Mødedato: 25.05.2023, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Offentlig høring vedr. skoledistriktsændringer for skoleåret 2024/2025

Det indstilles,

1. at lokaludvalget drøfter høringen

2. at lokaludvalget giver formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret

Baggrund

Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår distriktsændring for Tagensbo Skole, der har betydning for også Utterslev Skole og Grøndalsvængets Skole (samt Rødkilde Skole i Vanløse). Tagensbo Skole har et stort skoledistrikt med mange børn, og skolen har de sidste år optaget flere klasser, end den har kapacitet til. Denne tendens vil fortsætte, hvis søgningen til skolen fortsat vil ligge på det nuværende niveau. Derfor er der behov for at lave en distriktsændring.

BUF foreslår at flytte en række roder fra Tagensbo Skole til hhv. Utterslev Skole og Grøndalsvængets Skole. Det medfører yderligere, at to roder flyttes fra Grøndalsvængets Skole til Rødkilde Skole, da Grøndalsvænget Skole ikke har plads til at modtage eleverne fra Tagensbo Skole.

Med forslaget vil der forventeligt blive flyttet 17 børn årligt fra Tagensbo Skole til de øvrige skoler.

Ift. elevsammensætning, så vil socioøkonomien blive lidt lavere for alle skoler involveret i ændringen. Det skyldes, at Tagensbo Skole og Grøndalsvænget Skole har en lav socioøkonomi, hvor Tagensbo Skole har en af de laveste socioøkonomiske profiler i København, mens Utterslev Skole og Rødkilde Skole har en gennemsnitlig socioøkonomi. De roder, som flyttes, har en lidt bedre socioøkonomi end den samlede socioøkonomi i Tagensbo Skole og Grøndalsvænget Skoles distrikter, mens de har en lavere socioøkonomi end i Utterslev Skole og Rødkilde Skoles distrikter. Det er dog en mindre påvirkning, og skolerne vil stort set bevare samme elevsammensætning, som de har nu.

BUF vurderer, at det ikke er muligt at finde andre distriktsløsninger i området uden større negativ betydning for elevsammensætning eller udfordringer med elevernes skolevej, da området er præget af mange større trafikerede veje.

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer hertil, at der med de foreslåede distriktsændringer skal foretages en generel styrkelse af trafiksikkerheden ved Hvidkilevej og Hulgårdsvej. TMF er derfor ved at udarbejde et budgetnotat om dette til Budget 2024, som vil styrke trafiksikkerheden for eleverne ifm. med flytning af roderne fra Grøndalsvængets Skole til Rødkilde Skole.

Der er høringsfrist d. 9. juni.

Borgerinddragelse

Bispebjerg Lokaludvalgs sekretariat har kontaktet de fire skolers bestyrelser og ledelser for at få deres kommentarer til høringsmaterialet. Kommentarer kan ses i bilaget.

Bilag

Se høringsmaterialet her: https://blivhoert.kk.dk/hoering/distriktsaendringer-skolearet-20242025

Bilag 8 - Udkast til høringssvar vedr. distriktsændringer skoleåret 2024/2025

Bilag 9 - Kommentarer fra skoler og svar på spørgsmål til forvaltning

Løsning

1. at lokaludvalget drøfter høringen.

2. at lokaludvalget giver formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.

Beslutning

 

Ad. 1. Lokaludvalget drøftede høringen

Ad. 2. Lokaludvalget gav formandskabet mandat til at færdiggøre høringssvaret.

Til top