Mødedato: 24.08.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Afgivelse af brugsret til grønt areal foran Esplanaden 19, Indre By

Se alle bilag

Foran A. P. Møllers hovedkvarter på Esplanaden ligger et grønt areal på ca. 790 m2, der indgår som en del af Kastellet. Arealet ejes af Forsvaret, mens Københavns Kommune, jf. en overenskomst fra 10. marts 1894 med senere påtegninger mellem kommunen og Forsvaret, har brugsretten til arealet. A.P. Møller Holding ønsker at købe hele arealet.  A. P. Møller Holding og Forsvaret har indgået en betinget købsaftale herom, der dog forudsætter, at kommunen godkender afgivelse af brugsretten til arealet. Udvalget skal derfor tage stilling til, om forvaltningen skal afstå brugsretten til arealet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommune afgiver brugsretten til arealet foran Esplanaden 19 til Forsvaret som beskrevet i løsningsafsnittet.

(Teknik- og Miljøudvalget)

(Standsningssag)

Problemstilling

Foran A. P. Møllers hovedkvarter ligger et grønt areal på ca. 790 m2, der indgår som en del af Kastellet. Arealet ejes af Forsvaret. Københavns Kommune har jf. overenskomst fra 10. marts 1894 mellem kommunen og Forsvaret brugsretten til arealet gældende frem til 2044. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 18. juni 2018 at overdrage ca. 550 m2 af arealet og brugsretten tilbage til Forsvaret, under forudsætning af at arealet fortsat var offentligt tilgængeligt. Baggrunden for sagen i 2018 var, at A.P. Møller Holding A/S ønskede at købe arealet af Forsvaret for at flytte hovedindgangen for bygningen på Esplanaden 19 tilbage til den oprindelige udformning.

A.P. Møller Holding A/S ønsker nu at købe hele arealet på 790 m2 af Forsvaret. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor modtaget et udkast til en aftale mellem Forsvaret og A.P. Møller Holding om overdragelse af det samlede areal, som dog er betinget af, at kommunen godkender, at brugsretten til arealet afgives. Aftalen går på en overdragelse og en udvidelse af arealet fra 2018 fra knap 550 m2 til nu 790 m2 (Kort over areal findes i bilag 2). Af aftaleudkastet indgår det desuden, at køber (A.P. Møller Holding A/S) er berettiget til at beslutte, at arealet ikke må benyttes af offentligheden. Kommunens forbehold fra 2018 om forsat offentlig adgang til arealet er dermed ikke medtaget i aftaleudkastet. Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forvaltningen skal afstå det samlede areal, herunder at en afgivelse af brugsretten kan have fremtidig betydning for den offentlige adgang til arealet.

Løsning

Et salg af arealet foran Esplanaden 19 forudsætter, at kommunen afgiver sin brugsret til arealet, som er stedfæstet i en overenskomst fra 10. marts 1894 med senere påtegninger mellem kommunen og Forsvaret. Overenskomsten er uopsigelig frem til efter 2044, hvor overenskomsten kan opsiges med 5 års varsel, jf. påtegning af 12. juni 1998 på Overenskomsten. Med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018 afstod Københavns kommune sin brugsret over en del af arealet (knap 550 m2 ud af de cirka 790 m2, som ønskes overdraget fra Forsvaret til A.P. Møller Holding A/S).

Arealet foran Esplanaden 19 er i dag primært græsareal med to træer, som forvaltningen siden afgivelsen af brugsretten til arealet i 2018 ikke længere drifter. På arealet findes to kommunale gadelamper, som med fordel vil kunne flyttes tættere på vejarealet, hvis arealet overdrages, så belysning af vejarealet bibeholdes og forbedres. Håndteringen heraf skal formentlig ske mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og Forsvaret forud for overdragelse til A.P. Møller Holding, alternativt mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og A.P. Møller Holding i forbindelse med overdragelsens gennemførelse. Dette forventes at kunne håndteres uden nævneværdige udfordringer, hvor der dog – i tilfælde af at Teknik- og Miljøforvaltningen skal varetage flytningen af de to gadelamper – kan være behov for politisk godkendelse af modtagelse af midler til flytningen fra enten Forsvaret eller A.P. Møller Holding. Det gælder derudover, at Teknik- og Miljøforvaltningen fortsat ikke vurderer, at arealet har nogen væsentlig rekreativ funktion i forhold til københavnernes og turisternes brug af det øvrige omkringliggende byrum, jf. også Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018. Forvaltningen kan således konstatere, at arealet i dag ikke anvendes til ophold.

Af den nu foreliggende betingede købsaftale mellem Forsvaret og A.P. Møller Holding A/S indgår, at arealet sælges med henblik på købers anvendelse til grønt rekreativt område, herunder med mulighed for opstilling af borde, bænke, blomsterkummer og lignende installationer samt enhver sikkerhedsforanstaltning og terrorsikring, herunder granitsten og lignende, hvortil køber (A.P. Møller Holding) måtte opnå nødvendige tilladelser og/eller dispensationer. Aftalen må læses sådan, at arealet skal anvendes af købers medarbejdere – ikke offentligheden. Det fremgår desuden af den betingede købsaftale, at A.P. Møller Holding er berettiget til at beslutte, at arealet ikke må benyttes af offentligheden, herunder også at hvis der kan opnås de nødvendige tilladelser og/eller dispensationer, kan arealet eventuelt indhegnes. Det fremgår af aftalen mellem Forsvaret og A.P. Møller Holding, at arealet ikke må bebygges.

I forbindelse med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018 afstod kommunen sin brugsret over en del af arealet (knapt 550 m2) under forudsætning af, at arealet fortsat havde offentlig adgang. Arealet er omfattet af søbeskyttelseslinje og fortidsmindebeskyttelseslinje, hvilket betyder, at der ikke kan foretages væsentlige ændringer på arealet – som fx opsætning af hegn – uden tilladelse fra Københavns Kommune, der varetager tilsynet med og håndterer dispensationer omkring beskyttelseslinjer. Om der kan opnås tilladelse til terrorsikring i form af indhegning eller lignende, vil afhænge af den konkrete ansøgte løsning og en individuel vurdering heraf.  

Teknik- og Miljøforvaltningen har været i dialog med A.P. Møller Holding A/S, som oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger en konkret plan for eventuel indhegning af arealet. A.P. Møller Holding udtrykker dog et eksplicit ønske om at øge sikkerheden omkring bygningen på Esplanaden 19, så denne i højere grad sikres i stil med de øvrige dele af A.P. Møller koncernens bygninger på og omkring Esplanaden med fx hegnsløsninger (som ses på fx naboejendommen Esplanaden 17, der huser A.P. Møller Fonden). Forvaltningen kan på den baggrund konstatere, at det er sandsynligt at A.P. Møller Holding på baggrund af egen sikkerhedsvurdering ønsker at indhegne arealet for at bringe sikkerheden på et niveau, der er nærmere niveauet i andre gruppeselskaber. Det gælder, at de faktiske oplysninger som fremgår her, har været forelagt A.P. Møller Holding med henblik på sikring af korrektheden af de oplysninger, der lægges til grund.

I forhold til det modtagne udkast til aftale om overdragelse af arealet fra Forsvaret til A.P. Møller Holding, vurderer forvaltningen, at der ikke er noget til hinder for, at Københavns Kommune afstår brugsretten til arealet. Det er derfor forvaltningens anbefaling, at Teknik- og Miljøudvalget godkender dette. Anbefalingen begrundes dels med vurderingen af, at arealet ikke har nævneværdig rekreativ værdi, dels det forhold at forvaltningen ikke har driftet arealet siden beslutningen i 2018. Forvaltningen bemærker dog, at en afståelse af brugsretten til arealet kan lede til, at der i fremtiden ikke længere vil være offentlig adgang til arealet. Samtidig kan en indhegning have en betydning for den visuelle oplevelse af byrummet. Det er derfor op til politisk stillingtagen, om kommunen skal afgive brugsretten eller fastholde den og dermed afvise aftalen med Forvaret og A.P. Møller Holding; alternativt om brugsretten kan opgives med et krav om offentlighedens adgang til arealet i lighed med udvalgets beslutning i 2018 jf. det politisk handlerum.

Politisk handlerum

  • Udvalget kan afvise, at kommunen skal underskrive aftalen, hvilket medfører, at brugsretten fortsat tilkommer kommunen på de vilkår, der allerede er gældende.
  • Udvalget kan beslutte, at kommunen skal underskrive aftalen med det forbehold, at der i aftalen indskrives et forbehold for offentlig adgang på arealet, og at Københavns Kommune får påtaleret i forhold til dette. Det er uvist, hvordan A.P. Møller vil stille sig over for et sådant krav, og hvilken betydning det eventuelt vil have for aftalen mellem A.P. Møller Holding og Forsvaret.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen bekræfte overfor Forsvaret og A.P. Møller Holding, at arealet foran Esplanaden 19 kan udtages af overenskomsten af 10. marts 1894, og at Københavns Kommune er indforstået med at brugsretten og vedligeholdelsespligten for arealet overgår fra kommunen, idet arealet herefter ikke indgår i overenskomsterne mellem bl.a. Forsvaret og Københavns Kommune. Forvaltningen vil ligeledes aftale med Forsvaret og A.P. Møller Holding, hvordan flytning af de to kommunale gadelamper på arealet håndteres.

 

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Københavns Kommune afgiver brugsretten til arealet foran Esplanaden 19 til Forsvaret som beskrevet i løsningsafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. juni 2023

 

Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

"dog således, at forvaltningen underskriver aftalen med det forbehold, at der i aftalen indskrives et forbehold for offentlig adgang på arealet, og at Københavns Kommune får påtaleret i forhold til dette."

 

Ændringsforslaget bortfaldt med 5 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.

For stemte: F, Ø og Å

Imod stemte: A, C og V

 

Indstillingen bortfaldt med 5 stemmer mod 5. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, C og V

Imod stemte: F, Ø og Å

 

Indstillingen blev standset af Lars Weiss (A), jf. kommunestyrelseslovens § 23, og indstillingen indbringes dermed i sin helhed til afgørelse i Borgerrepræsentationen.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. august 2023

Enhedslisten, SF og Alternativet genfremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

"dog således, at forvaltningen underskriver aftalen med det forbehold, at der i aftalen indskrives et forbehold for offentlig adgang på arealet, og at Københavns Kommune får påtaleret i forhold til dette."

 

Det af Enhedslisten, SF og Alternativet genfremsatte ændringsforslag blev forkastet med 31 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, F og Å.

Imod stemte: A, C, B, V, I og O.

 

Indstillingen blev herefter godkendt med 30 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, C, B, V, I og O.

Imod stemte: Ø, F og Å.
Til top