Mødedato: 04.06.2002, kl. 15:00

Forslag om støtte til opførelse af 64 private andelsboliger og 64 almene familieboliger i Ørestad Nord (Bygge- og Teknikudvalget)

Forslag om støtte til opførelse af 64 private andelsboliger og 64 almene familieboliger i Ørestad Nord (Bygge- og Teknikudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 4. juni 2002


J.nr. ØU 136/2002

16. Forslag om støtte til opførelse af 64 private andelsboliger og 64 almene familieboliger i Ørestad Nord (Bygge- og Teknikudvalget)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at godkende projekt til opførelse af 64 private andelsboliger og 64 almene familieboliger beliggende i Ørestad Nord

at bemyndige Bygge- og Teknikforvaltningen til at meddele tilsagn om kommunal støtte i form af garanti for realkreditlån, andel af tilskud til andelsboligerne og indskud i Landsbyggefonden på 7% af anskaffelsessummen til de almene boliger, og

at bemyndige Bygge- og Teknikforvaltningen til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, alt under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 15. maj 2002

Anbefalet

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, i det det forudsættes, at 2. at-punkt ændres således, at Bygge- og Teknikudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte i form af garanti for realkreditlån, andel af tilskud til andelsboligerne og indskud i Landsbyggefonden på 7 pct. af anskaffelsessummen til de almene boliger".

 

Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

På vegne af Andelsboligforeningen Karen Blixen Parken under stiftelse har ArkitektGruppen A/S v/Høpfner A/S fremsendt ansøgning om støtte i henhold til lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger til opførelse af 64 private andelsboliger. Boligerne skal opføres på en ejendom, der forudsættes udstykket af del af matr.nr. 182, Eksercerpladsen, København, beliggende mellem Rued Langgaardsvej og Kaj Munks Vej i Ørestad Nord.

Samtidig har Arbejdernes Andels-Boligforening (AAB) og Smedenes Andels-Boligforening (SAB), der har fællesadministration med AAB, fremsendt ansøgning om støtte i henhold til samme lov til opførelse af i alt 64 almene familieboliger – fordelt med 32 boliger under AAB (afdeling 87) og 32 boliger under SAB (afdeling 6). De almene boliger tænkes ligeledes opført på en ejendom, der forudsættes udstykket af del af matr.nr. 182, Eksercerpladsen, København, beliggende ved Kaj Munks Vej i Ørestad Nord.

Da AAB har indgået aftale med ArkitektGruppen A/S om køb af dele af ovennævnte matr.nr. 182 i forbindelse med opførelse af de almene boliger, behandles ansøgningerne om såvel de private andelsboliger som de almene familieboliger samlet i denne indstilling.

Bebyggelsen opføres som seks længehuse i otte etager, hvor hovedvægten er lagt på rummelige familieboliger.

Bebyggelsen er omfattet af lokalplan nr. 301 med tillæg 1, 2 & 3 samt tillæg nr. 4. Bebyggelsen forudsætter dispensationer fra lokalplanen for så vidt angør bestemmelsen om, at boliger indrettet i bebyggelse med husdybde på over 12 m skal have en størrelse på mindst 100 m² i normaletager. Forvaltningen finder, at der er tale om mindre afvigelser, og er indstillet på at meddele dispensation jfr. generel bemyndigelse hertil som vedtaget i Bygge- og Teknikudvalget den 4. april 2001.

Anskaffelsessummen for de 2 byggerier er beregnet til i alt 234.882.000 kr. inkl. moms.

Boligerne har en gennemsnitlig størrelse på 99 m² (andelsboligerne) og 100 m² (almene familieboliger).

På baggrund af en arkitektonisk, teknisk, funktionsmæssig og økonomisk vurdering anbefales kommunal støtte i henhold til lov om almene boliger og støttede private andelsboliger m.v. til gennemførelse af projekterne.

 

Til top