Mødedato: 16.08.2023, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Høringssvar vedr. fælles digitaliseringsstrategi 2024-27

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal behandle udvalgets høringssvar vedr. fælles digitaliseringsstrategi for København Kommune 2024-2027, så det kan indgå i den videre proces med udarbejdelsen af den endelige digitaliseringsstrategi, som forventes behandlet i Økonomiudvalget ultimo 2023.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at høringssvar om Fælles digitaliseringsstrategi for Københavns Kommune godkendes, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

I januar 2023 har Økonomiudvalget igangsat arbejdet på tværs af kommunens forvaltninger med at udarbejde en fælles digitaliseringsstrategi for Københavns Kommune. ØU har den 23. maj 2023 behandlet udkast til fælles digitaliseringsstrategi og anmodet fagudvalgene om at udvælge forvaltningsspecifikke indsatser, der kan indgå i strategiens katalog over indsatser. Udkast til digitaliseringsstrategi fremgår af bilag 1.

Visionen i digitaliseringsstrategien er ”Et bedre københavnerliv”. Strategien har fokus på forskellige temaer, hvor digitalisering kan bidrage. Arbejdskraft er et tema i strategien, hvor fokus er på, hvordan kommunen sikrer arbejdskraft til velfærd, og at teknologianvendelse bidrager til at frigøre tid og fastholde medarbejdere. Dette hænger sammen med temaet "kompetencer", hvor der er fokus på den gode digitale arbejdsdag og at løfte de digitale kompetencer i organisationen.

I strategien er der desuden fokus på brugervenlighed for borgere i KK’s digitale løsninger, samt hvordan kommunen med øget brug af data og teknologi kan styrke klimaindsatsen og gøre kommunen mere bæredygtig.

Endelig er der i strategien fokus på data og styring, så data anvendes aktivt i opgaveløsningen samt fokus på en effektiv og sikker styring af it-drift og it-projekter.

Strategien fokuserer særligt på digitalisering og brugervenlighed generelt, den konkrete brug af digitale enheder i dagtilbud og skoler behandles ikke i den fælles digitaliseringsstrategi.

Løsning

Forvaltningen anbefaler følgende forslag til BUU's høringssvar.

Høringssvar

”Børne- og Ungdomsudvalget vil gerne kvittere for muligheden for at komme med input til fælles digitaliseringsstrategi for Københavns Kommune.

Generelt passer strategien godt med Børne- og Ungdomsforvaltningen eksisterende digitaliseringsstrategi for så vidt angår temaer og fokus. Strategien afspejler derfor mange af de indsatser og projekter, der er i gang.

Det er vigtigt for Børne- og Ungdomsudvalget, at der er et stærkt fokus på, at digitaliseringen skal 1) lette ledere og medarbejderes administrative opgaveløsning, 2) forbedre forældre og borgeres adgang til og oplevelse af kommunens systemer og 3) implementeres med tilstrækkelig højt sikkerhedsniveau.

Desuden er det vigtigt, at der fortsat er en indsats for at styrke styringsgrundlaget på IT-området samt strategisk brug af data.

De indsatser, som Børne- og Ungdomsudvalget forventer at arbejde med de kommende år er først og fremmest implementering af allerede besluttede investeringscases. I OFS 2022/23 blev der fx besluttet en investeringscase om forenkling af arbejdstidsstyring for pædagogiske ledere, hvor der investeres i et brugervenligt og standardiseret planlægningsværktøj. Projektet understøtter digitaliseringsstrategiens temaer om arbejdskraft, brugervenlighed og kompetencer.

Et andet eksempel er investeringscasen omkring samlet drift af print- og kopimaskiner, hvor udskiftningen af printere på de decentrale enheders kontorer centraliseres, så printere udskiftes rettidigt og dimensioneres til det faktiske brugerbehov og forbrug. Projektet understøtter digitaliseringsstrategiens temaer om klima og styring, da der er mulighed for genanvendelse, reduceret energiforbrug samt effektiv it-drift.”

Politisk handlerum

Forvaltningens forslag til høringssvar kan tilpasses. I givet fald skal det fremlægges som ændringsforslag til indstillingen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                   Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 16. august 2023:

Til erstatning af indstillingens 1. at-punkt stillede Enhedslisten følgende ændringsforslag (ÆF1):

”Strategien bør omskrives, så den tager afsæt i borgernes behov for adgang til solid, kildebaseret og relevant information.”

Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 3 medlemmer: Ø.

Imod stemte 8 medlemmer: A, C, F, V og Å.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

I tilknytning til indstillingen stillede Socialistisk Folkeparti ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse af følgende til BUU’s høringssvar:

“Afslutningsvist er udvalget opmærksom på at mindske overdreven brug af IT i skolen, herunder ønsket fra mange lærere og forældre om mobilfri skoler, samt ønske om færre digitale redskaber for at sikre fokus og ro til at lære, foruden et ønske om at fokusere brugen af AULA til alene essentiel kommunikation.”

Ændringsforslaget (ÆF2) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 3 medlemmer: F og Å.

Imod stemte 8 medlemmer: A, C, V og Ø.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

I tilknytning til indstillingen stillede Socialistisk Folkeparti ændringsforslag (ÆF3) om tilføjelse af følgende til BUU’s høringssvar:

”Brugen af IT i skolen skal være økonomisk ansvarlig ved at bruge mindst mulig arbejdstid, elevtid og forældretid samt have høj driftsstabilitet.”

Ændringsforslaget (ÆF3) blev godkendt uden afstemning.

Med ovenstående tilføjelse blev indstillingen godkendt uden afstemning.

Til top