Mødedato: 08.05.2018, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Revisionsrapport vedr. mellemkommunal refusion

Se alle bilag
Økonomiudvalget forelægges til efterretning Intern Revisions rapport vedr. mellemkommunal refusion.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at ”Revisionsrapport vedr. mellemkommunal refusion”, jf. bilag 1, tages til efterretning,
  2. at forvaltningernes handlingsplan tages til efterretning.

Problemstilling

Mellemkommunal refusion opstår, når to kommuner handler med hinanden. Dette kan være, hvis en borger flytter fra en kommune til en anden, og borgeren har behov for et botilbud, støtte eller anden form for ydelse. Der vil ofte være flere forvaltninger i Københavns Kommune, der er involveret i de mellemkommunale ydelser, da der vil være ydelser i en forvaltning, der udløser ydelser (følgeudgifter) fra andre forvaltninger.

Intern revisions undersøgelse har haft til hensigt at afdække, om kommunen på det mellemkommunale område indhenter de indtægter, den er berettiget til og kun afholder de udgifter, som den er forpligtiget til.

Mellemkommunale refusioner involverer ydelser under Socialforvaltningen (SOF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF), Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF), og Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF). Koncernservice (KS) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) varetager tværgående opkrævnings- og betalingsopgaver samt systemindberetninger.

Følgende bemærkning vedrører SOF, BIF, BUF og KFF.

Løsning

Den tværgående kreds af økonomidirektører i Københavns Kommune har den 15. december 2017 godkendt en projektbeskrivelse, som danner grundlag for kommunens handleplan med det formål at sikre korrekt hjemtagelse af mellemkommunal refusion. Handleplanen har tre fokusområder:

  1. Beregning af det økonomiske potentiale ved at optimere hjemtagning af mellemkommunal refusion på tværs af forvaltninger, herunder adgang til hjemtagelse med bagudrettet effekt (3 år),

  2. Identifikation af de konkrete borgere/ydelser, som Københavns Kommune ikke får hjemtaget refusion på i dag, herunder hvorvidt betalingskommune er korrekt anført for alle borgere,

  3. Udvikling af et organisatorisk og datamæssigt setup, som sikrer, at kommunen fremadrettet bliver bedre til at hjemtage mellemkommunal refusion.

Potentialet vil både ligge på styringsområderne service, overførsler og indsats. Analysen skal vise den faktiske fordeling mellem styringsområder og endvidere komme med forslag til fordeling af effektiviseringspotentialet på tværs af relevante forvaltninger.

Der er tilslutning til handleplanen hos alle berørte forvaltninger.

Projektledelsen er placeret i Økonomiforvaltningen og der forventes første afrapportering af resultater til Økonomikredsen i maj 2018.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Velfærdsanalyseenheden under Økonomiforvaltningen vil koordinere arbejde mellem forvaltningerne, om at komme i mål med handleplanens punkter.

 

Peter Stensgaard Mørch                               /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Revisionsrapport vedr. mellemkommunal refusion (2018-0096394)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2018

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top