der er registreret som strandeng. Efter en påtale fra Bygge- og Teknikforvaltningen blev arbejdet stoppet, og Jægersborg Statsskovdistrikt har herefter ansøgt om dispensation fra henholdsvis Naturbeskyttelseslovens § 3 og fredningsdeklarationen til anlægget af hundetræningsbanen.

Fredningsnævnet for København har den 8. juli 2005 givet dispensation til anlægget af hundetræningsbanen det pågældende sted.

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at der også gives en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til en reduktion af strand-engsområdet for etablering af hundetræningsbanen.

Det område af Kalvebod Fælled, hvor hundetræningsbanen anlægges, er afskåret fra de øvrige strandenge af Øresundsmotorvejen, jernbanen og skydebanerne, og en hundetræningsbane på dette sted vil derfor ikke være synlig i naturområderne på fælleden. Området er endvidere voldsomt støjbelastet af trafikken på motorvejen og jernbanen samt af skydebanen, og det har derfor kun en meget begrænset værdi som rekreativt område. Hvis der skal være en hundetræningsbane på fælleden, må denne beliggenhed derfor anses som den mest hensigtsmæssige.

Forvaltningen anbefaler, at dispensationen gives på betingelse af, at den udlagte jord fjernes på en del af strandengen, således at der kun er påført jord på en mindre del af området, hvor der vil blive etableret græsplæne af hensyn til hundetræningen. Dette areal vil fortsat have en s tørrelse, så det kan benyttes til internationale konkurrencer. Hvor jorden fjernes, kan strandengsfloraen genindvandre. Endvidere anbefales det, at der kan slås stier gennem strandengen, der kan bruges til hundetræning. Endelig kan området indhegnes af sikkerhedsmæssige årsager, uden at lågerne aflåses af hensyn til offentlighedens adgang til området, og området skal friholdes for pesticider og gødning samt friholdes for træ- og buskopvækst.

Alt i alt ønskes det, at hundetræningsbanen kan integreres i området på en måde, der medfører, dels at en væsentlig del af strandengen kan genetableres, dels at træningsbanens synlighed ikke bliver for stor, og dels at træningsfaciliteterne fortsat har en størrelse, så de er velegnet til brug for hundetræning.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Kalvebod Fælled syd for Vejlands Allé administreres af Skov- og Naturstyrelsen, Jægersborg Statsskovdistrikt. Området er fredet og hovedparten af den del af området, der ligger i Københavns Kommune er endvidere i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3 registreret som strandenge/strandsumpe.

På Kalvebod Fælled mellem Vejlands Allé og jernbanen til Sverige anlægges der for tiden en golfbane. I forbindelse med golfbaneprojektet var det nødvendigt at flytte en hundetræningsbane, der har ligget i området i mange år. Jægersborg Statsskovdistrikt anviste derfor et nyt areal til hundetræningsbanen mellem Øresundsmotorvejen, jernbanen og skydebanerne på fælleden uden orientering af Københavns Kommune som amtsmyndighed og Fredningsnævnet for København.

Jægersborg Statsskovdistrikt havde derefter påbegyndt anlægget af hundetræningsbanen med jordudlægning og opførelse af klubhus i dette område af Kalvebod Fælled, der er udpeget som strandeng i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, uden dispensation fra loven samt uden dispensation fra fredningsdeklarationen for Kalvebod Fælled.

Efter en påtale fra Bygge- og Teknikforvaltningen blev arbejdet stoppet i vinter. Jægerborg Statsskovdistrikt har efterfølgende søgt Fredningsnævnet for København om dispensation fra fredningsdeklarationen og Bygge- og Teknikforvaltningen om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til at anlægge hundetræningsbanen.

På foranledning af et efterretningsnotat fra Bygge- og Teknikforvaltningen til Bygge- og Teknikudvalget om golfbanen og hundetræningsbanen fremlagt på mødet den 2. februar 2005 meddelte borgmesteren miljøminister Connie Hedegaard, dels at udvalget finder det meget kritisabelt, at anlægget af hundetræningsbanen var opstartet uden de nødvendige godkendelser, dels at der ønskes en redegørelse for, hvorledes hovedparten af det ødelagte område kan føres tilbage til strandeng, og dels hvorledes det kan sikres, at strandengsområdet bliver bevaret i fremtiden.

Skov- og Naturstyrelsen besvarede henvendelsen på miljøministerens vegne den 12. maj 2005 dels med en beklagelse af, at arbejdet var påbegyndt uden de nødvendige tilladelser, dels med at de nødvendige ansøgninger er fremsendt, og dels med at den tilkørte jord vil blive fjernet fra den del af området, som ikke vil blive omfattet af en dispensation fra henholdsvis Naturbeskyttelseslovens § 3 og fredningskendelsen.

Fredningsnævnet for København har den 8. juli 2005 givet dispensation fra fredningskendelsen til at anlægge hundetræningsbanen det pågældende sted. Af dispensationen fremgår det bl.a.:

·        At i de § 3 beskyttede områder, hvor Københavns Kommune ikke meddeler dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, må der ikke foretages yderligere opfyldning eller udjævning.  

·        At bygningerne fra den tidligere hundetræningsbane, der er opført ind mod skydebanerne, kan forblive på stedet. Yderligere bygninger tillades ikke.

Dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til at anlægge hundetræningsbanen

Jægersborg Statsskovdistrikt fremsendte den 3. februar 2005 en ansøgning om dispensation til fra Naturbeskyttelsesloven § 3 til at anlægge hundetræningsbanen. Efterfølgende fremsendte statsskovdistriktet den 27. maj 2005 en ændret ansøgning, der reducerede den del af strandengen, der ville blive påvirket af hundetræningsbanen.

Der er registreret 340 ha strandenge og strandsumpe på den del af Kalvebod Fælled, der ligger i Københavns Kommune. Heraf andrager det område med strandeng, hvor hundetræningsbanen anlægges godt 4 ha.  

Området er afskåret fra de øvrige strandenge på Kalvebod Fælled af Øresundsmotorvejen, jernbanen og skydebanerne, og en hundetræningsbane på dette sted vil derfor ikke være synlig i naturområderne på fælleden. Området er endvidere voldsomt støjbelastet af trafikken på motorvejen og jernbanen samt af skydebanen, og det har derfor kun en meget begrænset værdi som rekreativt område. Hvis der skal være en hundetræningsbane på fælleden, må denne beliggenhed derfor anses som den mest hensigtsmæssige.

Hovedparten af strandengsområdet blev i efteråret pålagt jord og er i dag derfor uden strandengsvegetation.

Forvaltningen anbefaler derfor, at hundetræningsbanen kan blive liggende, men at den udlagte jord fjernes på en del af strandengen, således at der kun er påført jord på en mindre del af området, hvor der vil blive etableret græsplæne af hensyn til hundetræningen. Dette areal vil fortsat have en størrelse, så det kan benyttes til internationale konkurrencer. Hvor jorden fjernes, kan strandengsfloraen genindvandre. Endvidere kan der slås stier gennem strandengen, der kan bruges til hundetræning. Endvidere anbefales det, at der kan udføres våde lavninger, hvor jorden fjernes.

Alt i alt ønskes det, at hundetræningsbanen kan integreres i området på en måde, der medfører, dels at en væsentlig del af strandengen kan genetableres, dels at træningsbanens synlighed ikke bliver for stor, og dels at træningsfaciliteterne fortsat har en størrelse, så de er velegnet til brug for hundetræning.

Hundetræningsbanen vil hermed have en størrelse på godt 2 ha., medens strandengen inkl. det ryddede areal vil være på ca. 2 ha..

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller derfor, at der gives en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til en reduktion af strandengsområdet for etablering af en hundetræningsbane på følgende betingelser:

·        At bygningerne fra den tidligere hundetræningsbane, der er opført ind mod skydebanerne, kan forblive på stedet. Yderligere bygninger må ikke opføres.

·        At den udlagte jord indtil 130 meter fra hegnet ind mod skydebanerne i vest kan blive liggende. Arealet kan reguleres evt. med yderligere tilført jord til en vandret flade, der holdes som græsplæne.

·        At den udlagte jord øst for 130 meter linien fjernes, og arealet afrettes i oprindeligt niveau. Arealet kan dog afrettes med skålformede våde lavninger. Hvor strandengsvegetationen mangler, tilsås området med etårig italiensk rajgræs, en kulturgræs, der erfaringsmæssigt viger for naturens egen vegetation meget hurtigt.

·        At der kan slås op til 6 meter bredde stier i strandengsvegetationen til hundetræningen uden for området med græsplæne. Det slåede areal må maximalt udgøre 10 % af strandengsområdet.

·        At området kan indhegnes af hensyn til sikkerheden mod motorvej og jernbane. Lågerne i hegnet skal være uaflåsene, således at offentlighedens færdsel i området ikke er begrænset.

·        At der ikke anvendes pesticider eller gødes i området.     

·        At området friholdes for nævneværdigt træ- og buskopvækst af hensyn til karakteren af strandeng.

Økonomi

Dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3 har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. 

Miljøvurdering

 

Grundet områdets beliggenhed og begrænsede omfang har anlægget af hundetræningsbanen ingen nævneværdig indflydelse på Kalvebod Fælleds karakter af strandenge og strandsumpe.

Området er nabo til et internationalt naturbeskyttelsesområde syd for Øresundsmotorvejen. Da Øresundsmotorvejen udgør en væsentlig barriere mod naturbeskyttelsesområdet, vil anlægget af hundetræningsbanen ikke medføre forringelser af naturtyper og levesteder for arter eller forstyrre arter indenfor det internationale naturbeskyttelsesområde, som området er udpeget for.     

Høring

 

Dispensationen fra Naturbeskyttelseslovens § 3 skal sendes i høring i følgende foreninger, organisationer og offentlige myndigheder:

·        Skov- og Naturstyrelsen

·        Skov- og Naturstyrelsen, Jægersborg Statsskovdistrikt

·        Schæferhundeklubben

·        Danmarks Naturfredningsforening

·        Danmarks Naturfredningsforening, Københavnsafdelingen

·        Friluftsrådet

·        Friluftsrådets Amtsrepræsentation i København

·        Dansk Ornitologisk Forening

·        Foreningen til Hovedstadens forskønnelse

·        Økonomiforvaltningen, 8. kontor

Der kan inden 4 uger fra den dag, afgørelsen er modtaget, klages til Naturklagenævnet over afgørelsen. Dispensationen kan ikke benyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der klages over afgørelsen, må etableringen af hundetræningsbanen afvente til, klagesagen er afsluttet.

I henhold til "Bekendtgørelse om beskyttede naturtyper" offentliggøres dispensationen ikke, da beliggenheden og størrelsen af hundetræningsbanen gør, at den ikke kan anses for at være af større betydning eller af almindelig offentlig interesse.

 

BILAG VEDLAGT

Plan af hundetræningsbanen på Kalvebod Fælled.

 

Ole Bach


 

Til top