Kommissorium for uvildig undersøgelse af borgerjournaler, Bispebjerghjemmet 2022
Indstilling
Indstilling om,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kommissorium for uvildig undersøgelse af 25 borgerjournaler fra plejehjemmet Bispebjerghjemmet i 2022 (bilag 1),
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kriterier for valg af ekstern leverandør til opgaven (bilag 2) med den tilføjelse, at det skal være et kriterium, at den eksterne leverandør ikke tidligere må have været involveret i fx at gennemføre tilsyn mv på plejehjemmet. Dette med henblik på at sikre uvildighed.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
(Standsningssag)
Problemstilling
På udvalgsmødet den 18. september 2025 bestilte Sundheds- og Omsorgsudvalget en uvildig gennemgang af de 25 borgerjournaler fra forløb i 2022, som forvaltningen har udleveret til Borgerrådgiveren i Københavns Kommune.
Udleveringen af de pågældende borgerjournaler er sket ifm. whistleblowerenhedens udarbejdelse af rapporten, Indberetning om omfordeling af ydelser med potentielt omsorgssvigt af borgere til følge, dateret 4. august 2025. Rapporten vedrører forhold på plejehjemmet Bispebjerghjemmet.
Løsning
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har udarbejdet et kommissorium for udførelsen af opgaven (bilag 1).
Formålet med undersøgelsen er at:
- vurdere de hændelsesforløb i borgerjournalerne, som i Whistleblowerenhedens gennemgang, udløser kritik af den faglige kvalitet. Dette mhp. at belyse, om der er handlet fagligt korrekt og rettidigt ift. de konkrete hændelser og uddrage læring.
- belyse pba. journalerne om den generelle kvalitet i borgerforløbene, udleveret til borgerrådgiveren, lever op til den gældende lovgivning, kommunens faglige standarder i 2022 og borgernes behov for pleje og omsorg.
- vurdere kvaliteten af den pleje- og omsorgsfaglige samt sygeplejefaglige dokumentation i borgerjournalerne.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen fastsætter i samarbejde med valgte leverandør det endelige undersøgelsesdesign, som fortrinsvist vil baseres på en systematisk journalgennemgang. Den eksterne leverandør arbejder i analysefasen uvildigt med udgangspunkt i det aftalte undersøgelsesdesign. Det endelige produkt er en afrapportering fra den eksterne leverandør med bl.a. analyse/vurdering af de enkelte borgerjournaler, en afsluttende samlet vurdering samt en opsamlende konklusion.
Forvaltningen foreslår følgende kriterier for valg af leverandør. Kriterierne er uddybet i bilag 2 (fortroligt, da bilaget indeholder overvejelser om potentielle leverandører):
- Uvildighed
- Dokumenterede erfaringer med lignende opgaver
- Rette faglige kompetencer
- Systemkendskab til Cura
- Praksisnært indblik
- Lærende tilgang
Økonomi
Indstillingens beslutningspunkt kan afholdes inden for den nuværende økonomiske ramme.
Videre proces
Efter Sundheds- og Omsorgsudvalgets godkendelse indgår Sundheds- og Omsorgsforvaltningen kontrakt med en ekstern leverandør, som bedst muligt opfylder udvælgelseskriterierne og som kan udføre undersøgelsen i overensstemmelse med kommissoriet.
Forvaltningen forventer, at den endelige afrapportering vil kunne foreligge i december 2025. Tidsplanen er udarbejdet med udgangspunkt i, at opgaven falder under tærskelværdien for udbud. Overstiger opgaven tærskelværdien forlænges processen. Forventet tidsplan er uddybet nedenfor.
|
Uge |
|
|
41 |
Sundheds- og omsorgsudvalget godkender kommissorium og valg af kriterier. Forvaltningen afslutter markedsafdækning. |
|
42 |
Forvaltningen indhenter og vurderer tilbud |
|
43 |
Forvaltningen indgår kontrakt med ekstern leverandør. |
|
44 |
Forvaltningen og ekstern leverandør fastlægger undersøgelsesdesign. |
|
45-48 |
Ekstern leverandør gennemgår journaler og udarbejder afrapportering. |
|
49 |
Forvaltningen får afrapporteringen til faktuel gennemgang. Evt. afklaring af spørgsmål ml. forvaltning og leverandør. |
|
50 |
Endelig rapport foreligger. |
Karen Nørskov Toke
/Thomas Tarp Thorgaard
Oversigt over politisk behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller over for Sundheds- og Omsorgsudvalget,
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kommissorium for uvildig undersøgelse af 25 borgerjournaler fra plejehjemmet Bispebjerghjemmet i 2022 (bilag 1).
- at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender kriterier for valg af ekstern leverandør til opgaven (bilag 2).
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 9. oktober 2025
Borgmester Sisse Marie Welling orienterede om, at Enhedslisten samt Socialdemokratiet og Konservativt Folkeparti havde fremlagt i alt fire ændringsforslag.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen orienterede om, at ændringsforslagene lå uden for udvalgets kompetence på baggrund af drøftelser med Økonomiforvaltningen.
På baggrund af drøftelsen på udvalgsmødet orienterede borgmesteren udvalget om, at der ville blive igangsat kortlægning af kommunikationen mellem forvaltningen og Borgerrådgiveren, herunder en vurdering af den lange sagsbehandlingstid for whistleblowersagen, hvilket udvalget bakkede op om.
Sundheds- og Omsorgsudvalget godkendte indstillingen enstemmigt med den tilføjelse, at det skal være et kriterium, at den eksterne leverandør ikke tidligere må have været involveret i fx at gennemføre tilsyn mv på plejehjemmet. Dette med henblik på at sikre uvildighed.
Socialdemokratiet og Konservativt Folkeparti standsede herefter beslutningen med henblik på indbringelse af sagen for Borgerrepræsentationen og afgav samtidig følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet og Konservative Folkeparti har en række ønsker om tilførsler til undersøgelsen - herunder at borgmesterens og udvalgets rolle undersøges. Disse forslag kan dog ikke stilles i udvalget, og vi standser derfor sagen for at kunne tilføje disse ting i BR-salen.”
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning, der blev tilsluttet af Radikale Venstre og løsgænger Helle Jønch:
”Enhedslisten er naturligvis meget berørt af sagen om borgere på Bispebjerghjemmet, der tilsyneladende har været udsat for omsorgssvigt i 2022. Vi er tilfredse med, at der laves en grundig uvildig undersøgelse som beskrevet i kommissoriet, sammen med borgmesterens tilsagn om, at hun derudover igangsætter en undersøgelse af, hvorfor forvaltningens dialog med Borgerrådgiveren har været så elendig og langstrakt. Vi ser med bekymring på den udsættelse af undersøgelsen, som en standsning medfører. Det er altid muligt at bruge initiativretten, hvis man har andre ønsker. Så havde vi fået igangsat undersøgelsen af den svære sag. Vi ønsker at beboere, pårørende og personale hurtigst muligt får ro.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 13. november 2025
Sundhed- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (F) forlod mødet under sagens behandling grundet inhabilitet.
I Sundhed- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Wellings (SF) fravær under behandling af punktet, deltog stedfortræder Kasper Nordborg Kiær (F).
Kasper Nordborg Kiær (F) ankom kl. 17.43 og forlod mødet efter behandling af punktet kl. 18.07.
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til indstillingens 1. at-punkt:
”Undersøgelsen skal desuden omfatte Borgmesterens og Sundheds- og Omsorgsudvalgets rolle i forløbet, herunder hvornår forvaltningen og borgmesteren blev bekendt med sagen og herudover kommunikationen mellem forvaltningen, borgmesteren og udvalget i perioden op til og efter whistleblowersagens fremkomst.”
Det af Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag ÆF1 blev forkastet 35 stemmer imod 18. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C og Helle Jønch (løsgænger)
Imod stemte: Ø, F, B, V, Å, I, T og Finn Rudaizky (løsgænger)
Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Socialdemokratiet og Konservative Folkeparti har en række ønsker om tilførsler til undersøgelsen - herunder at borgmesterens og udvalgets rolle undersøges. Disse forslag kunne dog ikke stilles i udvalget, og vi standsede derfor sagen for at kunne tilføje disse i BR-salen.”
Radikale Venstre og løsgænger Helle Jønch videreførte følgende protokolbemærkning:
”Partierne er naturligvis meget berørt af sagen om borgere på Bispebjerghjemmet, der tilsyneladende har været udsat for omsorgssvigt i 2022. Vi er tilfredse med, at der laves en grundig uvildig undersøgelse som beskrevet i kommissoriet, sammen med borgmesterens tilsagn om, at hun derudover igangsætter en undersøgelse af, hvorfor forvaltningens dialog med Borgerrådgiveren har været så elendig og langstrakt. Vi ser med bekymring på den udsættelse af undersøgelsen, som en standsning medfører. Det er altid muligt at bruge initiativretten, hvis man har andre ønsker. Så havde vi fået igangsat undersøgelsen af den svære sag. Vi ønsker at beboere, pårørende og personale hurtigst muligt får ro.”
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten er naturligvis meget berørt af sagen om borgerne på Bispebjerghjemmet, der tilsyneladende har været udsat for omsorgssvigt i 2022. Vi er tilfredse med, at der laves en grundig uvildig undersøgelse som beskrevet i forslaget forslag til kommissorium, som et enigt udvalg bakkede op om på udvalgsmødet. Dertil kommer, at borgmesteren på udvalgsmødet gav tilsagn om, at der iværksættes en undersøgelse af, hvorfor forvaltningens dialog med Borgerrådgiveren har været så elendig og langstrakt. Hvis disse undersøgelser viser, at der er behov for yderligere undersøgelser, vil Enhedslisten naturligvis bakke op om det.”
Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Siden blotlæggelsen af omsorgssvigt på Bispebjerghjemmet er det væltet ud af skabet med sager, der tydeliggør, at skandalen i ældreplejen rækker ud over sagen om Bispebjerghjemmet.
Vi havde gerne set, at undersøgelsen blev udvidet til også at omfatte de øvrige plejehjem, der siden 2022 har været omtalt i pressen i forbindelse med alvorlige sager om omsorgssvigt.
Da det ligger uden for rammerne for behandlingen af denne sag, ser vi frem til at forfølge en mere omfattende undersøgelse af omsorgssvigt på de københavnske plejehjem ved næste BR-møde den 4. december 2025. Vi opfordrer borgmesteren og forvaltningen til allerede nu at igangsætte arbejdet med undersøgelsen.”
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Helle Jønch (Løsgænger) afgav følgende protokolbemærkning:
”Der er behov for at sikre fuld gennemsigtighed af forløbet – ikke kun i de faglige forhold på plejehjemmene, men også i den politiske og administrative håndtering. Tilliden til ældreplejen kræver, at ingen niveauer undtages fra uvildig undersøgelse. Derfor mener vi, det er yderst beklageligt at borgmesterens egen rolle i sagen ikke klarlægges. Vi stiller os dybt uforstående over at alle mønstre, læringspunkter og ansvarsområder ikke bliver afdækket med henblik på at forebygge gentagelser af lignende svigt på de københavnske plejehjem.”