Bevilling: "Unge engagerer unge" - samarbejde med mediefag og samfundsfag på Nørre Gymnasium
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektbeskrivelsen og bevilger 12.000 kr. til projektet.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger repræsentanter til arbejdsgruppen for projektet.
Problemstilling
En arbejdsgruppe under temagruppen for Børn, Unge, Kultur, Idræt og Fritid foreslår lokaludvalget at indgå et samarbejde med undervisere og elever på Nørre Gymnasium vedr. et tværfagligt forløb mellem mediefag og samfundsfag i perioden oktober-december 2026. Eleverne skal producere små film af ca. 1 minuts varighed, som skal give lokaludvalget input til, hvad eleverne mener lokaludvalget bør fokusere på i den kommende bydelsplan. Målgruppen for filmene er unge. Filmene skal give seeren lyst til at Like, kommentere og engagere sig på en måde, som giver lokaludvalget indsigt i hvad unge tænker.
Filmene vises ved et arrangement på Energicenter Voldparken den 3. december 2026, med efterfølgende fællesspisning hos FOLK & MAD. Her forventes 70-80 deltagere. De bedste film udvælges af et panel bestående af unge og lokaludvalgsmedlemmer, præmieres og vises efterfølgende på lokaludvalgets Facebook- og Instagram-profil.
Lokaludvalgets rolle i projektet er at bidrage med materiale og baggrundsviden om bydelen, deltage i undervisningen i opstarten af forløbet samt være værter for filmvisnings-arrangementet den 3. december.
Se desuden projektbeskrivelse i bilag.
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektbeskrivelsen for ""Unge engagerer unge" - samarbejde med mediefag og samfundsfag på Nørre Gymnasium” og bevilger 12.000 kr. til projektet. Interesserede medlemmer og suppleanter kan melde sig til arbejdsgruppen. Julie Ulrikke Dyrby Aarø-Hansen og Christoffer Rosenkrands ønsker at indgå i arbejdsgruppen.
Økonomi
Budget
Forplejning til filmvisnings-arrangement: 7.000 kr.
Præmier til første, anden og tredjepladsen: 3.000 kr.
Uforudsete udgifter: 2.000 kr.
I alt:
12.000 kr.
Pengene tages fra Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse. I lokaludvalgets budget- og projektkatalog for 2026 er der budgetteret 25.000 kr. til "Inddragelse af børn og unge".
De resterende budgetterede midler - 13.000 kr. - frigives, så lokaludvalget kan bruge dem på andre projekter via Pulje B: Egne projekter, københavnerinddragelse og kommunikation.
Videre proces
Arbejdsgruppen planlægger og gennemfører projektet i samarbejde med lokaludvalgssekretariatet og de øvrige samarbejdspartnere.