Mødedato: 25.05.2023, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Beslutning: Opbakning til byrumsprojekter på Greisvej og Prags Boulevard

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen for Amager Øst Lokaludvalg indstiller,

1. at lokaludvalget tager orientering vedr. borgerhenvendelse om byrumsprojekt på Greisvej til efterretning. 

2. at lokaludvalget beslutter at bakke op om både projektet på Greisvej og projektet på Prags Boulevard, som begge har modtaget en bevilling fra Nordea Fonden.

Problemstilling

Miljø og Klima har fået en henvendelse fra en borger på Greisvej, der har stiftet en forening, der har modtaget ca. 500.000 kr. fra Nordea Fondens "Her gror vi-pulje" til et grønt projekt på Greisvej.

Projektet består bl.a. af plantning af en Miyawakiskov, buske, frugttræer og eng på Greisvej ud mod Engvej. En Miyawaki-skov er en tætbeplantet skov med lokale træ-og plantesorter.

De grønne arealer på Greisvej er kommunalt ejede. Grundet projektets karakter, herunder plantning af træer mv., vil der være en del afledte driftsudgifter, som der ikke kommunalt er afsat midler til.

Der kan derfor blive behov for en politisk godkendelse af projektet samt afsættelse af midler til afledte driftsudgifter, hvis projektet skal blive til noget. Desuden er der kloakledninger i jorden, så der kan også blive behov for forvaltningens ekspertise samt midler i form af fx en projektleder.

Miljø og Klima vil på den baggrund opfordre alle politisk udpegede i lokaludvalget til at tage fat i deres politiske kontakter på Rådhuset og gøre opmærksom på vigtigheden af, at projektet får den politiske godkendelse og at der afsættes midler til de afledte driftsudgifter mv. Særligt da udvikling af Greisvejstrækningen er et bydelsplanprojekt. 

Miljøpunkt Amager har ligeledes modtaget støtte fra Nordea Fonden til projektet "Prags Boulevard – et blomstrende fællesskab". Projektet, som er støttet med 1 million kr. fra Her gror vi-puljen, vil fremme biodiversitet samt styrke sociale fællesskaber. Græsplænen ved Prags Boulevard 61-63 forvandles til et blomstrende og rekreativt byrum i samarbejde med områdets beboere og erhverv.

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning og beslutter at bakke op om både projektet på Greisvej og projektet på Prags Boulevard, som begge har modtaget en bevilling fra Nordea Fonden.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Ingen videre proces. 

Beslutning

Indstillingen blev vedtaget uden afstemning.

Begge projekter hænger godt sammen med lokaludvalgets bydelsplan. Det blev bemærket at man bør orientere og evt. inddrage de borgere der har deltaget i aktiviteter på Greisvej ifm bydelsplan.

Til top