Degnemosen, Bellahøjparken og Rødkildeparken

Degnemosen, Bellahøjparken og Rødkildeparken ligger side om side, men er overraskende forskellige. Tag på tur derud og oplev livet i mosen og få et storslået kig ind over København fra byens højeste punkt.

I det nordvestlige hjørne af København, gemt lidt væk mellem bydelene Brønshøj-Husum og Vanløse, ligger de tre fredede parker Bellahøjparken, Rødkildeparken og Degnemosen som hemmelige perler mellem højhuse og villakvarterer.

Selv om parkerne ligger tæt på hinanden, er de overraskende forskellige, og du vil slå tre fluer med et smæk, hvis du lægger din vej forbi.

Kan du lide at kigge på fugle, så skal du glæde dig. Området huser mere end 150 forskellige fuglearter, der nyder godt af det våde og tørre miljø i de tre parker. 

Degnemosen

Degnemosen består af en sø i midten af parken omkranset af stejle skråninger og omkringliggende stier med elletræer. Elletræer kan leve med rødderne i vand, og de spreder deres grene over den særlige vegetation, der trives i det våde miljø.

I hver ende af søen er der to øer med sumpet bevoksning og et rigt fugleliv. Herfra kan du se langt ud over vandet, hvor gule nøkkeroser blomstrer hen over hele sommeren, og et springvand kaster kaskader af vand. 

Du kan gå hele vejen rundt om søen i en afstand af bare to-tre meter til vandet, så du er helt tæt på det rige fugleliv. Nyd svanerne og gæssene, der ligger på rede om foråret, eller den store flagspætte, træløberne, musvitterne, rødstjertene, de brogede fluesnappere, spætmejserne, blishønerne, de grønbenede rørhøner og alle de andre fugle, der holder til i området. 

Degnemosen med Bellahøjhusene i baggrunden

Bellahøjparken

Bellahøjparken hæver sig over resten af København med hele 38 meter over havet de højeste steder. Herfra kan du se byens tage og toppe og helt ud til Amager.

Tidligere lå der en gård her, og parken indeholder stadig spor af den gamle køkkenhave med nøddehegn, prydhave og frugthave, hvor du kan plukke frugter og bær, foruden magnolietræer og staudebede. Dele af den gamle gård fungerer nu som restaurant og selskabslokaler i den fredede park. 

I den nordlige ende er der en friluftsscene omkranset af store træer, hvor der holder mange småfugle til, og på bagsiden af denne er der en skrænt, som du kan bruge til kælketure om vinteren. 

I parken kan du også finde mere intime rum mellem hegn og træer, blomsterenge og en staudehave, hvor du kan slappe af på en bænk med udsigt til de farverige bede.

I Bellahøjparken er der spor efter en tidligere gård.

Rødkildeparken

Rødkildeparken er anlagt på landbrugsjord fra to tidligere gårde og er omkranset af lave bøgehække og to store lindealléer. Parken rummer store, åbne plæner og slyngede stier, der skrår ned mod lavere punkter, blomsterenge og kirsebærtræer.

Hvis du besøger Rødkildeparken, vil du møde den særlige stemning, som parkens symmetri skaber. Gå en tur eller slå dig ned på en bænk og træk vejret roligt under lindetræernes skygge, mens du måske skotter op mod Danmarks første højhuse – de ikoniske Bellahøjhuse

I Rødkildeparken er der også en legeplads, hvor små og store legebørn kan fornøje sig.

Praktisk info til din næste udflugt

Toilet og vandpost

Der er toiletter i Rødkildeparken. Ved toiletterne er der også en vandpost.

I Brønshøjparken og ved Hulgårds Plads kan du finde toiletter med handicapadgang.

Plads til hund

I Bellahøjparkens nordlige hjørne er der hundegård.

Kontakt

Parker, Kirkegårde og Renhold

Njalsgade 17

2300 København S