Mødedato: 14.12.2017, kl. 17:00
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 2700 Brønshøj (lokale 204)

Ansøgning om støtte til "Brønshøj-Husum Aktiv-Center +60 afholder stor fest i Pilegården"

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 12.800 kr. til projektet "Brønshøj-Husum Aktiv-Center +60 afholder stor fest i Pilegården"

Problemstilling

Foreningen Brønshøj-Husum Aktiv-Center søger støtte til at afholde fest med buffet og musikalsk underholdning i Kulturhuset Pilegården den 3. maj 2018.

Brønshøj-Husum Aktiv Center er et fællesskab primært af aktive seniorer på +60 år.

Arrangementet er åbent for alle. Entréprisen er 100 kr.  Målgruppen er foreningens medlemmer samt Pilegårdens andre foreninger og andre interesserede. Ansøger forventer 80-100 deltagere.

Arrangementet annonceres gennem foreningens forårsprogram og på Pilegårdens hjemmeside samt via to annoncer i Brønshøj-Husum Avis. Desuden opstilles flyers i Pilegården samt på Husum og Brønshøj biblioteker.  

Ansøgt beløb: 17.800 kr.

Forventede udgifter: 29.160 kr.

Forventede indtægter: 8.000 kr.

Forventet egenfinansiering: 3.360 kr.

Støtten søges til musikalsk underholdning, forplejning, annoncering, lokaleleje og pynt.

Brønshøj-Husum Aktiv-Center bidrager selv til projektet i form af bestyrelsens frivillige arbejde før og under arrangementet.

Brønshøj-Husum Aktiv-Center har tidligere søgt støtte til lignende aktiviteter, senest i 2017, hvor foreningen fik 14.000 kr. i støtte fra Lokaludvalget. 

Ansøgningen har været behandlet i Social- og Sundhedsudvalget der indstiller til, at der ydes støtte på 12.800 kr. Udvalget mener, at en entrépris på 150 kr. er rimelig. Projektet er værd at støtte, da et fællesskab minimerer ensomhed for aktive seniorer.

Forretningsudvalget støtter denne indstilling med den begrundelse der er nævnt under 'Løsning'.

Løsning

Projektet bevilges delvis støtte på 12.800 kr. ud fra en forventning om, at ansøger bidrager med en større egenfinansiering. Eventuelt kan ansøger hæve entréprisen. I afgørelsen er der lagt vægt på, at projektets udgifter til den enkelte deltager vurderes at være forholdsvist høje i forhold til den forventede netværksskabende effekt for bydelen.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Netværksskabende aktiviteter (Bydelspuljen).

Beslutning

Projektet bevilges delvis støtte på 12.800 kr. ud fra en forventning om, at ansøger bidrager med en større egenfinansiering. Eventuelt kan ansøger hæve entréprisen. I afgørelsen er der lagt vægt på, at projektets udgifter til den enkelte deltager vurderes at være forholdsvist høje i forhold til den forventede netværksskabende effekt for bydelen.

Til top