Mødedato: 21.02.2019, kl. 19:00
Mødested: Biblioteket Rentemestervej

Dansekapellet – bevilling til gårdarealet

Se alle bilag
 

Det indstilles,

1.  at Bispebjerg Lokaludvalg drøfter og beslutter at afsætte 100.000 kr. til færdiggørelse af gårdarealet ved Dansekapellet.

Problemstilling

Dansekapellet ønsker at åbne deres bygning for naboer og lokalområdet samt forankre Dansekapellet som det lokale samlingspunkt og mødested på Bispebjerg Torv. Samtidig ønsker Dansekapellet at udvide sine aktiviteter og målgrupper, så endnu flere får øjnene op for, hvad der foregår og får gavn af stedet.

Uddybende projektbeskrivelse er vedlagt indkaldelsen.

Det kræver en mere appellerende gårdrum, så dansere, naboer og besøgende får lyst til at opholde sig i den – hvad enten det er til dans og performances, sociale aktiviteter, fællesspisning eller at tage sig en velfortjent pause.

Som første fase i projektet har Dansekapellet ansøgt og fået bevilget et stort kunstværk ved Thilo Frank som en donation fra Ny Carlsbergfondet. Værket kommer til at skabe en bedre integration mellem Dansekapellets og Bispebjerg Torv og åbner gårdrummet op mod omgivelserne ved at hjælp af en kalejdoskopisk effekt med spejle, at vise aktiviteter fra gården ud mod torvet og omvendt. Dertil vil der være mulighed for at have belysning i værket, som kan skabe øget tryghed i området samt øget opmærksomhed på, at der foregår aktiviteter i Dansekapellet og Dansekapellets gård.

Næste fase i projektet er en renovering af gården samt en nyindretning med møbler, scene og bedre ankomstforhold. Gården skal i høj grad aktiveres af dansere, foreninger og besøgende. Som del af projektet vil Dansekapellet i de første 2 år øge aktiviteterne for at synliggøre rummets potentiale. Det vil ske via festivalaktiviteter, pop-up-arrangementer og facilitering af nye aktiviteter både inden for dans, motion og fællesskabsrettede aktiviteter.

Budgettet for renovering af gården er på 3,9 millioner – størsteparten bliver finansieret via fonde – for at få den sidste af fondsfinansieringen på plads kræver det en større medfinansiering end de allerede afsatte 600.000 kr. Derfor søges der nu om lokale midler fra Områdefornyelsen med 350.000 kr. og fra lokaludvalget med 100.000 kr.

Løsning - økonomi

Formandskabet har drøftet sagen. Det har længe været et lokalt ønske at få åbnet Dansekapellet mere op mod omverden og at gården blev renoveret så den kunne blive et aktiv ikke kun for Dansekapellet og deres aktiviteter og med også for de omkringboende. Formandskabet indstiller derfor, at lokaludvalget godkender forslaget og bevilger 100.000 kr. i medfinansiering til så efter 10 års ventetid endelig kan få færdiggjort Dansekapellets gårdrum.

Midlerne anvises fra ”Budget for puljemidler 2019” note midler afsat til fri søgning.

Bilag

Uddybende projektbeskrivelse med budget.

 

Beslutning

Ad 1. Indstillingen blev godkendt.

Pengene (100.000 kr.) anvises fra ”Budget for puljemidler” note 1 – Midler afsat til ”fri søgning”.


Til top