Mødedato: 23.08.2018, kl. 18:30
Mødested: Naturcenter Streyf, Rådvadsvej 69, 2400 Kbh. NV

Lokaludvalgenes lokale miljøopgave

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,

  1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Baggrund

I 2011 besluttede Københavns Borgerrepræsentation at lægge ansvaret for kommunens lokale miljøarbejde hos lokaleudvalgene. Med den opgave fulgte en sum penge til hver bydel, som Lokaludvalgene kunne disponere i forhold til varetagelsen af miljøopgaven.

Før 2011 lå den lokale miljøopgave i en række selvejende miljøfonde (kaldet Miljøpunkter), som fik driftsstøtte fra Københavns Kommune. Med overflyttelsen af ansvaret for miljøopgaven til lokaludvalgene valgte nogle bydele at beholde Miljøpunkterne, nu med støtte fra Lokaludvalgene, mens andre bydele valgte at hjemtage opgaven og få overdraget en medarbejder.

Brønshøj-Husum fik i juli 2011 virksomhedsoverdraget en miljømedarbejder til sekretariatet.

Opgaven og ansvaret

Den lokale miljøopgave er beskrevet i 'Kommissorium for Lokaludvalg' således:

"Lokaludvalgene skal støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved at inspirere og engagere borgere, virksomheder og organisationer i bydelen til aktivt at deltage i miljøprojekter, der samtænker miljø med det sociale, kultur, byplanlægning, økonomi og integration. Lokaludvalgene skal ligeledes skabe lokal interesse og dialog om væsentlige miljøspørgsmål. Lokaludvalgenes miljøaktiviteter skal i øvrigt understøtte Københavns Kommunes visioner og mål på miljøområdet. Med henblik herpå skal lokaludvalgene årligt tilrettelægge det lokale miljøarbejde, gennemføre egne miljøaktiviteter og/eller give økonomisk støtte til lokale miljøprojekter.

Herunder skal lokaludvalgene: 

  • Arbejde for vedvarende forbedringer i det lokale miljø.
  • Iværksætte aktiviteter, der gør det lettere for borgere, virksomheder og organisationer i bydelen at handle miljøbevidst og ressourcebesparende i hverdagen.
  • Bidrage til udvalgte miljøprojekter og -kampagner i Københavns Kommune, som retter sig mod borgere, virksomheder og organisationer i bydelen, og bidrage til overholdelse af Københavns Kommunes forpligtelser vedrørende lokale miljøindsatser.
  • Samarbejde med lokale miljøaktører i bydelen og på tværs af bydelene om fælles miljøtemaer, hvor lokaludvalgene finder det relevant”.

Miljøområdet er dermed det eneste resortområde, som er særlig nævnt i lokaludvalgenes kommissorium og hvor der også følger særlige midler med.

Arbejdet med den lokale miljøopgave følger et årshjul, der starter i september med at Teknik- og Miljøforvaltningen udsender en inspirationsliste over de af deres projekter, der egner sig til at blive løftet i samarbejde med lokaludvalgene. Disse input bliver puljet sammen med de igangværende aktiviteter, indsatser fra bydelsplanen, ønsker fra Lokaludvalget og Miljøudvalgets medlemmer. Ud af denne samlede pulje af projektmuligheder sammensætter miljøudvalget et samlet input til Lokaludvalgets arbejdsplan der vedtages på decembermødet.

Løsning

På lokaludvalgsmødet vil miljømedarbejderen introducere til den lokale miljøopgave, dels plangrundlaget (Agenda 21, FN's verdensmål og kommunale politikker) og Brønshøj-Husum Lokaludvalgsvaretage af opgaven.

 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning
Til top