Mødedato: 14.11.2013, kl. 17:00
Mødested: Østerbrohuset, Århusgade 103, 2100 Kbh. Ø

Høring - Funktionskrav til buslæskærme og øvrige typer byudstyr

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Fagudvalget for teknik og miljø indstiller til Østerbro Lokaludvalg,

1. at lokaludvalget beslutter at afsende fagudvalgets udkast til høringssvar vedr. funktionskrav til buslæskærme og øvrige typer byudstyr.

Problemstilling

Østerbro Lokaludvalg har modtaget "udkast til funktionskrav i udbud på reklamebærende byudstyr og buslæskærme" i høring. Høringsfristen er den 25. november 2013.  

De reklamebærende byudstyrstyper der udbydes, er:

·         Københavns buslæskærme og tilhørende trafikinformationsanlæg

·         Fritstående digitale informationsstandere

·         Option på fritstående digitale interaktive informationsstandere

·         Fritstående tosidede reklamestandere (MUPI)

·         Reklamebærende bysøjler

·         Bysøjler til fri plakatering

·         Automatiske ubemandede toiletter

Byudstyret udbydes som en koncessionsaftale, hvor den vindende leverandør opstiller, drifter og vedligeholder byudstyret for Københavns Kommune. Som modydelse får leverandøren reklameindtægter fra reklamerne på byudstyret.

Ud over lokaludvalgets holdninger til vedsendte bilag, vil forvaltningen også gerne høre om lokaludvalget har ønsker til opstilling af buslæskærme ved eksisterende busstoppesteder, der ikke har buslæskærm i dag.

Løsning

Fagudvalget for teknik og miljø foreslår at følgende høringssvar afsendes:

"Bilaget rummer mange enkeltelementer, og det bærer høringssvaret præg af.

På Østerbro fylder den motoriserede trafik meget og fortovene er de fleste steder for smalle. Derfor bør fortovsarealerne rumme færrest mulige forhindringer i form af standere mm.

Østerbro Lokaludvalg tilslutter sig den fremherskende tendens til at gå fra analog til digital formid-ling af trafikinformation ved busstop. Den store fordel er at kunne koble informationer mellem de kollektive trafikarter i det samlede net, så brugeren kan vælge en samlet effektiv rejserute med fær-rest mulige skift.

Vi er enige i, at det er en fordel at integrere den digitale trafikinformation i buslæskærmen, når blot informationen og eventuelle reklamer ikke begrænser de ventende buspassagerers udsyn til den kommende trafik, så de kan være klare til ombordstigning, når bussen kommer. 

På Østerbro ser vi gerne buslæskærme på ruterne, hvor der bag eller foran skærmen minimalt er plads svarende til 2½ rækker københavnerfliser adskilt med brosten.

Det fremgår ikke af oplægget, hvordan man i de tilfælde tænker sig at udforme en alternaiv stop-markering. Lokaludvalget mener, det skal klares ved en markering på selve fortovet og ikke ved en mastemarkering eller lignende. På Østerbro er der i forvejen nok byudstyr at falde over.

Buslæskærme bør, hvor der er et torv eller en plads med en struktur, der ikke er helt parallel med vejbanen, drejes og underordne sig torvet eller pladsens udformning

Hvor der ikke kommer læskærme bør den digitale stander placeres med ryggen mod bebyggelsen og ind til denne, så man som fodgænger ikke som i dag støder imod standerne. De nuværende standere bør derfor rykkes og vendes 90 grader. Også hvor der ikke er/kommer læskærme bør stopmarkerin-gen males på fortovet.

De fritstående digitale informationsstandere med skærme på 70”x80 ” og reklamer bør så vidt mu-ligt integreres i læskærmene eller knyttes tæt til, hvis de ikke kan integreres. Her gælder samme krav til passageareal som nævnt ovenfor.

De viste metalgrå fritstående informationsstandere til Borgerservice ser triste ud og bør omformes samt males i samme mørk blå farve som de øvrige elementer. Vi kan ikke være den viste model bekendt i Københavns bybillede. Disse informationstandere bør placeres på torve og pladser. 

Højden på de fritstående kommende reklamestandere bør sænkes 200 cm, så man ikke får indtryk af, at det er reklamer der styrer byen. Det vil man ellers gøre.

De eksisterende reklamebærende bysøjler bør som forslået tilbageføres til de to stilarter, de blev opført i. De kommende søjler bør imidlertid have et mere nutidigt udtryk og have en mindre og me-re elegant diameter end 150 cm.

Der stadig brug for flere toiletter end det planlagte lille antal."


Videre proces

Såfremt indstillingen imødekommes forestår sekretariatet den videre sagsbehandling med afsendelse af høringssvaret.

Beslutning

1. Østerbro Lokaludvalg stemte om udkast til høringssvar vedr. funktionskrav til buslæskærme og øvrige typer byudstyr, med de på mødet foreslåede ændringer
for: 13 stemmer                       imod: 1 stemme                       undlod: 0 stemmer

Østerbro Lokaludvalg godkendte høringssvar vedr. funktionskrav til buslæskærme og øvrige typer byudstyr, med de mødet faldne bemærkninger og tilføjelse vedr. konkrete forslag til opstilling af buslæskærme.
Til top