Mødedato: 31.08.2023, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, Fysiklokalet på 1. sal

Information om Spangenprojektet og invitation til 'åben plæne'

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

Februar 2023: Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde besøg af en lokal borger, der udtrykte sin bekymring vedr. det lokale projekt i forbindelse med offentlig høring af forslag til 'Tillæg 2023 til Spildevandsplan 2018'. Borgeren oplyste, at han først hørte om det lokale projekt, hvor han bor, da han fik besked via e-boks om, at en del af hans grund forventes eksproprieret. Han fortalte om bekymringer for, at boligområdet omdannes til byggeplads, vibrationer, forskydning af grundvand samt for generne ved at bo mit i en byggeplads. Han savnede og manglede informationer samt vurderinger af alternative løsninger. Endvidere oplyste han, at han hverken har modtaget information fra Teknik- og Miljøforvaltningen eller Hofor.

Lokaludvalget havde dialog med borgeren om, at lokaludvalget også finder den manglende kommunikation til de berørte grundejerforeninger kritisabel og henviste til, at lokaludvalget behandler et høringssvar senere på dagsordenen, hvor der gøres opmærksom herpå. Endvidere at lokaludvalget på trods heraf stiller sig positive overfor projektet.

Februar 2023: Lokaludvalget vedtog høringssvar til forslag til 'Tillæg 2023 til Spildevandsplan 2018'. Læs høringssvaret her: Høringssvar-Projekttillæg-2023-ifm-Spildevandsplan-2018-Brønshøj-Husum-lokaludvalg.pdf (kk.dk)

Maj 2023: Teknik- og Miljøudvalget behandlede på deres møde d. 8 maj indstilling fra forvaltningen om at vedtage projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018. 

Af de 72 indkomne høringssvar, omhandlede 57 høringssvar de to bassinprojekter langs Harrestrup Å. Høringssvarene kredser om den manglende VVM-proces, underbelysning af bassinprojekternes konsekvenser i relation til trafik, støj, adgangsforhold i anlægsperioden, ekspropriationer, samt mangelfuld inddragelse. Af forvaltningens kommentarer til Teknik- og Miljøudvalget læse følgende:

- At Brønshøj-Husum Lokaludvalgs henvendelse til forvaltningen i februar 2023 om mangelfuld orientering af de berørte grundejere har ført til ny praksis om for fremtiden at undersøge, om der er borgere, der skal orienteres særskilt inden offentliggørelse af spildevandstillæg.

- At HOFOR har oplyst at de igangsætter dialogaktiviteter med berørte borgere, når spildevandplan-projekttillægget nu er politisk godkendt.

- At HOFOR er ved at udarbejde grundlaget for en såkaldt VVM-screening af projekttillægget. ” Når kommunen skal myndighedsbehandle VVM-screeningen vil kommunen få belyst projektets afledte miljøpåvirkninger i både driftsfasen og i anlægsfasen, herunder trafik og adgangsforhold, natur, fredning, jord og grundvand, støj, vibrationer mv.”

Etableringen af bassinnet kan således ikke påbegyndes før de nødvendige tilladelser foreligger og den nødvendige lovgivning er overholdt. Det gælder både VVM-lovgivningen og anden relevant lovgivning i øvrigt.

Læs mere her: Endelig vedtagelse af Projekttillæg 2023 til Spildevandsplan 2018 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

 

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager informationsmateriale og invitation til 'åben plæne' fra Hofor samt Grundejerforeningen Danas Parks henvendelse til efterretning.

Problemstilling

Horfor har sendt lokaludvalget diverse informationsmateriale om Spangen-projektet samt invitation til 'åben plæne' onsdag den 6. september 2023 kl. 14-18 på det grønne område ved Åvendingen og Kildeløbet. Se bilag.

Endvidere tilbyder Hofor telefonmøde med lokaludvalget for at svare på evt. spørgsmål.

Grundejerforeningen Danas Park har ligeledes modtaget materialet fra Hofor og har fremsendt en henvendelse til Hofor, som lokaludvalget har fået til orientering. Se bilag.

 

Løsning

Miljøudvalget har drøftet sagen på møde i august og fastholder, at formålet med projektet er godt, men anerkender, at kommunikationen har været mangelfuld.

Byudviklingsudvalget synes, at det er vigtigt, at HOFOR fremadrettet har en direkte dialog med bestyrelserne i grundejerforeningerne og vil gerne på en faglig gåtur i området sammen med grundejerforeningerne. 

Sekretariatet har været i kontakt med formanden for grundejerforeningen Danas Park, der oplyser at de opfordrer medlemmerne til at deltage i Hofors arrangement 'Åben plæne" og gerne ser, at lokaludvalget også er repræsenteret. Herudover vil grundejerforeningen gerne deltage i en fælles felttur med Hofor i området hvor bassinprojektet er planlagt til at blive etableret. 

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Videre proces

Lokaludvalgets sekretariat koordinerer fælles tur med Hofor og grundejerforeningerne i det berørte område.

Beslutning

Lokaludvalget tog informationsmateriale og invitation til 'åben plæne' fra Hofor samt Grundejerforeningen Danas Parks henvendelse til efterretning.

Lokaludvalget drøftede arrangementet og besluttede, at Søren Krøigard deltager i arrangementet.

Til top