Mødedato: 24.09.2026, kl. 18:30
Mødested: 'Fysiklokalet', EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Bevilling: Mere liv i haverne (foreløbig titel)

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller,

  1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektet 'Mere liv i haverne - sammen om vand og biodiversitet' i perioden oktober-december 2026.
  2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 20.000 kr. til gennemførelse af projektets seminarer, workshops, havebesøg og øvrige aktiviteter.

Problemstilling

Projektet skal skabe mere liv, biodiversitet og fællesskab i Brønshøj-Husums haver ved at inspirere haveejere til at bruge regnvand og naturens egne løsninger.

Ved blandt andet at arbejde med regnvandsopsamling, permakultur og skovhaver kan haverne blive mere frodige og robuste over for varme, tørke og kraftig regn. Samtidig kan haverne skabe bedre vilkår for planter, insekter og fugle.

Den primære målgruppe er husejere med have, men også nytte- og kolonihaveejere samt lejere uden have kan inddrages. Projektet skal samtidig skabe kontakt mellem erfarne og nye haveejere, så viden, planter, frø og erfaringer kan deles på tværs af bydelen.

I perioden oktober-december 2026 gennemføres tre seminarer og workshops om vand, biodiversitet, permakultur, skovhaver og havedesign. Hertil kommer besøg i lokale og eksterne inspirationshaver samt mulighed for sparring om egne haver.

Målet er både at skabe konkrete tiltag i haverne og at opbygge et lokalt netværk, der kan udvikle sig over tid.

På længere sigt kan samarbejdet også bidrage til fælles løsninger for regnvand og biodiversitet samt skabe nye forbindelser til Københavns Kommune, HOFOR og andre relevante aktører.

Se bilag for projektbeskrivelse.

Løsning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg godkender projektet.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 20.000 kr. til projektet.

Økonomi

De 20.000 kr. tages fra Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse', hvor der er budgetteret med 10.000 kr. til 'fremme af biodiversitet' og 10.000 kr. til et projekt om ´vand i haverne' i Projekt- og Budgetkatalog for 2026.

Videre proces

Projektet gennemføres i samarbejde mellem lokaludvalgsmedlem Gitte Kirkeby, andre interesserede fra lokaludvalget og lokaludvalgets sekretariat. 

Til top