Mødedato: 23.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Mødesalen i Kvarterhuset, Jemtelandgade 3

Puljeansøgning: Musik over alle grænser – børn og unge bryder grænser

Tavse Stemmer - Missing Voices.dk søger støtte til musikprojekt for børn.

Indstilling

Formanden indstiller til Amager Øst Lokaludvalg,

1) at lokaludvalget på baggrund af indstilling fra BIFUK-arbejdsgruppen afsætter en underskudsgaranti på kr. 35.000 til Musik over alle grænser – børn og unge bryder grænser.

Problemstilling

På vegne af Tavse stemmer – Missing Voices har Annette Bellaoui søgt om kr. 35.000 i støtte til Musik over alle grænser – børn og unge bryder grænser.

Tavse Stemmer – Missing Voices.dk er en forening som med musik og relaterede kunstformer, dels ønsker at samle mennesker og facilitere fremadskuende aktiviteter sammen, dels støtter kvindelige kunstnere, særligt med anden etnisk baggrund. Projektets formål er at tilbyde undervisning i musik, sang og dans, for børn og unge, både i skoler og dag institutioner, men også til de institutionsløse børn. Der bliver undervist 2-3 dage om ugen, som tilrettelægges i tæt samarbejde med det pædagogiske personale. Undervisningsforløbene afsluttes med en stor fælleskoncert i BETA.

Projektet er grundlagt på Nørrebro, men tilbydes nu også på Amager i samarbejde med Børnekulturhus Ama’r og institutionerne Troldevænget, Sundby Algård og Birketinget, samt det boligsociale arbejde i Urbanplanen. Projektet skal finde sted fra ultimo februar til medio december og der forventes 100-150 deltagere.

Det ansøgte beløb indgår i et samlet budget på kr. 176.000. Der søges 35.000 fra hvert af de to lokaludvalg og 96.000 fra andre fonde. Der indgår frivilligt arbejde til en værdi af kr. 10.000.

Løsning

BIFUK-arbejdsgruppen har drøftet ansøgningen og et flertal indstiller, at projektet støttes med en underskudsgaranti på kr. 35.000. BIFUK synes det er et sympatisk projekt med musik som brobygger mellem kulturer. Det er en forudsætning for støtte, at der indgår lige mange børn fra Amager Øst og Vest.

Økonomi

Der er søgt om kr. 35.000 af 2017-puljemidlerne.

Arbejdsgruppen har indstillet, at der bevilliges en underskudsgaranti på kr. 35.000.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, skal regnskab og evaluering være sekretariatet i hænde senest den 31.12.2017.

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der bevilges kr. 35.000 til projektet.
Til top