Mødedato: 29.09.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Udmøntning af besparelseskrav i budget 2026

Resumé

I sagen udmøntes besparelserne som følger af aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen, herunder Beskæftigelses- og integrationsudvalgets ønske om delvist at friholde aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere fra en del af besparelsen på indsatsrammen ved at omfordele til gruppen af dagpengemodtagere.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender besparelserne som følge af aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen, herunder
    • at specificerede besparelser implementeres som forudsat i aftalen
    • at uspecificerede besparelser implementeres ved fordeling pba. bestand pr. august 2025
    • at ovenstående to at-punkter fraviges alene for at foretage en omfordeling af besparelser, jf. BIUs tilkendegivelser på budgetseminaret d. 14. august
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager opsamlingen på budgetseminaret til efterretning

Problemstilling

Økonomiske konsekvenser ved beskæftigelsesreformen
I april 2025 indgik regeringen og et bredt udvalg af folketingets partier en aftale om en reform af beskæftigelsesområdet, som indeholder besparelser for 2,7 mia. kr. Københavns andel udgør ca. 260 mio. kr., når reformen er fuldt indfaset. I 2026 skal Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen tilvejebringe besparelser for knap 96 mio. kr. Heraf udgør ca. 46 mio. kr. besparelser, der skyldes direkte opgavebortfald, mens ca. 49 mio. kr. udgør uspecificerede besparelser.

Det politiske arbejde med udmøntning af beskæftigelsesreformen blev igangsat på et budgetseminar d. 5. maj og forsat på endnu et budgetseminar d. 14. august.

På sidstnævnte budgetseminar blev Beskæftigelses- og integrationsudvalget præsenteret for reformens påvirkning af økonomien for beskæftigelsesindsatsens målgrupper, herunder hvordan besparelsen vil påvirke serviceniveauet for hver enkelt målgruppe.

I materialet til budgetseminaret var de uspecificerede besparelser fordelt på målgrupper via bestand for at give udvalget et samlet billede af reformens konsekvenser. Fordelingen af besparelser er ligeledes foretaget med udgangspunkt i den nuværende fordeling af indsatsmidler mellem interne og eksterne leverandører.

På baggrund af drøftelserne på budgetseminaret d. 14. august tilkendegav beskæftigelses- og integrationsudvalget, at der ønskes en omfordeling af besparelserne fra de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere - som udvalget ønsker skal holde en mindre del af besparelsen - til dagpengemodtagere.

Desuden udtrykte beskæftigelses- og integrationsudvalget behov for yderligere drøftelser af fordelingen af indsatsmidler til hhv. intern og ekstern leverandør, samt et overblik over, hvilke interne indsatser kan erstattes af tilbud, der allerede udbydes andre steder i, fx i andre forvaltninger eller på uddannelsesinstitutioner.

Løsning

Udmøntning af besparelser i beskæftigelsesreformen
Beskæftigelses- og integrationsudvalget skal træffe beslutning om godkendelse af besparelserne i 2026 som følge af aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen.

Med sagen foreslår forvaltningen en model for udmøntning af besparelserne, der bygger på to principper:

  1. at specificerede besparelser som konsekvens af opgavebortfald på konkrete målgrupper udmøntes som forudsat i aftalen.
  2. at uspecificerede besparelser udmøntes pba. målgruppebestand pr. august 2025.

Modellen danner grundlag for udmøntningen af besparelserne og afvigelser herfra sker alene mhp. at implementere udvalgets prioriteringer mellem målgrupper, som blev tilkendegivet på budgetseminaret.

Med udgangspunkt i beskæftigelses- og integrationsudvalget tilkendegivelser på reformbesparelserne, har forvaltningen udarbejdet et forslag hvor 1/3 af besparelsen på indsatsrammen for aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere omfordeles til dagpengemodtagere. Valget af omfordeling skal ses i sammenhæng med de midler, der i forvejen tilføres til ungeområdet i form af Ungeløftet. Som konsekvens heraf vil antal tilbud per fuldtidsperson blandt de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere – alt andet lige – falde til 1,5 tilbud fremfor 1,2 tilbud. Omvendt vil antal tilbud per fuldtidsperson blandt dagpengemodtagere – alt andet lige – falde til 0,8 fremfor 0,9 tilbud.

Af figur 1 fremgår forvaltningens forslag til en justering af den anviste besparelse på de to målgrupper.

Figur 1. Konsekvenser af den justerede fordeling af besparelser

Omfordelingen sker med henblik på, at midlerne anvendes til understøttelse af fx Reconnect, som en helhedsorienteret og individuelt tilrettelagt indsats målrettet job eller uddannelse med støtte undervejs.

Som indsats imødekommer Reconnect beskæftigelses- og integrationsudvalgets ønsker om at styrke den virksomhedsrettede indsats samtidig med, at en bred tilbudsvifte samt mulighed for mentorstøtte bevares (Jf. Bilag 1). Det er samtidig en indsats, som har evidensbaserede effekter og som samtidig er et kerneelement i Ungeløftet.

Beskæftigelses- og integrationsudvalget udtrykte desuden ønske om fortsat at have fokus på muligheden for at visitere unge til FGU. Skal målgruppen for FGU udvides, vil udvidet støtte, fx i form af mentor, være afgørende. Det kan omfordelingen af besparelsen ligeledes bidrage til at understøtte.

Videre drøftelser af implementering af beskæftigelsesreform
På baggrund af Beskæftigelses- og integrationsudvalget tilkendegivelser forbereder forvaltning en drøftelse i udvalget senere på året vedr. fordelingen af indsatsmidler mellem interne og eksterne leverandører.

Beskæftigelsesreformens besparelser på indsatsrammen er i budget 2026 indlagt med den aktuelle fordeling mellem interne og eksterne leverandører. Forvaltningen bemærker, at udvalget med udgangspunkt i de senere drøftelser kan ønske, at forvaltningen fremsætter forslag til en anderledes fordeling. 

Det bemærkes desuden, at udvalget med sagen alene udmønter besparelserne for 2026, og at udvalget vil blive forelagt en ny beslutningssag i forbindelse med budgetlægningen for 2027.

Som en del af beskæftigelsesreformen har aftaleparterne ønsket, at forbruget på øvrig vejledning og opkvalificering (ØVO) samt mentor, skal falde. For at sikre dette, har Beskæftigelsesministeriet og KL aftalt et vejledende sigtepunkt for alle kommuners budget til ØVO og mentor.

Sigtepunktet vil være afhængigt af ledighedsudviklingen, da det tager udgangspunkt i et budget per fuldtidsperson og kan derfor bevæge sig løbende. Formålet er dog at sikre, at kommunerne fastlægger et budget, der sikrer en nedadgående tendens i forbruget henover årene.

Som en del af budgetlægningen, er forvaltningen ved at klarlægge konsekvenserne af den nye finansieringsgrænse på indsatsrammen. I fald det viser sig, at grænsen muliggør et midlertidigt råderum på indsatsrammen, vil udvalget blive forelagt en særskilt sag senere på efteråret med forslag til udmøntning af dette.

Økonomi

Med sagen udmønter Beskæftigelses- og integrationsudvalget de økonomiske konsekvenser af aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen. På servicerammen gennemføres besparelser for 40 mio. kr. På indsatsrammen gennemføres besparelser for 56 mio. kr., herunder omfordeles knap 4 mio. kr. mellem aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og dagpengemodtagere.

Politisk handlerum

Udvalget kan ønske ændringer til udmøntningen af besparelserne. Hvis udvalget ikke træffer beslutning om udmøntning af besparelserne i beskæftigelsesreformen, jf. indstillingens punkt 1, vil forvaltningen i løbet af efteråret forelægge udvalget et nyt bud på udmøntning. Det vil dog give meget begrænset tid til at kortlægge potentielle alternative reduktioner og forberede implementeringen af besparelserne.

Videre proces

Udvalgets beslutning om udmøntning af besparelserne i forbindelse med beskæftigelsesreformen, herunder fordeling på intern og ekstern indsats, indarbejdes i forvaltningens budgetter. De foreløbige budgetter udmeldes til egne enheder i forvaltningen samt eksterne leverandører, umiddelbart efter godkendelse af denne sag.

Betinget af Borgerrepræsentationens godkendelse af budgetaftalen for budget 2026, forelægges udvalget særskilt sag på mødet d. 20. oktober med udmøntning af budgetaftalens bevillinger indenfor udvalgets ressort.

Henrik Lund/ Signe Maria Christensen

Beslutning

Indstillingens første at-punkt blev godkendt. Indstillingens andet at-punkt blev taget til efterretning.

Udvalget besluttede at hæve sagens fortrolighed, når mødets protokol offentliggøres, idet bilagets fortrolighed dog fastholdes.

Til top