Naturværkstedet Streyf
Naturværkstedet Streyf er et sted for formidling af oplevelser i naturen og viden om natur og miljø i og omkring byen lige ved Utterslev Mose.
Huset lånes ud til institutioner, skoler, foreninger og grupper, som ønsker at formidle natur og miljø under besøget. Huset inklusiv omkringliggende arealer kan maksimalt bruges af 50 personer ad gangen.
Vi opfordrer brugere af naturværkstedet til i så stor udstrækning som muligt at anvende økologiske og bæredygtige materialer.
Oplevelser og aktiviteter i Streyf
Naturværkstedet og den nærliggende mose inviterer bl.a. til at:
- Gå på jagt efter smådyr på land og i vand
- Tilberede grøn mad over bål af urter I selv finder
- Kigge på fugle eller dyre- og årstidsspor
- Lege sanse- og naturlege
- Øve dig i at tænde bål
- Arbejde kreativt i naturmaterialer
OBS! Streyf kan ikke lånes til arrangementer, der ikke har naturformidling som sit omdrejningspunkt, såsom private fester og lignende arrangementer samt arrangementer af kommerciel art eller til indsamlinger.
Sådan bliver du Streyf-bruger
For at benytte naturværkstedet Streyf skal du have deltaget i et kursus, hvor du bl.a. gennemgår husets faciliteter.
Du kan først booke tid, når du har deltaget i kurset.
Book naturværkstedet Streyf
Når du har gennemført kurset og er oprettet som bruger, kan du booke Streyf.
- Tjek kalenderen for at se, om der er ledigt på dit ønskede tidspunkt
- Udfyld formularen så præcist som muligt. Så er der størst chance for, at din reservation går igennem første gang.
Kalenderen er åben for bookning:
- Fra 1. oktober kan du booke perioden 1. januar til 30. april
- Fra 1. februar kan du booke perioden 1. maj til 31. august
- Fra 1. juni kan du booke perioden 1. september til 31. december
Husk, at naturværkstedet kun må bruges til arrangementer, som har naturformidling som fokus.
Vær opmærksom på, at I som voksne altid har ansvaret for børnenes adfærd i naturværkstedet.
Når I bruger naturværkstedet, skal der være mindst én registreret Streyf-bruger til stede. Ved sygdom er I derfor nødt til at aflyse, med mindre en anden Streyf-bruger kan tage over.
Om Streyf og de omkringliggende arealer
Naturværkstedet Streyf ligger i Utterslev Mose på Rådvadsvej 69. Streyf er opført af Københavns Kommune i 2002 og er tegnet af arkitekt Poul Lund.
Husets ene fløj har et aktivitetsrum med pejs og store glasdøre ud mod mosen. Den anden fløj rummer bl.a. et lille køkken og toiletter.
Huset inklusiv omkringliggende arealer kan bruges af maximalt 50 personer ad gangen.
Naturværkstedets nære udearealer indeholder blandt andet tre store bålpladser og arbejdsborde i forskellige højder.
Naturværkstedet Streyf holder åbent hus i forbindelse med det årlige arrangement Mosetræf i Utterslev Mose.
Kontakt
Parker, Kirkegårde og Renhold
Streyf
Rådvadsvej 69