Mødedato: 09.06.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

B-sag: Høringssvar til ny helhedsplan for Bystævneparken

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) skal tage stilling til høringssvar vedr. helhedsplan for Bystævneparken.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar til Borgerrepræsentationen.

Problemstilling

I Budget 2018 blev det besluttet at igangsætte udarbejdelsen af en helhedsplan for Bystævneparken. En tidligere udgave af helhedsplanen blev i foråret 2019 sendt i høring i BUU og andre relevante udvalg samt i offentlig høring.

Der er i mellemtiden udarbejdet en revideret version af helhedsplanen bl.a. på baggrund af beslutningen om, at der ikke skal bygges en skole i Bystævneparken. Det skyldes et fald i behovet for skolespor i området. Hvor prognosen i 2018 viste et behov for to nye spor, viser nuværende data og prognose, at der ikke er behov for at bygge mere kapacitet i området.

Borgerrepræsentationen besluttede den 22. april 2021, at den nye version af helhedsplanen sendes i høring i fagudvalg og i offentlig høring i maj-juni 2021. Helhedsplanen omfatter bl.a. 14 daginstitutionsgrupper fordelt på to daginstitutioner – én med otte grupper og én med seks grupper.

I øvrigt kan det oplyses, at det ifm. Overførselssagen 2019/2020 blev besluttet at flytte Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) fra Bystævneparken til Ryparken og Frankrigsgade. Tidligere var det planen, at botilbuddet Rønnebo skulle flyttes fra Bystævneparken.

Løsning

Forslag til udvalgets høringssvar:

”BUU noterer sig, at helhedsplanen rummer de nødvendige daginstitutionsgrupper, og at de nye daginstitutioner vil indgå i et grønt boligområde med en placering ved Vestvolden. Det giver gode muligheder for naturoplevelser i det daglige.

I den videre planlægning af daginstitutionerne og områderne omkring dem, er det vigtigt, at BUF’s funktionsprogram for daginstitutioner ligger til grund og efterleves. Samtidig skal pejlemærker for skole og daginstitutionsgrunde (som BUU vedtog den 10. marts 2021) indgå i planlægningen. Pejlemærkerne fremgår af bilag 3. Daginstitutionernes placering og grunde, som de fremgår af helhedsplanen, flugter overordnet set med pejlemærkerne, men af pejlemærkerne fremgår en række konkrete forhold, som skal tages højde for i det videre arbejde.

Det er bl.a. væsentligt, at daginstitutionernes udearealer får en form og en størrelse, der muliggør velfungerende opholds- og legeområder til børnene. Det er vigtigt, at udearealerne  er sammenhængende og regulære arealer, og at de etableres som trygge og afskærmede miljøer – fx skal de skærmes for trafikstøj. Af helhedsplanen, fremgår det, at ”…bilerne fylder meget lidt i bydelen” (s. 67), og derudover antager BUU ud fra gadestrukturen, at trafikken i området vil være begrænset. Den ene daginstitution er beliggende delvist ud til den største vej i området, men under forudsætning af at trafikken er begrænset, vil trafikstøj ikke være en udfordring i det videre arbejde.

Derimod er det et opmærksomhedspunkt, at mulighed for tilstrækkeligt sollys er nødvendigt for at skabe gode lege- og opholdsarealer. Dette fremgår af pejlemærkerne, og det er et opmærksomhedspunkt ift. den nordligt beliggende daginstitution, hvor det primære legeareal muligvis placeres i gården med etagebyggeri på tre ud af fire sider. 

Af helhedsplanen fremgår: ”Daginstitution gives særlig opmærksomhed som udadvendt funktion og kvartershus” (s. 56). BUU bemærker til denne del af helhedsplanen, at daginstitutionerne ikke kan betegnes som oplagte ”kvartershuse”. Det ville derimod i højere grad have været tilfældet, hvis der var tale om skoler. Daginstitutioner er målrettet de yngste børn – eksempelvis med lave borde og stole. Samtidig er køkkenerne i daginstitutionerne underlagt regler, der betyder, at udefrakommende ikke uden videre kan anvende køkkenfaciliteterne. Daginstitutionernes legepladser vil derimod være offentligt tilgængelige uden for åbningstid til gavn for områdets børn og forældre. Hvad angår udearealerne, vil institutionerne dermed have en udadvendt funktion.

BUU gør opmærksom på, at byudviklingen af Bystævneparken er tæt koblet med udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse. Bystævneparken skal derfor ses i sammenhæng med udviklingen af det samlede område.”

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Godkendes udkast til høringssvar fremsendes svaret til ØKF, der videreformidler til BR. Den endelige vedtagelse af helhedsplanen forventes at ske på BR-møde den 4. november 2021.

Helhedsplanen for Bystævneparken vil efter endelig vedtagelse danne grundlag for udarbejdelse af forslag til lokalplan og kommuneplantillæg.

 

Tobias Børner Stax                                                           Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 9. juni 2021:

Indstillingen blev godkendt.

Til top