Mødedato: 19.04.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "E Sport i Tingbjerg"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgningen til projektet "E Sport i Tingbjerg"    

Problemstilling

De lokale foreninger ISA Tingbjerg og Streetsoccer.dk/streetsoccerkbh.dk søger støtte til at forsætte med at opstarte E-sport (udøvelse af computerspil på konkurrenceniveau) på Tingbjerg Skole. Arbejdet med at etablere e-sport som en fast aktivitet i Tingbjerg startede sidste efterår. Dette projekt starter i maj og fortsætter resten af 2018.

Projektet rummer følgende del-aktiviteter:

  • To faste dage med træning om ugen.
  • Uddannelse af seks rollemodeller/instruktører.
  • Fire store e-sport-stævner.

Aldersgruppen er 10-16 år. Rollemodeller er mellem 18-24 år. Det er gratis at deltage i aktiviteterne i opstartsperioden, men på længere sigt skal der opkræves kontingent/brugerbetaling. Ansøger forventer ca. 200 børn og unge pr. stævne og ca. 20-30 aktive deltagere til de ugentlige aktiviteter.

Ansøger samarbejder med de lokale klubber, Tingbjerg Skole og fritidsdel samt Tingbjerg Forum om PR for projektet. Der gøres reklame for projektet via flyers og plakater, Facebook og lokalpressen. Ansøger vil besøge skoleklasser og klubber i Tingbjerg og fortælle om projektet.

Ansøgt beløb: 87.000 kr.

Forventede udgifter: 87.000 kr.

Støtten søges til indkøb af computerudstyr og t-shirts, uddannelse af instruktører, personaleløn og præmier til events samt annoncering.       

Ansøger fik i 2017 30.000 kr. i støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg til afholdelse af to e-sport-stævner.

Løsning

Der gives afslag på støtte. Begrundelsen for afslaget er, at Lokaludvalget allerede i 2017 har givet støtte til opstart af e-sport-aktiviteter og forventer, at foreningen er mere selvbærende i den videre opstart. Desuden rummer projektet i høj grad udgifter til indkøb af udstyr og Lokaludvalget støtter normalt ikke projekter, hvis primære formål er indkøb af udstyr/inventar.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt, og der gives afslag på støtte.
Til top