Mødedato: 28.02.2007, kl. 15:00

Virtuelle undervisningsmidler

Virtuelle undervisningsmidler

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. februar 2007

 

 

14.      Virtuelle undervisningsmidler   J.nr. 2007-9398

 

 

 

Udvalget skal tage stilling til at der afsættes midler i budgettet til udvikling, afprøvning og anvendelse af virtuelle undervisningsmidler, som kan understøtte den konkrete udmøntning af det faglige løft inden for rammerne af Faglighed for Alle.

Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.  at udvalget godkender, at der afsættes 350.000 kr. i budget 2007 til udvikling, afprøvning og anvendelse af 3 konkrete virtuelle undervisningsmidler: MoveIT (idræt og sundhed), Hip Hop (integrationsprojekt mhp. øget læse- og skrivefærdigheder) og Tyrannerne (understøtter den naturvidenskabelige satsning)

2.  at udviklingsarbejdet m.v. gennemføres i samarbejde med Crossroads Copenhagen og brugere (lærere og elever på udvalgte skoler)

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 28. februar 2007

Bo Asmus Kjeldgaard forlod mødet under behandlingen af sagen på grund af inhabilitet, da han er medlem af bestyrelsen for Crossroads Copenhagen.

Indstillingen blev godkendt.

 

Problemstilling

I forbindelse med udmøntningen af budgettet for 2006 blev det besluttet at afsætte 1,2 mio. kr. til udvikling m.v. af virtuelle undervisningsmidler og in dgåelse af licensaftale vedrørende anskaffelse af den elektroniske skoletaske til alle skolerne. Virtuelle undervisningsmidler giver nye pædagogiske muligheder, hvor faglighed, pædagogik og teknologi kombineres. En fællesnordisk undersøgelse fra Undervisningsministerierne viser, at både elever, lærere og forældre vurderer, at IKT har en positiv effekt på skolens overordnede mål med at forbedre elevernes læring. Lærerne oplever, at elevernes faglige præstationer bliver bedre inden for grundlæggende færdigheder, og at IKT samtidig understøtter undervisningsdifferentieringen for både fagligt svage og stærke elever.

Crossroads Copenhagen har bistået Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning i at realisere en række konkrete læringsprojekter, som understøtter og sikrer et højt engagement hos eleverne i de københavnske folkeskoler. Crossroads Copenhagen har i forvejen stor erfaring med at indkredse behov og hjælpe erhvervslivet og offentlige institutioner til samarbejde med de andre led i værdikæden om at skabe produkter, der opfylder reelle behov.

LØsning

Forvaltningen foreslår, at der i 2007 gennemføres et udviklingsarbejde m.v. af følgende 3 konkrete virtuelle undervisningsmidler i samarbejde med Crossroads Copenhagen og i samarbejde med lærere og elever på konkrete skoler:

Move IT

Move IT er et digitalt sundhedskoncept udviklet med henblik på at få børn og unge på de københavnske folkeskoler til at ændre deres mad- og motionsvaner. Sund og varieret mad kombineret med masser af motion spiller en afgørende rolle for børns selvværd, indlæring og evne til at mestre en lang række sociale og praktiske færdigheder. Projektet understøtter således målsætningerne i Faglighed for Alle.

 

MoveIT når de unge via medier, som allerede indgår som en naturlig del af de unges hverdag, nemlig mobiltelefon og internet. Børnene og de unge indtaster deres indtag af mad og mængden af motion og via grafer illustreres sammenhængen og hvorvidt de overholder Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Løsningen er udviklet i et tæt samarbejde med idrætslærere og elever på Bellahøj Skole, og demoen blev testet på skolen for 8.-10- klassetrin i december 2006. Testresultatet var meget positivt. Konceptet skal udvikles til brug i et konkret undervisningsforløb i idræt, biologi og sundhed på Bellahøj Skole.

 

Hip Hop

Hip Hop er et delvist mobilt undervisningskoncept rettet mod danskundervisningen i folkeskolens ældste klasser. Det har været testet på Amager Fælled Skole, og pilotprojektet har været en stor succes. Eleverne gennemførte komplicerede tekstanalyser, skrev selv tekster og komponerede hip hop musik. Emnerne, som eleverne selv tog op, handlede om kønsrollemønstre, etnisk baggrund, hverdagsliv som ung etc. Projektet gav et meget højt engagement ved at møde eleverne i øjenhøjde med emner, der optog dem. Lærerne var begejstrede for den øgede deltagelse i undervisningen – også blandt de tosprogede elever, der havde svært ved at engagere sig i danskundervisningen. Projektet ligger således fint i tråd med målsætningerne i Faglighed for Alle.


Pilotprojektet skal videreudvikles og justeres i samarbejde med lærere og elever på Amager Fælled Skole, herunder gøres tilgængeligt på mobiltelefon, som er den mest tilgængelige og anvendte mobilteknologi.

Tyrannerne

Tyrannerne sætter naturvidenskabelige metoder og problemer sammen med en interaktiv fortælling. Der er tale om et IT-støttet rollespil til fysik/naturfag for Folkeskolens ældste klasser. Eleverne skal i rollespillet blandt andet skabe elektricitet og vil blive ført ind i fagligheden og teorierne bag via en legende tilgang. Rollespillet er skrevet ind i en fortællende ramme, som handler om en verden, hvor naturvidenskaben er blevet forbudt. Eleverne bliver på den måde konfronteret med, hvordan verden ville have set ud uden de store opfindere. Rammen for spillet foregår på computeren, men størstedelen af elevernes aktivitet er praktiske forsøg i fysiklokalet, klasseundervisning og formidlingsopgaver. Rollespilsformen anses erfaringsmæssigt for en motiverende læringsform.

Projektet skal ses som en konkret udmøntning af fagligheden inden for den naturvidenskabelige satsning og er således indeholdt i målsætningerne i Faglighed for Alle. Forvaltningen vil inddrage en skole i udviklingsarbejdet.

 

Perspektiver for projekterne

De enkelte projekter er på forskelligt stade i udvikling, afprøvning m.v. Det forventes, at Move IT-projektet og Hip Hop-projektet vil kunne anvendes direkte i undervisningen i skoleåret 2007/08 på henholdsvis Bellahøj Skole og Amager Fælled Skole, mens Tyrannerne vil kunne foreligge i en demoudgave. Der skal efterfølgende tages stilling til produktion, distribution m.v. af projekterne, således at alle skolerne kan få mulighed for at anvende projekterne i undervisningen.

Økonomi

Der afsættes 350.000 kr. til udvikling, afprøvning og anvendelse af de tre konkrete virtuelle undervisningsmidler. Projektet finansieres af Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2007 via puljen til central understøttelse af politisk besluttede projekter.

Videre proces

-

Bilag

-                                         

                                            Else Sommer

                                                                                       Michael Hougaard Olsen

 



 

Til top