Mødedato: 21.06.2018, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17, 2700 Brønshøj (salen på 1. sal)

Ansøgning om støtte til "Musik der fører os til andre universer - og tilbage igen"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "Musik der fører os til andre universer - og tilbage igen"    

Problemstilling

Bo Rødding (lokal borger) søger støtte til at afholde en række koncerter hvor fire musikere spiller på overtone-instrumenterne gong og hand pan. Koncerterne skal afholdes på skoler og i kirker i bydelen i sidste halvår af 2018. Datoer og steder er endnu ikke fastlagt.

Ansøger planlægger fem små koncerter og én stor koncert. Der er gratis adgang. Det forventede deltagerantal kendes ikke. Der reklameres for koncerterne via sociale medier og musikernes netværk. Ansøger forventer desuden omtale i lokale medier.

Ansøgt beløb: 30.000 kr.

Forventede udgifter: 30.000 kr.

Støtten søges til transport af instrumenter samt musikerhonorarer. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft og forventer at skoler og kirker stiller lokaler gratis til rådighed som medfinansiering.  

Efter ansøgningsfristen har ansøger på sekretariatets opfordring arbejdet på at få mere konkrete aftaler med mulige koncert-lokationer. Ansøger har oplyst, at han har lavet aftale med Café Kaffeklatten om minimum en koncert. Desuden har Riccos Café lovet at lægge lokale til så mange koncerter, som ansøger ønsker. Derudover skolelederen på Brønshøj Skole givet udtryk for, at skolen er interesseret. Der foreligger ikke datoer for de pågældende koncertaftaler.

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller, at der gives afslag, idet projektet mangler aftaler med skoler og kirker. Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under 'Løsning'.

Løsning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at projektet er for løst beskrevet i ansøgningen. Lokaludvalget savner bl.a. konkrete aftaler med spillestederne og konkrete datoer for koncerterne.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt, og der gives afslag på støtte.
Til top