Mødedato: 22.05.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om handicapkoordinator til familier med børn med handicap

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen med inddragelse af øvrige, relevante forvaltninger at udarbejde en sag til politisk behandling, der undersøger muligheden for at etablere en ordning med handicapkoordinatorer, som kan gøre hverdagen lettere og mere overskuelig for forældre til børn med handicap,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger samme forvaltninger at udarbejde et budgetnotat til Budget 2026 med forslag til indfasning og finansiering af en handicapkoordinatorfunktion målrettet familier med børn med handicap.

(Stillet af Helle Jønch (Løsgænger))

Motivering

Familier med børn med handicap oplever ofte stor frustration i mødet med Københavns Kommune. Det gælder især i forhold til lange sagsbehandlingstider, uklare kontaktflader, hyppige skift af sagsbehandlere og mangelfuld koordinering mellem forskellige forvaltninger og tilbud.

En mor beskriver på Facebook, hvordan det at være mor til et barn med handicap er mere end et fuldtidsjob. Ikke kun fordi barnet har behov for ekstra omsorg, hjælp og tid, men også fordi forældrene samtidig tvinges til at påtage sig en lang række roller, de aldrig har bedt om: jurist, sagsbehandler, partsrepræsentant og ekspert i både lovgivning og diagnoser. I stedet for at få den støtte og vejledning, man burde kunne forvente fra kommunen, oplever mange, at mødet med systemet bliver en kamp – som en konstant eksamen. Som hun selv formulerer det:

”Jeg ville bare være mor. Ikke partsrepræsentant. Ikke jurist. Ikke ekspert i serviceloven, forvaltningsret, handleplaner og paragraf 85. Men når man får et barn med handicap i Danmark, er det ikke nok at elske sit barn. Du skal kunne dokumentere, argumentere, læse lovtekst og afkode det kommunale kodesprog. Du skal vide, hvad der står i §32 og §42, og hvordan du bruger FN’s Handicapkonvention som skjold i mødet med en sagsbehandler, der har læst tre sider af dit barns journal og allerede har besluttet sig.”

Københavns Kommune tilbyder i dag anonym rådgivning til familier – eksempelvis gennem Åben Familierådgivning. Dette er et værdifuldt supplement, men det dækker ikke behovet for en fast, personlig og kontinuerlig kontaktperson, som kan følge familien gennem længere tid og sikre sammenhæng i den kommunale indsats.

På ældreområdet har kommunen indført en demenskoordinatorfunktion, som har vist sig at give tryghed, overblik og sammenhæng for ældre og deres pårørende. En tilsvarende indsats på handicapområdet vil kunne støtte forældre i at navigere i et komplekst system, forstå deres rettigheder og muligheder og skabe bedre sammenhæng mellem fx skole, dagtilbud, sundhedsvæsen og socialforvaltning.

Koordinatorerne skal yde rådgivning og støtte samt sikre sammenhæng og koordinering på tværs af forvaltninger og fagområder og vil ikke erstatte sagsbehandlingen, men fungere som en støtteperson, som familierne kan læne sig op ad – og som kan være en gennemgående figur i en ellers kompleks virkelighed.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. maj 2025

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Socialudvalget.

 

Det af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Radikale Venstre, Venstre og Alternativet fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Socialudvalget blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten, Socialdemokratiet og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne deler ønsket om at gøre hverdagen lettere og mere overskuelig for forældre med børn med handicap. Den 1. januar trådte en ny organisering i Socialforvaltningen i kraft. Med den nye organisering bliver SOF enklere og lettere at finde rundt i. Sagsbehandlerne rykker tættere sammen for at mindske behovet for koordinering på tværs af forvaltningen. Hvor børn og unge med handicap i den tidligere organisering ville kunne modtage støtte i to forskellige borgercentre, er denne opdeling i det nye SOF fjernet. Samtidig er det med omorganiseringen besluttet at knytte én primær rådgiver til hvert barn eller ung i SOF. Det betyder, at familierne kan henvende sig til deres primære rådgiver, der vil fungere som indgang for alle henvendelser, selvom familien, barnet eller den unge kan have flere sager i SOF. Din Sociale Indgang i SOF et pt. i gang med at fordele alle sagerne på området til de primære rådgivere. Partierne mener derfor, at yderligere ordninger skal tænkes i sammenhæng med de nye tiltag, der er en del af den nye organisering af SOF. ”

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

”SF opfordrer til at Handicaprådet inddrages i sagen.”

Til top