Mødedato: 18.04.2018, kl. 17:30
Mødested: Plejecenter Fælledgården, Drejøgade 3, 2100 København Ø

Borgerpanelundersøgelse om kommuneplanstrategi 2018

Østerbro Lokaludvalg skal tage stilling til forslag om at bruge Østerbro Borgerpanel ifm. intern høring af forslag om kommuneplanstrategi.

Indstilling

Formanden indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at bruge Østerbro Borgerpanel til at få input fra borgerne ifm. intern høring vedr. Kommuneplanstrategi 2018,

2. og at lokaludvalget afsætter 6.000 kr. i 2018-puljemidler til annoncering af undersøgelsen og Østerbro Borgerpanel.

Problemstilling

Økonomiudvalget skal på deres møde den 24. april 2018 behandle forslag til Kommuneplanstrategi 2018 med henblik på at sende forslaget i intern høring frem til den 19. juni 2018.

Formanden foreslår, at lokaludvalget udsender en spørgeskemaundersøgelse i Østerbro Borgerpanel om kommuneplanstrategi 2018.

Formålet med undersøgelsen er at indsamle input om de forskellige temaer i kommuneplanstrategien fra et bredt udsnit af østerbroerne, som lokaludvalget kan drøfte sit høringssvar på baggrund af. Derudover kan lokaludvalget indsende svarerne fra borgerpanelet som bilag til sit høringssvar.

Løsning

Da kommuneplanstrategiens temaer berører alle fire fagudvalgs områder, foreslår formanden, at formændene for de fire fagudvalg deltager i et møde med sekretariatet, hvor spørgeskemaets emner og indhold drøftes. Sekretariatet udarbejder et udkast til spørgsmålene, som sendes til godkendelse i de fire fagudvalg på maj-fagudvalgsmøderne. Derefter sendes spørgeskemaet ud i Østerbro Borgerpanel.

Spørgeskemaet vil være tilgængeligt i Østerbro Borgerpanel i ca. 10 dage. Der sendes en påmindelse ud efter en uge.

Herefter samler sekretariatet op på svarerne. Opsamlingen sendes ud til fagudvalgsmøderne i juni i forbindelse med drøftelse af forslaget til kommuneplanstrategien.

Tidsplan

Møde med fagudvalgsformænd, udarbejdelse og opsætning af spørgeskema samt godkendelse af spørgsmål i fagudvalg: uge 17-18.

Undersøgelsen udsendes i Østerbro Borgerpanel omkring den 4. maj 2018 og kan besvares indtil den 14. maj 2018. Der udsendes en påmindelse omkring den 11. maj.

Sekretariatet behandler besvarelserne og laver opsamling, der sendes ud med fagudvalgenes dagsordner til juni-møderne: uge 20-21.

I forbindelse med indkaldelser til juni-fagudvalgsmøderne sender sekretariatet opsamlingen ud til alle fire fagudvalg i uge 22, så fagudvalgene kan behandle høringsmaterialet vedr. forslag til kommuneplanstrategi 2018 sammen med borgernes input.

Kommunikation og annoncering

For at skabe synlighed om undersøgelsen og for at få flere østerbroere til at tilmelde sig Østerbro Borgerpanel udsendes en pressemeddelelse om Østerbro Borgerpanel, der indsendes en annonce til Østerbro Avis samt generel facebook promovering og facebook promovering særligt målrettet unge.

Økonomi

Budget annoncering af Østerbro Borgerpanel
Kvartsides annonce i Østerbro Avis 5.000
Facebook promovering 500
Facebook promovering rettet mod unge 500
I alt 6.000

 

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt.
Til top