Mødedato: 08.12.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Medlemsforslag om at styrke kampen mod islamofobi

Medlemsforslag

Det foreslås,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget opfordrer til at have særskilte indsatser mod islamofobi med, næste gang der udarbejdes en handleplan mod racisme. 

2. at eventuelle ubrugte midler i den nuværende handleplan, bliver tildelt i foreningsstøtte til en forening der arbejder imod islamofobi. 

 

(Stillet af Enhedslisten)

 

Motivering

Ingen former for racisme og diskrimination hører hjemme i København. Derfor er det vigtigt, at vi siger fra overfor alle typer af diskrimination. 

Ifølge målinger fra CEDA har 84,9 % af de adspurgte oplevet diskrimination grundet deres muslimske tro. Derfor er det tydeligt, at der er behov for indsatser, der særskilt sigter mod at bekæmpe islamofobi. 

Vi har i København flere gange afsat midler til bekæmpelse af specifikke typer af diskrimination, her under antisemitisme og diskrimination af grønlandske inuitter. Det er i tråd med denne praksis, at vi nu foreslår en særlig indsats mod islamofobi. 

Beslutning

Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:

  1. ”At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget opfordrer til, at vi har indsatser imod religiøs diskrimination herunder islamofobi med næste gang, der udarbejdes en handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.
  2. At eventuelle ubrugte midler i den nuværende handleplan, bliver brugt til at opbygge et system, der indsamler og registrerer religiøse hadhændelser herunder islamofobi.”

Første at-punkt af det af Socialistisk Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 4 stemmer for og 6 imod.

For stemte: C, F, V og Finn Rudaizky (løsgænger)

Imod stemte: Ø, Å, A og B

Andet at-punkt af det af Socialistisk Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 2 stemmer for og 8 imod.

For stemte: F og V

Imod stemte: Ø, Å, A, B, C og Finn Rudaizky (løsgænger)

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til medlemsforslagets andet at-punkt:

”at det søges, at eventuelle ubrugte midler i den nuværende handleplan, bliver tildelt i foreningsstøtte til en forening der arbejder imod islamofobi.”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag til indstillingen første at-punkt blev godkendt med 6 stemmer for og 4 imod.

For stemte:  Ø, B, A, Å

Imod stemte: F, C, V og Finn Rudaizky (løsgænger)

 

Indstillingens første at-punkt blev herefter godkendt enstemmigt.

 

Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Vi stemmer imod SF’s ændringsforslag, da handleplanen heldigvis allerede indeholder indsatser og beskrivelser af andre typer af religiøs diskrimination. Men der mangler specifikt indsatser imod islamofobi. Derfor er det særlig vigtigt, at dette kommer med. 

Vi er imod alle former for racisme. 

Vores eget ændringsforslag er af tekniske årsager.” 

Til top