Mødedato: 14.12.2017, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Haver i Husum"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.000 kr. til projektet "Haver i Husum"

Problemstilling

Foreningen Havefællesskabet i AAB 38 søger støtte til etablering af 35 højbede. Foreningens havesæson starter den 25. marts 2018.

Havefællesskabet er en beboerforening forankret i Boligforeningen AAB 38 i Husum. Den blev stiftet i 2014 for at sikre videreførelsen af Lokaludvalgets projekt "Haver til alle" fra 2012.

Alle beboere Boligforeningen AAB 38 kan melde sig ind i foreningen ved at betale et kontingent på 100 kr. pr. husstand og være med til at dyrke haverne. Havefællesskabet stiller højbede til rådighed. Medlemmerne afholder selv udgifter til frø, løg m.m.

I Havefællesskabet mødes mange aldersgrupper på tværs af sociale og kulturelle baggrunde og hjælper hinanden med havearbejdet. Ifølge ansøger fremmer projektet fællesskabet og giver anledning til at møde og tale med de beboere, man ellers aldrig ville have lært at kende.

12 husstande er medlemmer pt. Ansøger forventer 15-20 husstandsmedlemskaber i 2018. Projektet annonceres gennem opslag i opgangene i beboerforeningen samt Facebook-grupperne "Haver i Husum", "AAB38" samt "aab boligselskab afd. 38".

Ansøgt beløb: 17.550 kr.

Forventede udgifter: 22.750 kr.

Forventet egenfinansiering: 5.200 kr.

Støtten søges til pallerammer, fiberdug og jord. Med Lokaludvalgets støtte kan Havefællesskabet udskifte 35 udtjente højbede. Heraf betaler Havefællesskabet selv for udskiftningen af 8 bede for foreningens egne kontingentmidler.

Havefællesskabets bestyrelse og medlemmer bidrager med frivillig arbejdskraft. Beboerforeningen bakker op ved bl.a. at stille mødelokale og redskabsrum til rådighed.

Havefællesskabet har tidligere fået støtte fra Lokaludvalget, senest i 2014, hvor projektet ”Fortsættelse af Haver til alle” fik bevilget 16.500 kr.

Ansøgningen har været behandlet i Byudviklingsudvalget der indstiller, at ansøgningen imødekommes med 10.000 kr. Der ydes ikke fuld støtte på grund af det begrænsede antal deltagere. Udvalget synes, at projektet fremover burde kunne være selvfinansierende med en løbende udskiftning af højbedene.

Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse, der er nævnt under 'Løsning'.

Løsning

Projektet bevilges delvis støtte på 10.000 kr. ud fra en forventning om, at ansøger bidrager med en større egenfinansiering. Desuden vurderer lokaludvalget, at projektet kommer en forholdvis begrænset målgruppe til gode.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

Beslutning

Projektet bevilges delvis støtte på 10.000 kr. Begrundelsen for ikke at give den fulde støtte er en forventning om, at ansøger bidrager med en større egenfinansiering. Desuden vurderer lokaludvalget, at projektet kommer en forholdvis begrænset målgruppe til gode.

Til top