Mødedato: 23.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Beslutning vedr. proces omkring indmeldelse af ikoniske træer og behov for nye træer

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller

  1. at Amager Øst Lokaludvalg bemyndiger Begrønningsgruppen til at varetage arbejdet med udpegning af steder til plantning af nye træer samt udpegning af ikoniske træer i Amager Øst.

Problemstilling

Københavns Kommune har vedtaget en træpolitik og en målsætning om at få plantet 100.000 nye træer. Begge dele indeholder indsatser, som kræver hjælp og input fra byens borgere. Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt om lokaludvalgenes hjælp.

Kortlægning af ikoniske træer og forslag til plantning af nye træer.

Træpolitikken indeholder et princip om at de ’særligt værdifulde træer’ skal udpeges og bevares. Ikoniske træer er en ny kategori, som skal beskytte de værdifulde træer i København, der ikke er dækket af lovgivning (som fredninger og lokalplaner), som kan få en særlig beskyttelse med en politisk beslutning.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede i maj 2016 en målsætning om, at der skal plantes 100.000 nye træer over en tiårig periode. Målsætningen gælder for hele byen – dvs. også for private arealer, skolegårde, parker, gader og meget mere. Teknik- og Miljøforvaltningen skal hvert tredje år udarbejde en prioriteringsplan, der viser, hvor det er muligt at plante træer.

Lokaludvalgene har mulighed for at bidrage med egne og borgernes forslag til, hvor de ser ikoniske træer eller mulighed for at plante træer i bydelen.

Opgaverne falder under begrønningsgruppens kommissorium (se bilag). Begrønningsgruppen har i kraft af bydelsplanens borgerinddragelsesproces fået nye kræfter, der alle er indstillet på at løfte opgaven med at identificere de ikoniske træer, samt udpege egnede områder til beplantning af nye træer. Begrønningsgruppen er qva kommissoriet åben for alle interesserede.

Processen og tidsplanen for indmelding af ikoniske træer og mulige træplantninger

Københavns Kommune har sat en frist for indmeldelse af ikoniske træer til d.24.3. såfremt de indmeldte Ikoniske træer skal nå med i vurderingerne for prioriteringsplanen 17/18.

Fristen for indmeldelse af ikoniske træer og placering af nye træer til prioriteringsplanen 18/19 er inden d.1.7.2017

De forslag, som lokaludvalgene melder ind, vil forvaltningen vurdere enkeltvis som egnede eller ej til at indgå i prioriteringsplanen. Der er ingen garanti for at et træ, som er foreslået af en borger eller et lokaludvalg, ender med at blive udpeget som et ikonisk træ.

Forvaltningen har udarbejdet en ’bynatur-pakke’ (se bilag), som lokaludvalgene kan bruge i forbindelse med inddragelsen af borgerne i bydelen.

Løsning

Amager Øst Lokaludvalg har tidligere nedsat en begrønningsgruppe - se bilagte kommissorium. I forbindelse med arbejdet med temaet bynatur i regi af bydelsplanen har 8-10 borgere givet udtryk for, at de fremadrettet ønsker at være en del af begrønningsgruppen.

Det foreslås, at begrønningsgruppen får bemyndigelse til at varetage opgaven herunder at foretage den endelige vurdering af hvilke træer der skal indmeldes hhv. inden fristen den 24.3 og 1.7.17.

Begrønningsgruppen tager rundt i bydelen og vurderer, dokumenterer og registrerer træer, der falder under kategorien Ikoniske Træer. Bynatur gruppen afholdte møde d.20.2.2017, hvor byvandringerne blev planlagt. Eva Damgaard vil på mødet orientere herom.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Sekretariatet varetager den digitale registrering på kk-kort. Indmeldelser til digital registrering skal ske til sekretariatet senest d.17.3.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Eva Damgaard orienterede om at bynatur-arbejdsgruppen fra bydelsplanen gerne vil stille sig til rådighed i forbindelse med at udpege træer.

Randi Sørensen bemærkede, at Begrønningsgruppen burde have været orienteret undervejs af sekretariatet. Processen har været i gang i lang tid og der er nu kun kort tid til at inddrage borgerne.

Til top