Medlemsforslag: Henvendelse til Økonomiforvaltningen om øget mobilitet til lokale arrangementer i Brønshøj-Husum
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter medlemsforslag fra Chris Andersen om at sende en henvendelse til Økonomiforvaltningen med ønske om øget mobilitet til lokale arrangementer i Brønshøj-Husum.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget vil sende en henvendelse til Økonomiforvaltningen om sagen.
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Chris Andersen stiller forslag om, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg sender en henvendelse til Økonomiforvaltningen ved Kontor for Mobilitet om dialog med Movia om øget mobilitet til lokale arrangementer i Brønshøj-Husum:
Motivation af medlemsforslaget
"I mange år har Brønshøj Husum Lokaludvalg arbejdet for at øge deltagelsen i aktiviteter på tværs af bydelen. Mange borgere deltager heldigvis aktivt i arrangementer i deres eget lokalområde, men ganske få benytter de tilbud, der findes uden for deres eget lokalområde.
Brønshøj-Husum har suverænt Danmarks største andel af børn og unge under 24 år, og vi har i Lokaludvalget et stort ønske om, at alle borgere i bydelen i endnu højere grad deltager i aktiviteter på tværs af bydelene.
I 2026 fordeler Brønshøj-Husum Lokaludvalg ca. 1,7 mio. kr. til aktiviteter gennem egen finansiering (Københavns Kommune/Borgerrepræsentationen) samt opnået ca. 0,5 mio. kr. i ekstern finansiering (fonde m.m.). Dette er med til at understøtte netværksskabende og tryghedsfremmende aktiviteter.
Alle vores arrangementer markedsføres via forskellige SOME, Københavns Kommune, Billetto m.fl. De fleste arrangementer er gratis at deltage i, men nogle kræver tilmelding af hensyn til lokalevalg og reduktion af madspild.
For at fremme mobiliteten i forbindelse med aktiviteterne har jeg overvejet, om det kunne være muligt at inkludere en busbillet ved tilmelding til et arrangement. En sådan billet kunne eksempelvis være gyldig fra én time før arrangementets start til én time efter arrangementets afslutning.
Derfor vil jeg høre, hvordan Movia umiddelbart ser på idéen om at inkludere en form for transportbillet i forbindelse med tilmelding til arrangementer i bydelene. Jeg spørger på nuværende tidspunkt ikke ind til finansiering, tekniske løsninger, skattetekniske forhold eller lignende".
Baggrund
Chris Andersen har som privatperson rettet henvendelse til Movia om sagen og har fået svar om, at han skal rejse sagen via lokaludvalget, der så sender en henvendelse til Økonomiforvaltningen, Kontor for Mobilitet. Herefter står kontoret for dialog med Movia.
Løsning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter medlemsforslaget.
Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget vil sende henvendelsen til Økonomiforvaltningen.
Videre proces
Såfremt lokaludvalget beslutter at sende henvendelsen til Økonomiforvaltningen udarbejder og sender sekretariatet henvendelsen på baggrund af ovenstående motivation.