A. Beslutning: Midler til tema-borgermøde om cykeltrafik
Indstilling
Forpersonen for Amager Vest Lokaludvalg indstiller, på vegne af lokaludvalgets trafikarbejdsgruppe, at Lokaludvalget bevilger 35.000 kr. til gennemførelsen af et tema-borgermøde om cykeltrafikken i forbindelse med Trafik- og Byrumsplan Amager.
Problemstilling
Under arbejdet med Trafik- og Byrumsplan Amager, har Teknik- og Miljøforvaltningen med dennes rådgiver JAJA-arkitekter, og med hjælp fra de to Lokaludvalgssekretariater på Amager, igennem foråret haft afholdt en række inddragelsesmøder (såkaldte pop-ups) på tværs af Amager. Formålet har været, at tilbyde rådgiver mulighed for sammen med forvaltningen at undersøge borgernes perspektiv på byens rum på Amager.
Rådgiver er nu i færd med at indarbejde dette input, sammen med inputtet fra to følgegruppemøder som Teknik- og Miljøforvaltningen har afholdt på Njalsgade i løbet af foråret. Her har de drøftet byrum med en række repræsentanter fra relevante foreninger, skolebestyrelser, ungeråd og aktører fra erhvervsliv osv.
Næste inddragelseskridt bliver efter sommerferien, inden rådgiver til oktober skal udarbejde det endelige udkast til Trafik- og Byrumsplanen. Der skal afholdes 2 offentlige borgermøder i henholdsvis Øst (Kofoeds Skole) og Vest (Radisevej) om den endelige Trafik- og Byrumsplan. Her vil rådgiver og forvaltning, med hjælp fra Lokaludvalget, præsentere borgerne for en række elementer i planen og i forskellige workshops drøfte og bede om borgernes perspektiv på disse.
Til dette ønsker trafikarbejdsgruppen at afholde et særskilt tema-møde omkring cykelinfrastrukturen, der repræsenterer et uforløst potentiale for at flytte mere trafik over på cykeltrafikken, ved at øge fremkommeligheden, kapaciteten og infrastrukturen for cyklerne.
Til dette har arbejdsgruppen anmodet JAJA-arkitekter om at udvikle særskilt materiale (med udgangspunkt i Trafik- og Byrumsplanen) om cykeltrafikken, og anmodet rådgiver stille op ved dette tema-møde. Da dette ønske om yderligere inddragelse ligger udenfor budgettet til Trafik- og Byrumsplanen, har arbejdsgruppen bedt rådgiver om at udarbejde et tilbud på at udføre dette arbejde for lokaludvalget.
Rådgivers opgave
- Sammenfatning af konklusioner som relaterer sig til cykeltrafikken fra både trafikanalyse og byrumsanalyse
- Kortlægning af cykelforbindelser i dag, samt udpegning af foreslåede prioriterede nye forbindelser.
- Kapacitetskortlægning med afsæt i cykelstiernes bredde
- Udvalgte nedslagsområder repræsenteret ved kortlægninger af udfordringsbilledet (og stor skala print til inddragelse
- Deltagelse ved mødet samt opsamling.
Budget
Rådgiver 30.000 kr.
Forplejning v. tema-mødet 5.000 kr.
Løsning
At lokaludvalget bevilliger i alt 35.000 kr. af Bydelspuljens midler, til honorar til rådgiver JAJA-arkitekter for udarbejdelse af materialet og deltagelse ved borgermødet. Dertil forplejning ved borgermødet.
Økonomi
Hvis indstillingen godkendes, belastes bydelspuljens midler for 2025 med 35.000 kr.