Mødedato: 10.05.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Evaluering af midler til mere pædagogisk personale i dagtibud samt fremtidig fordeling

Se alle bilag
Udvalget skal drøfte evalueringen af tildelingsmodellen til finanslovspædagoger samt tage stilling til den fremtidige fordeling af midlerne.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at evalueringen af midler fra Finanslov 2015 til ekstra pædagogisk personale drøftes
  2. at der fortsat anvendes 10,6 mio. til ansættelse af mere pædagogisk personale i vuggestuer og 7,6 mio. kr. til ansættelse af mere pædagogisk personale til en målrettet sprogindsats i børnehaver med mange børn med sproglige udfordringer. De resterende 12,7 mio. kr. anvendes til ansættelse af mere pædagogisk personale i institutioner på faglig handlingsplan

Problemstilling

I forbindelse med Finanslov 2015 blev der afsat midler til ansættelse af mere pædagogisk personale i dagtilbud. Københavns Kommune blev tildelt ca. 30 mio. kr. i hhv. 2015 og 2016.

Fra 2017 tildeles kommunen midlerne som et varigt bloktilskud. I forbindelse med udmøntningssagen til budget 2017 besluttede udvalget (BUU den 9.11.16), at den nuværende fordeling af midlerne fortsætter frem til sommeren 2017, og at den fremadrettede tildeling af midlerne til institutioner besluttes på baggrund af resultaterne fra evalueringen.

Løsning

Det blev besluttet af Borgerrepræsentationen den 26.3.15 (BUU den 28.1.15), at midlerne i 2015 og 2016 skulle anvendes til:

  1. ekstra pædagoger i vuggestuer ud fra børnenes behov
  2. ekstra pædagoger til en målrettet sprogindsats, samt
  3. flere pædagoger i institutioner med strukturelle og faglige udfordringer

I forvaltningens evaluering af anvendelsen af finanslovsmidlerne (bilag 1) har ledere, medarbejdere og de ekstra pædagoger beskrevet betydningen af ekstra årsværk i vuggestuer og børnehaver samt indsatsen med flere pædagoger forankret i områderne til institutioner med strukturelle og faglige udfordringer.

Evalueringen viser, at de ekstra årsværk opleves at give øget voksenkontakt, mere målrettet sprogarbejde og bedre forudsætninger for at lave målrettede indsatser for det enkelte barn. Lederne fremhæver direkte tildeling af midler til institutionen som positivt og fremhæver, at arbejdet med en handleplan kvalificerer indsatsen. Indsatsen med pædagoger forankret i områderne, der tilføres institutionerne som ekstra ressourcer, opleves at bidrage til udvikling af struktur, tydelige mål og systematik i den pædagogiske praksis. Omvendt opleves også et behov for tydeligere definition af disse pædagogers rolle og opgaver.

Tildelingsmodel fremadrettet

For at imødekomme anbefalingerne i evalueringen anbefaler forvaltningen, at finanslovsmidlerne fremadrettet tildeles institutionerne efter en  lettere justeret tildelingsmodel (se tabel nedenfor). I modellen sker tildelingen dels efter de nuværende kriterier for vuggestuer og børnehavers vedkommende og dels efter de nye handlingsplaner på dagtilbud således, at midlerne prioriteres til de institutioner, der har de største pædagogiske udfordringer. 

På dagtilbudsområdet arbejdes der i øjeblikket i forvaltningen på et nyt handlingsplanskoncept, hvor de institutioner, der - på baggrund af kvalitetsrapporten på dagtilbudsområdet og forvaltningens vurdering - har udfordringer omkring deres pædagogiske kvalitet og resultaterne i deres pædagogiske praksis, kommer på en to årig faglig handlingsplan. Konceptet ligner det, der fungerer på skoleområdet, og de institutioner der kommer på handlingsplan får målrettet støtte og praksisnær support til at løfte den faglige kvalitet og udvikle den pædagogiske praksis. I handlingsplanperioden understøtter forvaltningen institutionerne i at drive udviklingen frem og løbende evaluere og justere målene med indsatsen. Se også sagen om Kvalitetsrapport for dagtilbud, som også behandles på dette møde.

Det at tilknytte en ekstern pædagog med særlige kompetencer til at understøtte institutioner, der står over for en forandring, opleves af institutionerne at have positive konsekvenser, jf. en analyse af ’Turn around’-indsatsen foretaget af Rambøll (bilag 2). Den foreslåede nye tildelingsmodel nedenfor kan således understøtte institutioner på handlingsplan, ved at pædagoger fra områderne kommer ud i institutionerne og kapacitetsopbygger gennem praksisnær support.

 

Ny tildelingsmodel

Målgruppe

Tildelingskriterier

Økonomi

Vuggestuer

(0-2 år)            

 

Midlerne anvendes til ansættelse af mere pædagogisk personale i vuggestuer. Midlerne tildeles efter de samme kriterier som sociale normeringer.

10,6 mio.kr.

ca. 25 årsværk

Børnehaver (3-5 år)

Tildeles til institutioner med mange børn med sproglige udfordringer

7,6 mio. kr.

ca. 18 årsværk

Flere pædagoger i institutioner på handlingsplan Support i form af ekstra pædagoger tildeles institutioner på faglig handlingsplan.

12,7 mio. kr.

ca. 30 årsværk

Alternativt til denne tildelingsmodel kan midlerne til indsatserne institutioner på faglig handlingsplan og målrettet sprogindsats lægges oveni puljen for sociale normeringer på 0-5 års området og tildeles efter de i dag gældende kriterier og krav. Styrken ved at udvide puljen for sociale normeringer er, at institutioner med mange udsatte børn vil opleve at få ekstra personaleressourcer, som de selv råder over. Svagheden er imidlertid, at disse institutioner har udfordringer af et omfang, som ikke alene kan afhjælpes gennem sociale normeringer, men hvor ekstern hjælp og målrettede indsatser er nødvendige. 

Der kan desuden arbejdes med forskellige justeringer af den foreslåede tildelingsmodel, eksempelvis en ansøgningspulje, der kan søges af klynger og netværk, hvis udfordringer ikke giver mulighed for at få tildelt midler, men som f.eks. har en stor andel af udsatte børn.

Den valgte tildelingsmodel bør hvile på et princip om smidighed og enkelthed for institutionerne.

Brugerinddragelse

BUPL og LFS er løbende blevet inddraget i arbejdet med at definere en fremtidig tildelingsmodel. LFS finder, at den foreslåede model i vidt omfang imødekommer deres ønsker, mens BUPL i mindre grad oplever, at den foreslåede model matcher deres ønsker.

Københavns Forældreorganisation (KFO) har fået forelagt forslag til tildelingsmodellen, og er grundlæggende tilfredse med flere midler til flere hænder, og de er positive overfor at understøtte de institutioner, der har brug for en ekstra indsats. Dog bemærker de, at vuggestuerne i højere grad burde prioriteres sådan, at den helt tidlige indsats kunne styrkes. KFO ønsker desuden at forældrene i de berørte institutioner orienteres, så de kan få indflydelsen på den konkrete anvendelse af midlerne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt den foreslåede model vælges, vil den del af tildelingen, som ikke er ændret (dvs. vuggestuer og børnehaver) fortsætte den nuværende tildeling, og vil blive genberegnet og udmeldt med budgettildelingen for 2018. Den del der omfatter tildeling af flere pædagoger til institutioner på handlingsplan, vil træde i kraft i en overgangsperiode i løbet af efteråret 2017. I denne periode vil institutioner, der kommer på handlingsplan, løbende få tildelt flere pædagoger, mens den hidtidige support fortsat vil løse de igangværende opgaver.

Tobias Børner Stax                       /Mette Seneca Kløve

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top