Mødedato: 17.05.2018, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Copenhagen Historic Grand Prix - besvarelse af henvendelse

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller til Brønshøj-Husum Lokaludvalg,

  1. at Lokaludvalget beslutter proces for opfølgning på kommunens tilladelse til at afholde Copenhagen Historic Grand Prix
  2. at Lokaludvalget beslutter et svar til Finn Gunst

Problemstilling

Borgerrepræsentationen gav i slutningen af 2017 Copenhagen Historic Grand Prix principiel tilladelse til fortsat at afholde det årlige motorløb rundt om Bellahøj Marken i årene 2019-2021 (BR-beslutning fra 30.11.2017 vedhæftet i bilag). Dog skal forvaltningen hvert år give konkret arrangementstilladelse på baggrund af gennemførte evalueringer.

Henvendelse til lokaludvalget

Lokaludvalget har modtaget en henvendelse fra Finn Gunst, suppleant i lokaludvalget, med en kopi af et indlæg til et dagblad og en opfordring til lokaludvalget om at tage sagen op og tage stilling til luft- og lydforurening som konsekvens af motorløbet (se bilag).

Copenhagen Historic Grand Prix

Copenhagen Historic Grand Prix er et motorløb for historiske racerbiler på en afspærret bane rundt om Bellahøj Marken den første weekend i august.

Tilladelsen er givet således, at arrangørerne for hvert enkelt år søger konkret om tilladelse til løbet. Formålet er at sikre at forvaltningen til stadighed har dialog og evaluerer, om betingelserne for tilladelsen overholdes, før der gives en konkret tilladelse for det efterfølgende år.

Støj og trafik

Arrangøreren har tilladelse til opsætning og nedtagning af løbsbanen 11 dage før løbets start og 5 dage efter løbet.  Dette påvirker trafikken og den øvrige fremkommelighed. Der vil dog ikke på noget tidspunkt være totalt afspærret for trafik. Forvaltningen skal godkende opstillingsplaner mv.

Løbet har på sin nuværende placering i 2016 og 2017 givet anledning til henholdsvis 5 og 15 klager over støjgener og fremkommelighedsproblemer fra beboere i lokalområdet, herunder flere fra beboere på Nørrebro og Frederiksberg. Hertil kommer, at beboerne langs løbsbanen har iværksat en underskriftsindsamling (i 2017 indsamlet 325 underskrifter imod fremtidig afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix). For yderligere information om miljø- og støjmålinger henvises til den politiske indstilling i BR den 30.11.2017 og bilagene hertil.

Vanløse, Bispebjerg og Brønshøj-Husum

Ruten for Copenhagen Historic Grand Prix går i grænselandet mellem de tre bydele (se områdekort i bilag).

Sekretariatet har forsøgt at undersøge, hvordan Bispebjerg og Vanløse Lokaludvalg forholder sig til Copenhagen Historic Grand Prix. Vanløse har i 2017 bedt borgmesteren "genvurdere arrangementet i forhold til grøn profilering, fremkommelighed og kulturel mangfoldighed" (se bilag).

Løsning

Formandsskabet foreslår, at Lokaludvalget tæt følger afvikling og evaluering af Copenhagen Historic Grand Prix, som afvikles i august 2018. Inden forvaltningen behandler en konkret ansøgning for afvikling af CHGP 2019 inden for rammen af den treårige principielle tilladelse tages sagen op igen i lokaludvalget (efterår 2018). Som forberedelse til drøftelsen foreslås det, at Lokaludvalget forinden spørger det elektroniske borgerpanel (4.000 borgere i Brønshøj-Husum) om oplevelser og gener ved løbet.

Formandsskabet foreslår, at der sendes et svar til Finn Gunst, hvor denne proces meddeles.

Videre proces

Undersøgelse i Brønshøj-Husum Borgerpanel i august-september 2018.

Sagen tages op igen i Lokaludvalget i efteråret 2018.

Forvaltningen behandler en ny ansøgning fra CHGP i maj 2019.

 

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top